onsdag den 19. december 2012

Tilbage i tiden


Der var engang, hvor alting havde en fast form; hvor alting var langt mere simpelt og hvor hendes hoved lå på den anden side af den azurblå hovedpude. Hun er der ikke længere – i stedet for hendes tilstedeværelse er der nu et overfuldt askebæger samt tomme øldåser. Tre år – tre års ren ødelæggelse af et på daværende halvråddent sind, der på nuværende tidspunkt er ikke-eksisterende på trods af ihærdige forsøg på at spole tiden tilbage. Tilbage til en tid, hvor nikotinfri ånde strømmede fra mørkerøde længer. En tid, hvor lugten af søde pandekager altid hang i luften og lyden af gal jazz lod alle vide, at det var her de unge saxofonglade spurve boede, mens de gjorde klar til at bygge rede. Men… da vinteren trådte ind var alt forgæves – forrådet var ikke stort nok til to og slet ikke til tre. Et foster blev aborteret, en kvinde løb fra rub og stub, mens en enkelt mand stod tilbage med en snedækket rede og Tulip dåsemad nok til fem måneder i livets tegn. Tre aftener efter var der kun få rester tilbage i forrådskammeret og adskillige knuste ølflasker på gulvet. Reden var brændt ned til grunden – selvmordsbreve var at finde i hobetal i de overlevende rester af det lille asyl som to saxofonfløjtende spurve skabte for en evighed siden. Bunden af flasken er det eneste, der spoler tiden tilbage…

Oplæsning - Ormen


Ormen. Den aflange slimede eksistens, der vrider sig gennem livet. Med gabet drejet i en konstant ti graders vinkel, mens den fortærer muld – muld, der skides ud som ny muld i den anden ende. Det er ormens liv.

mandag den 5. november 2012

Kysten

På kysten står en mand; nøgen fra top til tå. Pigmentfejl kravler henover den eksponerede hud, hvorpå den danner Kafkanske labyrinter bosat af hengemte minotaurer. Et gråt slør hænger over hans øjne, mens et vanvittigt dirrende smil beklæder de flossede læber – malet sorte af tidens tand. En kraftig dunst af forældet stolthed hænger over ham, mens ribbenene giver sig, hver gang de slidte lunger pumpes fulde af livgivende oxygen.

I en tilstand af slow-motion sættes systemet i gang; muskler sammentrækkes og sættes derefter i bevægelse – hans ene fod slipper sandet kolde omfavnelse.
Som en gammel slidt dieselmotor, giver hans legeme sig. Lyden af rustne knogler, der knirkende bevæger sig fremad - labyrinterne giver sig i skæve og fordrejede vinkler. 
Efter et par skridt er maskinen velsmurt - tempoet sættes op; han sætter i et halvhurtigt løb mod vandkanten, hvor det mørke vand blidt omfavner den porøse sandmasse, der udgøre udkanten af livets horisont.
Et øjebliks stilstand opstår, da hans tæer berører det kolde vand – en gennemtrængende stilhed hersker i dette øjeblik, men forsvinder atter som dug for solen og den gamle mands bentøj bevæger sig behændigt videre.
Først forsvinder fødderne under vandets mørke skummende overflade. Stormløbet fortsætter; det maniske smil beklæder stadig hans tjæresorte læber, mens hans øjne lyser af besættelse. Anklerne forsvinder, så knæene, hofterne, maven, brystkassen og halsen. Labyrinten oversvømmes, minotaurerne druknes, mens havet æder den nøgne krop - rub og stub.
Det sidste denne verden ser til den gamle mand, er hans blanke isse. Derefter er han blot endnu en dråbe i livgivende ocean.
Bølgerne ligger stille et stykke tid, hvorefter de atter tager til i styrke og kaster sig mod kysten; som de altid har gjort og altid vil gøre. 

