onsdag den 2. november 2011

Konsultation


”Jeg faldt ned af trappen”. Hendes stemme bævrer. Henover mine hornbriller sender jeg hende et tvivlsomt blik. I mine 20 år som læge har den slags blå mærker, der beklæder hendes halvnøgne krop, aldrig opstået grundet et simpelt fald fra øverste trin til nederste trin. Ej heller er en kjole blevet flænset på en så vulgær vis, blot fordi en person trådte ned på en af dets sømme få sekunder før denne kjoles ejerinde blev tævet gul af blå af hendes domicils dæmoniske ”trappe”.
”Det er ikke første gang”. Dybe furer beklæder mit ansigt og former en maske af den klareste medlidenhed. Hendes blik fæstner sig ved gulvet og hendes hænder sitrer. Tankevirksomheden er gennemskuelig. Luften er ladet med frygt, men begge parter fortier sandheden. Kvindelige læber, mandlige læber – det gør ingen forskel. Konsekvensen af ordene er den samme. Flere trappetrin – flere mærker. Jeg kender historien. Har hørt den på repeat de sidste 13 år. Som var det et sutra, der for evigt vil hjemsøge mig.
Hendes øjne søger mine og jeg ser kun desperate intentioner. Ånder ind – stønner opgivende. Hun vender tilbage under alle omstændigheder – under alle omstændigheder. ”Du kender rutinen. Tre dage med is på mærkerne”. Min stemme er fast og knækker end ikke, da jeg fremtvinger ordene. Vi ved begge, hvad der vil ske, da hun træder ud af døren og vender hjem til hendes ”trappe”. Hvad hun ikke ved er, at jeg griber ud efter telefonen og drejer betjentens nummer, hvorefter jeg tænder en smøg.
Min sekretær ringer med klokken – en ny patient er klar. Endnu en konsultation. Endnu en kamp mellem profession og følelser. Konsultation efter konsultation – det har ingen ende.         

Ingen kommentarer:

Send en kommentar