søndag den 2. november 2014

Mindernes bord

Fanget i et endnu et mug befængt hotelværelse, under endnu en LED lampes gennembrændende skær, sidder drengen igen med et halvskævt smil og halvdelen af en flaske leverpest i årene. Sindssyg, følelsesmæssigt ustabil, kuk i låget - mange forskellige meninger fra et karaktergalleri, der altid og aldrig vil blive genproduceret. Ikke desto mindre smiler han sit halve smil. Resultatet af at være halvt lykkelig og halvt knust under vægten af endnu en ustyrlig følelse og et manglende svar på en uundgåelig konflikt.
På bordet er der billeder, fotos og malerier; tegninger og skriblerier. Abstinens plagede fingrer glider henover minder fra en svunden tid. Minder, som genleves som fortabte drømme, mens mareridtenes kolde realitet bliver jaget på flugt. Uddrevet som var de en lokal landeplage. En plage i kødets fæstning.
Tårerne udebliver. Der er ikke behov for dem. Behovet hviler et andet sted. Et sted hinsides fornuft. Dér hvor sommerfugle i maven ikke længere er en god nok forklaring; hvor man ikke længere helt kan sætte ord på, hvorfor og hvordan ens system reagerer. Individet er blot følelsen. Individet er kærlighed.
Tanken om kærlighed forvirrer. Fingrene bliver trukket tilbage, og sortrandede øjne er det eneste, der undersøger bordpladens indhold. Argumenter for og imod minders betydning i nuet strømmer gennem kødklumpens hardware. Prøver at knuse sig frem til et svar, men følelser kan ikke sættes op som ligninger eller binære koder. Nej. De er mere end det.

Så der sidder han. Dag ind og dag ud. Et endegyldigt svar; en løsning på problemet udebliver. Så han bliver siddende med sine sorte rander. Sin brændende lever og LED lampens lava varme lys. Natten forsvinder, persiennerne foldes ned, indtil mørket vender tilbage - tilfældige udflugter til den ene eller den anden kiosk efter mere flydende pest. Fingrer på udflugt over mindernes skrivebord. Et skrivebord uden svar. 

Neonlys

Endnu en nat i neonlygtens skær. Endnu en nat vendt på vrangen af ildvand og billige damer. Fem mænd; én mission: at bunde hygge i liter glas, mens regnen hamrer mod latexbelagte gummiruder. Endnu en nat uden stjerner i midtbyen. Endnu en nat søbet ind i fejlslagne idealer og forskruede forventninger.
Tanken om at morgendagen bringer atter en chance, efterlader en tung cigar dunst i svælget. Smagsløgene trækker sig sammen, mens livgivende væske fosser vertikalt ned i det alkoholiserede ungdomslegeme. Et legeme, der evigt er fanget i kampen mellem teenagervrede og voksenmelankoli.
Hvis det nu var dag, ville regnen ikke hamrer mod ruder. Den ville ikke drive fra våde hår spidser efter den lange march til hjemstavnen. Nej, nej, nej. Dagen ville være anderledes. Sollys i stedet for blå neon lys. Smilende kvinder i stedet for de forvoksede 15-årige, der indtager enhver stam bar som nogensinde har betydet noget for en halvfortabt generation.
Et andet lys. Det er vigtigt dét her. Lys fra ildkuglen, der skinner nedover en markvej. En markvej, der skærer sig vej gennem landskabet, for at ende ved det blå ocean. En udsigt for to. To mennesker, der fletter fingrer i en ukompliceret form for kommunikation.
Ønsketænkning. Neonlyset er stadig tæt og stjernerne slukkede over byens blændede pandelampe. Øl indtaget stiger og snart... ja, snart, så er der ikke andet at gøre, end at ty til flaskens brændende indhold og de lokales stammeritualer. Der er ikke andet at gøre under neonlysets skær.