onsdag den 14. december 2011

Et senmoderne overslag – dagligdagen


På bunden af barens sidste desperate øl rester sidder det døde individ hengemt i metafysikkens højtravende himmelstrøg. Under humlens tvedelte ironi springer sultne marketings tigre frem med tanker om kødet og dettes lyst. Vinter heden river i de nederste regioner af det omtågede sind. Her lader personer af en hver slags – af enhver kategori og alskens baggrunde – deres knæskaller hvile på de fortabte gårdes betonhårde sand. Tilbage i den støvede rottebefængte bar lader den sidste omgang vente på sig. Samtidig springer røde klovne henover de asfalt fyldte marker, der ikke blot består af smeltede organismer, men også gemmer på Jehova brændte kranier. Kranier, der eksploderer i hydrogen skyer og giver plads til nye eksistenser, som manifesterer sig gennem evolutionens evindelige og ubrydelige cirkel. Her springer kæden af cyklen – den sidste øl, det sidste shot og den sidste drink bliver bundet, mens alkoholiserede mider bevæger sig ud i en mørk verden, der ikke giver plads til nogen form for intellektuel implosion. En fængselscelle, en boks – en ramme, der hverken kan eller vil brydes, men her kan man dog ikke være sikker. Man kan kun acceptere en allerede etableret virkelighedsperception, der bliver uddelt til en udhungret befolkning som hverken vil eller kan stable revolutionen op på dens retmæssige piedestal. I stedet lader de øl indsmurte zombier korpulente og egocentrerede Hitler og Cæsar samt Ramses udklædte demagoger, der hverken kan eller vil stå ved deres fejl og deres udtærede form for moral, men disse individer ophøjes dog til guder, der frit færdes i en verden på verdens tag – i Valhalla, på bjerget Olympus, i alle kristendomstræets himler, i Buddhas evige sjælevandring. Enkelte sjæle trækkes væk i den mørke nat af uvenlige filantroper, der hvisker søde og bløde ord i halvrådne ører, mens sterile og virile læger gør klar til en lobotomi fyldt nat, hvor våde varer skiftes ud med ligegyldighed. Resten af de korrupte og undertrykte sjæle sniger sig hjem – med en konstant skræk for at blive den næste tosse – og lader sig vugge i søvn til lyden af underverdenens – af helvedes – rullende latter, mens de udelader enhver nyskabende tanke eller idé – for tænk, hvis en større magtinstans indfanger disse tanker på bånd (eller endnu værre: på dvd’er!).     
Morgendagen gryr og den varme kaffe skænkes i de moderne hjem, hvor gårsdagens overlevende nyder deres ensrettethed – deres homogenitet med ”the person next door”. Ja, de kan endda – da de nu sidder i tryghedens hule – kigge ned på dødens gader og stræder, hvor en enkelt klovn og en håndfuld tigre stadig huserer – residerer – og stadig nyde en fransk, amerikansk, tysk, britisk eller dansk morgenmad, der består af uintelligente kalorier og sorte cigar skodder. Dualismen skaber grundlag for en simpel og sammenhængende dagligdag – lad det være kendt, at den samfundsstamme, der følger dette begreb ej skal udstilles som amøber! Det er blot en af mange måder, hvorpå den overarrogante skrupelløse art homo sapiens kan overleve på trods af, at disse er født ind i en verden som endnu en del af genernes ursuppe – kun skabt til at skabe. Skabt for at skabe – en tanke, en egenskab. En evig ressource, der giver mulighed for nye maleriers blomstrende og sprudlende landskaber. Landskaber, der afspejler forbruger og idealister i spraglede farver, hvorpå en fortabt og ødelagt sjæl kan påmale sig selv – de sælger en skabelse for en slik i din lokale butik, der ej diskriminerer på baggrund af alkoholprocent eller foretrukne injektions- eller induktionsmiddel. I Franz Kafkas intermezzo, hvor intet er som det syntes at være, gemmer babymariner sig bag venetianske masker, der stadig lugter af gammel indbagt regnskov – som var de fældet og serveret på et sølvfad fra Ikea. På samme måde lader det brede befolkningssegment sig lokke af deres job, der er lige så grå og hengemte under poetiske bunker af møg – som var de tanker, der som udflåds springer fra forfatterens fingre, mens én- og flercellede organismer indfinder sig på maskinfabrikkens grå arbejdsborder. Magi og religion skriger efter ny energi – efter nye muser, men en muse svarer kun, når man kender hendes navn og i arbejdsverdenen, hvor pathos er en ukendt faktor, og absolut skønhed kun eksisterer i metallets atomopbygning. En sen forelæsning på et universitet skaber nye rammer for skønheden, men ej her kan man ånde eller tale til de himmelske ånder og innovative budbringere, da skønheden her bliver sat skrift, mens muserne hengemmes i for længste glemte mødelokaler. Eksploderende ild drager springer hen langs maskinens kanter og henover akademikernes blyindfattede verdensorden, hvor elitarisme ej giver plads til selvlærte genier og nutidens Mozart, Einstein eller Faust. 
Endnu en arbejdsdag skriger sine lunger tomme og de dormane arbejdere kravler som skrøbelige insekter ud på brostenenes blålige overflader. Hjem under dynen – kopulerende kroppe og sammenrullede kondomer – endestation: på bunden af barens sidste desperate øl slatter, der vidner om håbløse liv og skandaliserede idiomer. Her slutter beretninger; her slutter livet.                            

Ingen kommentarer:

Send en kommentar