mandag den 13. februar 2012

Ligegyldige forklaringer og intetsigende undskyldninger

Dig og alle dine kække svar – nu svigter de. Gyden, smøgen og den kolde ånde mellem os. Ingen svar – kun lyssky udenomssnak. Et forsøg på at akkumulere momentum forårsager en forøgelse af den mentale distance. Gennem den slørende dis, der har samlet sig om os i løbet af de sene nattetime, kan jeg skimte dine dådyr øjne. Et skræmt dyr – det er, hvad du er blevet reduceret til i løbet af gårsdagens bytur, der så småt erstattes af tømmermændenes sagte trommen mod indersiden af din paralyserede hjerneskal. Du forsøger med endnu en bortforklaring og jeg bider dig af. Mine tænder hungrer efter dit kød (hvilket de har gjort længe – dog er lysten til at slå dig ihjel blevet større end lysten til at kopulerer med dit halvkolde og løgnagtige legeme) og du bilder dig ind, at ulveøjnene betragter din krop gennem vild virilitet, men du tager fejl. Endnu en forklaring – søforklaring – men ordene falder på døve ører. Cottoncoaten vender sig i takt med, at støvlerne bevæger sig hen mod passagens udgang. Is og sne knager under en halvvoksen mands vægt. Det er nu, at du tage fat i mig – nu at du tvinger mig op mod væggen. Op imod den kolde beton klods presser du mig, mens din stadig varme og lette ånde rammer mit ansigt – og du siger undskyld. Undskylder. Undskylder. Undskylder… Og jeg spørger: for hvad? Endnu en gang er du mundlam – bliver febrilsk og slipper mig. Står tilbage i gyden. Står der stadig. Dér hvor jeg forlod dig den aften – i det kolde mørke, der oplyses af en højtsiddende og svagt lysende lampe, hvorfra den oplyser den sneklædte jord og kaster letsindig skygge henover dit tårefyldte ansigt. Med et nedbrudt sind og ynkelige tankespind om ligegyldige forklaringer, der leder frem til intetsigende undskyldning.     

fredag den 10. februar 2012

I morgen


Hej. Ja, jeg hilser på dig, min gamle ven. Nu vil jeg være ærlig. Ingen masker – ingen tomme komplimenter. Jeg er glad for dit bekendtskab. Har elsket de timer vi nød sammen – hver eneste én. Ord brugt med omtanke – skoldhed kaffe drukket gennem sprukne og ufølsomme læber. Det har været en fantastisk tur. På højde med H.C. Andersens smukkeste eventyr og H.P. Lovecrafts mest groteske myte. Men… nu overvejer jeg hvorvidt dette er et farvel. Om dette er en ende eller et varsel om en ny tid. En tid uden vores samtaler – uden input, der påbød nye diskussioner under de hede lampers skær, der belyste misbrugte læber i pubbens hengemte baglokaler. Det ender nu, men i morgen er du stadig dig og jeg… ja, jeg overvejer om jeg er her i morgen. Er ej suicidal (er kommet over min selvdestruktive teenage tendens), men ved ikke om morgendagen skinner på det samme menneske – det samme individ. Ønsker så inderligt, at du nikker forståeligt og forsætter din dagligdag. Vil ej være en byrde – vil bare gerne være mig. Det er alt jeg har og natten griber grådigt efter de sidste rester, der er tilbage af et allerede forrådnende individ. Næste gang bliver det under nye himmelstrøg og i en ny verden. Vi ses, min ven. På den anden side af solens cyklus.

Et senmoderne overslag – Non Plus Ultra


Om tusind år vil nekrologen fortælle om matriarken, der styrtede fra himmeltronen – den vil fortælle om tiden, hvor enhver politiker led af pludselige emesiske anfald – dengang da metaoldefar var ung og solen stadig skinnede over polernes klare isspejle.  
Den vil ikke tage højde for sin samtid – hvorfor skulle en nekrolog tage højde for en nutid, der udspiller sig efter dens udgangspunkt?
Den vil ikke fortælle om en ny verden. En verden, hvor politikere ikke er brugbare, da deres argumenter er blevet gennemskuet af selv den blind og den døvstumme. Om en tid, hvor den gængse undskyldning ej virker. Den vil ikke fortælle historien, der forsætte efter at den gamle langskæggede idiot døde af et hjertestop (fremprovokeret af rygning og dårlig kost).
Polernes isspejle skinner ikke om tusind år – de er matte grundet menneskehedens fejl.

Min sandhed


Har ikke lyst til at blotte mig. Ikke længere. Sfæren har følt smerte og modgang – endnu en gang. Den konstante ”væren på” har sat sine mærker. Forhindrer en individuel frihed og tvinger en påtvunget samhørighed frem. Hvem er jeg? Hvem er du? Frem for alt: hvem er de? Forskellen balancerer på sylen. Hvad forhindrer mig i at være dig – hvad forhindrer dig i at være mig? Intet. En basal sandhed. Under overfladen er alle præcist, hvad de udgiver sig for. Idioten – stræben – geniet – arbejderen – kapitalist: det eneste, der forhindrer en sammensmeltning er lysten til at være en ener. En ener. Jeg griner højlydt, mens ordene flyder fra hjernen til hånd. Det giver ingen mening. Hvorfor opsætte et paradoks, der ikke kan dokumenteres? Fordi: basalt set er vi alle et produkt af vores input. Giv to personer – på hver deres side af kloden – de samme input og vilkår. Resultatet er simpelt (og du har nok gættet det): to identiske individer. Enhver forsker eller ekspert vil sige nej. ”Det vil være en forskel, din kreative klodrian!” De råber højt og mener de har ret, men de råbte også højt under holocaust – da var de enige med Hitler. Så hvem har ret? Individet. Sandheden kan aldrig findes – the ultimate solution is total bullshit. Sandheden findes i individet før dette fødes – før dette skabes.
Tilbage til udgangspunktet: jeg har ikke lyst til at blotte mig. Der er for mange spørgsmål – for mange svar. Kald mig en taber. En person uden rygrad og med manglende evne til at tage et standpunkt. Et individ, der ikke kan klare samfundet og som hellere vil klæbe sig til trygheden indeni snegleskallen.
Min sandhed er beskrevet: du er intet uden din fortid.