tirsdag den 24. april 2012

Alkoholviking


Flisen. Grå hverdag. Håndbajere. Endnu en dag fyldt med vrangforestillinger, knallertknald og mugne alkoholvikinger. Svingende kommer de gennem gaderne – disse hensvundne giganter; født af Nimrods svedne løgposer – og nu med nye våben. En halvlunken grønlig flaske fyldt til randen med en sydende masse, der i folkemunde kaldes ”en dårlig vane”. Slagssange om svundne konger, afvist ved hver en bar i miles omkreds og til sidst smidt i kasjotten, hvor de tilbringe endnu en meningsløs nat, der kun afbrydes af abstinens stimulerede mareridt af tomme glas og spildte muligheder.
Klokken er 05.25. Jeg sover. Nej. Jeg sov, men knallertknaldene spiller op til dans, mens nye technoglade vikinger drikker ren sprit; en sand ilddåb. På gaden bliver man passeret af antastende mænd og kvinder, der smider spørgsmål om fremtidsdrømme og jobmuligheder i flæng; som om det var en selvfølge at arbejde 8 til 4 og prutte 2 til 3 halvkloner ud af genpølen og ind i en verden bestående af fliser, grå hverdage og håndbajere. Og pludseligt slår det hårdt – en ny tilgang til vrangforestilling, et nyt forhold til billige knallertknald og en ny identitet som en muggen alkoholviking, der kun går i krig, når flasken er tom.