fredag den 15. juni 2012

1210


Ondskabens galde flyder frit gennem jerntremmerne – røde øjne gemmer sig bag fedtet pandehår. Cellens vægge vokser i ovale former og sammentrækkes i firkanter. Klaustrofobien trænger ind under huden, mens abstinenserne sætter ind.
Anfaldet er uundgåeligt; ilden brænder allerede i håndfladerne. Anfaldet, der resulterer i blackouts og sammentrukne muskler. Det gemmer sig i skyggerne – der hvor ingen kan se. Dæmonerne danser henover betonvæggenes overflader. Klimaet er klamt og fugtigt; neglene på fangen er indgroede og betændte.
Fange nummer 1210.
Endnu et nummer – endnu et offer for refleksivitetens klamme væsen. De dansende figurer på væggene tager form. De danser frit rundt i den mørke celle, hvor det eneste lys er månens refleksion på stengulvet. En sølle trøst for et individ på randen af sindssyge. Et menneske, der snart ikke længere er menneske, men noget andet. Noget der er grotesk og anderledes. En sprængfarlig cocktail med en smag af stram tabasco.
Monsteret venter på den anden side. Venter på, at det groteske får lov at sejre. Venter og det skal ej vente længe, da dæmonerne har mejslet sig ind i fange 1210s øjenæbler. Individet er reduceret til en ynkelig undskyldning. De sorte rander under øjnene, de våde kinder, de skambidte læber. Ondskaben tager form, monsteret springer frem, anfaldet sætter ind.
Dagen derpå er cellens vægge bedækket af indtørrede blod. Historien og livet ender her. I cellen, der husede fange nummer 1210.