fredag den 15. juni 2012

1210


Ondskabens galde flyder frit gennem jerntremmerne – røde øjne gemmer sig bag fedtet pandehår. Cellens vægge vokser i ovale former og sammentrækkes i firkanter. Klaustrofobien trænger ind under huden, mens abstinenserne sætter ind.
Anfaldet er uundgåeligt; ilden brænder allerede i håndfladerne. Anfaldet, der resulterer i blackouts og sammentrukne muskler. Det gemmer sig i skyggerne – der hvor ingen kan se. Dæmonerne danser henover betonvæggenes overflader. Klimaet er klamt og fugtigt; neglene på fangen er indgroede og betændte.
Fange nummer 1210.
Endnu et nummer – endnu et offer for refleksivitetens klamme væsen. De dansende figurer på væggene tager form. De danser frit rundt i den mørke celle, hvor det eneste lys er månens refleksion på stengulvet. En sølle trøst for et individ på randen af sindssyge. Et menneske, der snart ikke længere er menneske, men noget andet. Noget der er grotesk og anderledes. En sprængfarlig cocktail med en smag af stram tabasco.
Monsteret venter på den anden side. Venter på, at det groteske får lov at sejre. Venter og det skal ej vente længe, da dæmonerne har mejslet sig ind i fange 1210s øjenæbler. Individet er reduceret til en ynkelig undskyldning. De sorte rander under øjnene, de våde kinder, de skambidte læber. Ondskaben tager form, monsteret springer frem, anfaldet sætter ind.
Dagen derpå er cellens vægge bedækket af indtørrede blod. Historien og livet ender her. I cellen, der husede fange nummer 1210.

tirsdag den 22. maj 2012

Status quo

Føler mig levende. For første gang i 20 år. Eksamener og prøver skider jeg på. Højt.

Ransagelse


Skriftestolen kan ikke rumme synderens overtrædelser og på en blank tavle brænder blasfemiens flammer. Udenfor falder regnen – sorte diamanter falder fra mascara fyldte øjne, mens pulsen hamrer af sted i fallos bestemte former. En pige gemmer sig for spejlet hvori hun kun ser en skygge. En dreng står til frit skue og hans fejltagelser bliver offentliggjort i søndagsmagasiner. Magasiner, der udkommer på mandage. Regnen hamrer mod ruden og ilden brænder ud. Lænker sprænges. Skriftestolen står tom. Ude på gaden gemmer en pige sig for vinduesruder. Gemmer sig for skyggerne, mens en dreng forlader kirken og lader den sorte regn slukker for syndens bål. En dag mødes de igen – en dag hvor synden ikke spiller en rolle og refleksion ej længere er en skygge.  

onsdag den 9. maj 2012

En start


Jeg tænder op for endnu et nikotinsøm og hamrer det mod kistelåget. Endnu en gang starter en fortælling. En fortælling, der starter som en fortælling må starte: ved begyndelsen. Den slutter selvfølgelig ved slutningen – det er klart. Røgen hænger allerede tungt. Sømmets glød varmes op hver gang læberne mærker lysten. En lyst, der dækker det orale behov; uden sex eller anden kropsligkontakt. Mens dette står på kravler krogede fingrer hen over et tastaturs kolde overflade og indøvede bevægelser får ordene til at suse fra hjernebark til computerskærm. Nikotinen træder i kraft og overdøver sanserne. Overdøver alt. De normalt firkantede og farveløse tankeplader ændrer form. Bliver utydelige og maltrakterede; smelter sammen i orgie af farveplamager. Jeg mister kontrollen. Jeg giver mig hen. Lader inspiration og kunstnersind tage over.

