fredag den 14. august 2015

Placebo tryghed

To skikkelser - en mand og en kvinde - bevæger sig igennem parken, mens vinter sneen falder over fugleskræmsels træer. Deres fingrer finder trøst i utætte lommer, mens deres ånde kaster røgsignaler mod den ubevægelige grå himmel. Han er høj på gårsdagens cigaretskodder og de halvnøgne kroppes dans gennem alkoholrusen. Hun er stille og kold, med et smil så frossent som søens isnede overflade. Endnu har de ikke sagt et ord til hinanden. Deres emotionelle tilstande er ikke kompatible og aldrig været det, men i dag, under den grå himmel og omgivet af den kridhvide sne, er forskellen ude af proportion.
De vandrer i flere minutter - eller er det timer? - før stilheden, der står som en usynlige mur mellem deres kontaktflader, brydes. Den brydes af hende. Ikke med ord, men med handling. De tynde små fingrer, som han kyssede og elskede fra deres første møde, smyger sig op af lommens placebo tryghed og berører hans ansigt. Han ved det ikke endnu, men det er sidste gang, at de mælkehvide fingrer, der skriver de sødeste ord på sort dødt papir, har kontakt med hans solbrune hærgede hud. Hendes udskyllede øjne møder hans - sorte og livløse. Han forstår det ikke endnu. Kommer aldrig til det. Ligegyldigt hvor mange mil af byens asfalt han tilbagelægger (og han vil tilbagelægge mange efter dette sidste møde for at finde hende igen).
Hun vender sig om. Hendes frakke hænger løst omkring hende og skjuler de former, som han kender til udødelighed. Han følger den velkendte krops bevægelse, mens hun bevæger sig væk fra ham - væk fra ham, væk fra træernes krogede grene og den nedtrådte sne. Ned mod søen. Hans hænder sidder fast i lommeuldens trygge varme, mens hun sætter i løb og før han ved af det er hun væk. Et hul i den påbegyndende is er det eneste, der er tilbage. Et hul der viser en verden af mørke og kulde. En verden han ikke kan bevæge sig ind i.
Nu står der en enkelt skikkelse på vejen. Sne under hans fødder. Hænderne knyttet udenfor hans lommer. Der står han. En enkelt skikkelse. Og han råber i afmagt mellem de døde træer. Råber af søen, der er ligeså mørk som hans tanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar