tirsdag den 10. januar 2012

Et senmoderne overslag – ”traditionen tro”


De hvisker i krogene – bag kolde metalfarvede døre, ovale neonbilleder og offentlige toiletsæder. Lader væggene dryppe af brækfarvet sladder, mens gulvet vaskes rent med postevand, der for længst er overskredet sidste salgsdato – for dér er jo ingen grund til at ændre på det faktum, at renhed før eller senere skal underkastes det beskidtes magt. Dette er et rart faktum – et minde om, at alt levende skal dø. På samme måde som børn skal vokse op, børn skal giftes, børn skal få børn og i sidste ende dø – som alt andet. Endnu en evindelig cirkel – en irriterende oldgammel cyklus, der ikke brydes, der ikke ændres og ikke har andet formål end at fastholde status quo. Status quo – situationen i nuet. Nuet er blot til for at skabe fortiden og fremtiden. Derfor er der ingen grund til at fastholde det eller forlænge det. Man skal blot nyde det – lade det sive ud i fortidens sand for derefter at omfavne fremtiden. Traditioner er til for at fastholde det nuværende – tvinge det til at bestå. I denne optik bliver traditionen til et middel, hvormed de hviskende stemmer kan påtvinge de stadigt spirende frø en fremtid som de ej selv har haft mulighed for vælge og aldrig vil få mulighed for at vælge, hvis de, der gemmer sig bag dørene, billederne og toiletsæderne får deres vilje.  
Undskyldningen for denne krænkelse er to ord: ”Traditionen tro”. Forældede indskrumpede hjerner, der ikke har øje for, at verdenen ikke et statisk atom, men et eksemplar, der sprudler af livsenergi og er skabt til at være i konstant bevægelse. Dømt til at være i en konstant udvikling, der aldrig ender – en cyklus, ja, men den eneste, der ikke kvæles af traditioner og begæret efter, at forme en fremtid, der ligner nuet og dennes fortid. En bedømmelse, der giver enhver plante – popler såvel som blomster – samt dettes afkom, en mulighed for at skabe og omforme livets atom. Det rene bliver ikke nødvendigvist beskidt og er heller ikke dømt til dette, men kan vælge at blive beskidt såvel som det beskidte kan blive rent – paradoksalt. Cirkler brydes, cyklusser mister deres kraft – kun ét er sikkert. Traditionen vil ligge under for det eneste faktum, der ikke kan stoppes eller ændres. De hviskende stemmer ebber ud – foråret skabe forandring i skovens mulm og mørke.

søndag den 8. januar 2012

Et senmoderne overslag – stjernekanonen/ligegyldighed


Ormene gnaver endnu en gang i dine lemlæstede kønsdele, mens stjernekanonen leverer et evindeligt gentagende krybespil, som ikke har plads til omjusteringer. Det samme show, de samme krybdyr. Asfalten kalder på sine nyfødte ofrer, men enhver kontakt med storbyens muse forhindres – konsekvensen: poplerne visner.
Maddikerne slutter sig til middagsselskabet – et enkelt ådsel er alt de efterlader sig. Endnu et offer for ligegyldighedens iskolde smil. Endnu en forvirret og ynkelig sjæl, der stiger mod himmelbuens forstummende latter og æterens absolutte ensomhed. Asfalten skriger, men ingen svarer – ingen kommer til undsætning, da folket hellere vil samles om stjernekanonens kridttønde end at stige ned på gadens halvlunkne magmagrav.    
Pupper flækker din indtørrede hud i tommebredde flager. Nye insekter ser dagens lys – bevæger sig ud i solen, hvor meningsløse holdninger eksploderer på gadeplanet, mens den internationale guillotine kører i døgndrift. Poplerne visnede for længe siden – stjernekanonen viser stadig det samme show – insekternes verden er det eneste, der stadig lever og ånder over såvel som under asfalten.