I mellemtiden kimer du mig ned. På telefon, Facebook og Twitter. Via email, mms, chat – hele det 21. århundredes gængse kommunikative teknologi står til din rådighed. Du fanger mig ikke. For jeg gemmer mig – eller rettere: bliver gemt bort. Inspiration og cigaretter er det står mellem os – ikke som vaner og forskelle mellem individer. Nej, det er ikke disse elementer, som er kilden til vores adskillelse. Det er barnet – enfant terrible – som er blevet affødt af disse to. Disse to elskere, der når hinanden gennem min orale lyst, ligger til grund for dette. Det er ikke et ansvar de påtager sig, men et ansvar som bliver dem givet. Smeltende plamager bliver snart til farveløse firekanter; endnu en gang. Og en slutning er en slutning. Man må starte ved starten og slutte ved…      

tirsdag den 24. april 2012

Alkoholviking


Flisen. Grå hverdag. Håndbajere. Endnu en dag fyldt med vrangforestillinger, knallertknald og mugne alkoholvikinger. Svingende kommer de gennem gaderne – disse hensvundne giganter; født af Nimrods svedne løgposer – og nu med nye våben. En halvlunken grønlig flaske fyldt til randen med en sydende masse, der i folkemunde kaldes ”en dårlig vane”. Slagssange om svundne konger, afvist ved hver en bar i miles omkreds og til sidst smidt i kasjotten, hvor de tilbringe endnu en meningsløs nat, der kun afbrydes af abstinens stimulerede mareridt af tomme glas og spildte muligheder.
Klokken er 05.25. Jeg sover. Nej. Jeg sov, men knallertknaldene spiller op til dans, mens nye technoglade vikinger drikker ren sprit; en sand ilddåb. På gaden bliver man passeret af antastende mænd og kvinder, der smider spørgsmål om fremtidsdrømme og jobmuligheder i flæng; som om det var en selvfølge at arbejde 8 til 4 og prutte 2 til 3 halvkloner ud af genpølen og ind i en verden bestående af fliser, grå hverdage og håndbajere. Og pludseligt slår det hårdt – en ny tilgang til vrangforestilling, et nyt forhold til billige knallertknald og en ny identitet som en muggen alkoholviking, der kun går i krig, når flasken er tom. 

mandag den 13. februar 2012

Ligegyldige forklaringer og intetsigende undskyldninger

Dig og alle dine kække svar – nu svigter de. Gyden, smøgen og den kolde ånde mellem os. Ingen svar – kun lyssky udenomssnak. Et forsøg på at akkumulere momentum forårsager en forøgelse af den mentale distance. Gennem den slørende dis, der har samlet sig om os i løbet af de sene nattetime, kan jeg skimte dine dådyr øjne. Et skræmt dyr – det er, hvad du er blevet reduceret til i løbet af gårsdagens bytur, der så småt erstattes af tømmermændenes sagte trommen mod indersiden af din paralyserede hjerneskal. Du forsøger med endnu en bortforklaring og jeg bider dig af. Mine tænder hungrer efter dit kød (hvilket de har gjort længe – dog er lysten til at slå dig ihjel blevet større end lysten til at kopulerer med dit halvkolde og løgnagtige legeme) og du bilder dig ind, at ulveøjnene betragter din krop gennem vild virilitet, men du tager fejl. Endnu en forklaring – søforklaring – men ordene falder på døve ører. Cottoncoaten vender sig i takt med, at støvlerne bevæger sig hen mod passagens udgang. Is og sne knager under en halvvoksen mands vægt. Det er nu, at du tage fat i mig – nu at du tvinger mig op mod væggen. Op imod den kolde beton klods presser du mig, mens din stadig varme og lette ånde rammer mit ansigt – og du siger undskyld. Undskylder. Undskylder. Undskylder… Og jeg spørger: for hvad? Endnu en gang er du mundlam – bliver febrilsk og slipper mig. Står tilbage i gyden. Står der stadig. Dér hvor jeg forlod dig den aften – i det kolde mørke, der oplyses af en højtsiddende og svagt lysende lampe, hvorfra den oplyser den sneklædte jord og kaster letsindig skygge henover dit tårefyldte ansigt. Med et nedbrudt sind og ynkelige tankespind om ligegyldige forklaringer, der leder frem til intetsigende undskyldning.     

fredag den 10. februar 2012

I morgen


Hej. Ja, jeg hilser på dig, min gamle ven. Nu vil jeg være ærlig. Ingen masker – ingen tomme komplimenter. Jeg er glad for dit bekendtskab. Har elsket de timer vi nød sammen – hver eneste én. Ord brugt med omtanke – skoldhed kaffe drukket gennem sprukne og ufølsomme læber. Det har været en fantastisk tur. På højde med H.C. Andersens smukkeste eventyr og H.P. Lovecrafts mest groteske myte. Men… nu overvejer jeg hvorvidt dette er et farvel. Om dette er en ende eller et varsel om en ny tid. En tid uden vores samtaler – uden input, der påbød nye diskussioner under de hede lampers skær, der belyste misbrugte læber i pubbens hengemte baglokaler. Det ender nu, men i morgen er du stadig dig og jeg… ja, jeg overvejer om jeg er her i morgen. Er ej suicidal (er kommet over min selvdestruktive teenage tendens), men ved ikke om morgendagen skinner på det samme menneske – det samme individ. Ønsker så inderligt, at du nikker forståeligt og forsætter din dagligdag. Vil ej være en byrde – vil bare gerne være mig. Det er alt jeg har og natten griber grådigt efter de sidste rester, der er tilbage af et allerede forrådnende individ. Næste gang bliver det under nye himmelstrøg og i en ny verden. Vi ses, min ven. På den anden side af solens cyklus.

Et senmoderne overslag – Non Plus Ultra


Om tusind år vil nekrologen fortælle om matriarken, der styrtede fra himmeltronen – den vil fortælle om tiden, hvor enhver politiker led af pludselige emesiske anfald – dengang da metaoldefar var ung og solen stadig skinnede over polernes klare isspejle.  
Den vil ikke tage højde for sin samtid – hvorfor skulle en nekrolog tage højde for en nutid, der udspiller sig efter dens udgangspunkt?
Den vil ikke fortælle om en ny verden. En verden, hvor politikere ikke er brugbare, da deres argumenter er blevet gennemskuet af selv den blind og den døvstumme. Om en tid, hvor den gængse undskyldning ej virker. Den vil ikke fortælle historien, der forsætte efter at den gamle langskæggede idiot døde af et hjertestop (fremprovokeret af rygning og dårlig kost).
Polernes isspejle skinner ikke om tusind år – de er matte grundet menneskehedens fejl.

Min sandhed


Har ikke lyst til at blotte mig. Ikke længere. Sfæren har følt smerte og modgang – endnu en gang. Den konstante ”væren på” har sat sine mærker. Forhindrer en individuel frihed og tvinger en påtvunget samhørighed frem. Hvem er jeg? Hvem er du? Frem for alt: hvem er de? Forskellen balancerer på sylen. Hvad forhindrer mig i at være dig – hvad forhindrer dig i at være mig? Intet. En basal sandhed. Under overfladen er alle præcist, hvad de udgiver sig for. Idioten – stræben – geniet – arbejderen – kapitalist: det eneste, der forhindrer en sammensmeltning er lysten til at være en ener. En ener. Jeg griner højlydt, mens ordene flyder fra hjernen til hånd. Det giver ingen mening. Hvorfor opsætte et paradoks, der ikke kan dokumenteres? Fordi: basalt set er vi alle et produkt af vores input. Giv to personer – på hver deres side af kloden – de samme input og vilkår. Resultatet er simpelt (og du har nok gættet det): to identiske individer. Enhver forsker eller ekspert vil sige nej. ”Det vil være en forskel, din kreative klodrian!” De råber højt og mener de har ret, men de råbte også højt under holocaust – da var de enige med Hitler. Så hvem har ret? Individet. Sandheden kan aldrig findes – the ultimate solution is total bullshit. Sandheden findes i individet før dette fødes – før dette skabes.
Tilbage til udgangspunktet: jeg har ikke lyst til at blotte mig. Der er for mange spørgsmål – for mange svar. Kald mig en taber. En person uden rygrad og med manglende evne til at tage et standpunkt. Et individ, der ikke kan klare samfundet og som hellere vil klæbe sig til trygheden indeni snegleskallen.
Min sandhed er beskrevet: du er intet uden din fortid.    

tirsdag den 10. januar 2012

Et senmoderne overslag – ”traditionen tro”


De hvisker i krogene – bag kolde metalfarvede døre, ovale neonbilleder og offentlige toiletsæder. Lader væggene dryppe af brækfarvet sladder, mens gulvet vaskes rent med postevand, der for længst er overskredet sidste salgsdato – for dér er jo ingen grund til at ændre på det faktum, at renhed før eller senere skal underkastes det beskidtes magt. Dette er et rart faktum – et minde om, at alt levende skal dø. På samme måde som børn skal vokse op, børn skal giftes, børn skal få børn og i sidste ende dø – som alt andet. Endnu en evindelig cirkel – en irriterende oldgammel cyklus, der ikke brydes, der ikke ændres og ikke har andet formål end at fastholde status quo. Status quo – situationen i nuet. Nuet er blot til for at skabe fortiden og fremtiden. Derfor er der ingen grund til at fastholde det eller forlænge det. Man skal blot nyde det – lade det sive ud i fortidens sand for derefter at omfavne fremtiden. Traditioner er til for at fastholde det nuværende – tvinge det til at bestå. I denne optik bliver traditionen til et middel, hvormed de hviskende stemmer kan påtvinge de stadigt spirende frø en fremtid som de ej selv har haft mulighed for vælge og aldrig vil få mulighed for at vælge, hvis de, der gemmer sig bag dørene, billederne og toiletsæderne får deres vilje.  
Undskyldningen for denne krænkelse er to ord: ”Traditionen tro”. Forældede indskrumpede hjerner, der ikke har øje for, at verdenen ikke et statisk atom, men et eksemplar, der sprudler af livsenergi og er skabt til at være i konstant bevægelse. Dømt til at være i en konstant udvikling, der aldrig ender – en cyklus, ja, men den eneste, der ikke kvæles af traditioner og begæret efter, at forme en fremtid, der ligner nuet og dennes fortid. En bedømmelse, der giver enhver plante – popler såvel som blomster – samt dettes afkom, en mulighed for at skabe og omforme livets atom. Det rene bliver ikke nødvendigvist beskidt og er heller ikke dømt til dette, men kan vælge at blive beskidt såvel som det beskidte kan blive rent – paradoksalt. Cirkler brydes, cyklusser mister deres kraft – kun ét er sikkert. Traditionen vil ligge under for det eneste faktum, der ikke kan stoppes eller ændres. De hviskende stemmer ebber ud – foråret skabe forandring i skovens mulm og mørke.

søndag den 8. januar 2012

Et senmoderne overslag – stjernekanonen/ligegyldighed


Ormene gnaver endnu en gang i dine lemlæstede kønsdele, mens stjernekanonen leverer et evindeligt gentagende krybespil, som ikke har plads til omjusteringer. Det samme show, de samme krybdyr. Asfalten kalder på sine nyfødte ofrer, men enhver kontakt med storbyens muse forhindres – konsekvensen: poplerne visner.
Maddikerne slutter sig til middagsselskabet – et enkelt ådsel er alt de efterlader sig. Endnu et offer for ligegyldighedens iskolde smil. Endnu en forvirret og ynkelig sjæl, der stiger mod himmelbuens forstummende latter og æterens absolutte ensomhed. Asfalten skriger, men ingen svarer – ingen kommer til undsætning, da folket hellere vil samles om stjernekanonens kridttønde end at stige ned på gadens halvlunkne magmagrav.    
Pupper flækker din indtørrede hud i tommebredde flager. Nye insekter ser dagens lys – bevæger sig ud i solen, hvor meningsløse holdninger eksploderer på gadeplanet, mens den internationale guillotine kører i døgndrift. Poplerne visnede for længe siden – stjernekanonen viser stadig det samme show – insekternes verden er det eneste, der stadig lever og ånder over såvel som under asfalten.