mandag den 13. februar 2012

Ligegyldige forklaringer og intetsigende undskyldninger

Dig og alle dine kække svar – nu svigter de. Gyden, smøgen og den kolde ånde mellem os. Ingen svar – kun lyssky udenomssnak. Et forsøg på at akkumulere momentum forårsager en forøgelse af den mentale distance. Gennem den slørende dis, der har samlet sig om os i løbet af de sene nattetime, kan jeg skimte dine dådyr øjne. Et skræmt dyr – det er, hvad du er blevet reduceret til i løbet af gårsdagens bytur, der så småt erstattes af tømmermændenes sagte trommen mod indersiden af din paralyserede hjerneskal. Du forsøger med endnu en bortforklaring og jeg bider dig af. Mine tænder hungrer efter dit kød (hvilket de har gjort længe – dog er lysten til at slå dig ihjel blevet større end lysten til at kopulerer med dit halvkolde og løgnagtige legeme) og du bilder dig ind, at ulveøjnene betragter din krop gennem vild virilitet, men du tager fejl. Endnu en forklaring – søforklaring – men ordene falder på døve ører. Cottoncoaten vender sig i takt med, at støvlerne bevæger sig hen mod passagens udgang. Is og sne knager under en halvvoksen mands vægt. Det er nu, at du tage fat i mig – nu at du tvinger mig op mod væggen. Op imod den kolde beton klods presser du mig, mens din stadig varme og lette ånde rammer mit ansigt – og du siger undskyld. Undskylder. Undskylder. Undskylder… Og jeg spørger: for hvad? Endnu en gang er du mundlam – bliver febrilsk og slipper mig. Står tilbage i gyden. Står der stadig. Dér hvor jeg forlod dig den aften – i det kolde mørke, der oplyses af en højtsiddende og svagt lysende lampe, hvorfra den oplyser den sneklædte jord og kaster letsindig skygge henover dit tårefyldte ansigt. Med et nedbrudt sind og ynkelige tankespind om ligegyldige forklaringer, der leder frem til intetsigende undskyldning.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar