fredag den 10. februar 2012

Min sandhed


Har ikke lyst til at blotte mig. Ikke længere. Sfæren har følt smerte og modgang – endnu en gang. Den konstante ”væren på” har sat sine mærker. Forhindrer en individuel frihed og tvinger en påtvunget samhørighed frem. Hvem er jeg? Hvem er du? Frem for alt: hvem er de? Forskellen balancerer på sylen. Hvad forhindrer mig i at være dig – hvad forhindrer dig i at være mig? Intet. En basal sandhed. Under overfladen er alle præcist, hvad de udgiver sig for. Idioten – stræben – geniet – arbejderen – kapitalist: det eneste, der forhindrer en sammensmeltning er lysten til at være en ener. En ener. Jeg griner højlydt, mens ordene flyder fra hjernen til hånd. Det giver ingen mening. Hvorfor opsætte et paradoks, der ikke kan dokumenteres? Fordi: basalt set er vi alle et produkt af vores input. Giv to personer – på hver deres side af kloden – de samme input og vilkår. Resultatet er simpelt (og du har nok gættet det): to identiske individer. Enhver forsker eller ekspert vil sige nej. ”Det vil være en forskel, din kreative klodrian!” De råber højt og mener de har ret, men de råbte også højt under holocaust – da var de enige med Hitler. Så hvem har ret? Individet. Sandheden kan aldrig findes – the ultimate solution is total bullshit. Sandheden findes i individet før dette fødes – før dette skabes.
Tilbage til udgangspunktet: jeg har ikke lyst til at blotte mig. Der er for mange spørgsmål – for mange svar. Kald mig en taber. En person uden rygrad og med manglende evne til at tage et standpunkt. Et individ, der ikke kan klare samfundet og som hellere vil klæbe sig til trygheden indeni snegleskallen.
Min sandhed er beskrevet: du er intet uden din fortid.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar