tirsdag den 22. maj 2012

Status quo

Føler mig levende. For første gang i 20 år. Eksamener og prøver skider jeg på. Højt.

Ransagelse


Skriftestolen kan ikke rumme synderens overtrædelser og på en blank tavle brænder blasfemiens flammer. Udenfor falder regnen – sorte diamanter falder fra mascara fyldte øjne, mens pulsen hamrer af sted i fallos bestemte former. En pige gemmer sig for spejlet hvori hun kun ser en skygge. En dreng står til frit skue og hans fejltagelser bliver offentliggjort i søndagsmagasiner. Magasiner, der udkommer på mandage. Regnen hamrer mod ruden og ilden brænder ud. Lænker sprænges. Skriftestolen står tom. Ude på gaden gemmer en pige sig for vinduesruder. Gemmer sig for skyggerne, mens en dreng forlader kirken og lader den sorte regn slukker for syndens bål. En dag mødes de igen – en dag hvor synden ikke spiller en rolle og refleksion ej længere er en skygge.  

onsdag den 9. maj 2012

En start


Jeg tænder op for endnu et nikotinsøm og hamrer det mod kistelåget. Endnu en gang starter en fortælling. En fortælling, der starter som en fortælling må starte: ved begyndelsen. Den slutter selvfølgelig ved slutningen – det er klart. Røgen hænger allerede tungt. Sømmets glød varmes op hver gang læberne mærker lysten. En lyst, der dækker det orale behov; uden sex eller anden kropsligkontakt. Mens dette står på kravler krogede fingrer hen over et tastaturs kolde overflade og indøvede bevægelser får ordene til at suse fra hjernebark til computerskærm. Nikotinen træder i kraft og overdøver sanserne. Overdøver alt. De normalt firkantede og farveløse tankeplader ændrer form. Bliver utydelige og maltrakterede; smelter sammen i orgie af farveplamager. Jeg mister kontrollen. Jeg giver mig hen. Lader inspiration og kunstnersind tage over.

I mellemtiden kimer du mig ned. På telefon, Facebook og Twitter. Via email, mms, chat – hele det 21. århundredes gængse kommunikative teknologi står til din rådighed. Du fanger mig ikke. For jeg gemmer mig – eller rettere: bliver gemt bort. Inspiration og cigaretter er det står mellem os – ikke som vaner og forskelle mellem individer. Nej, det er ikke disse elementer, som er kilden til vores adskillelse. Det er barnet – enfant terrible – som er blevet affødt af disse to. Disse to elskere, der når hinanden gennem min orale lyst, ligger til grund for dette. Det er ikke et ansvar de påtager sig, men et ansvar som bliver dem givet. Smeltende plamager bliver snart til farveløse firekanter; endnu en gang. Og en slutning er en slutning. Man må starte ved starten og slutte ved…