mandag den 28. november 2011

Fordampning


Din smag for mit kød, smag for mit blod – gennem de tonede ruder ser jeg din lyst på samlebåndets golde overflade. Ingen regler, ingen normer – uforhindret spil. Tanker uden holdbarhed, tanker uden hæmninger, tanker uden ende – kosmisk – HYBRIS/NEMESIS, ingen handling uden konsekvens – dog ingen konsekvens uden eksistens. En berøring, et enkelt strejf, jeg fordamper under atomisk nærhed, under dine blottede fingerspidser, mit blottede tankespind – nukleonkernen ekspanderer grundet atmosfæriske forhold. Med ét – big-bang – vaporiseres dit legeme. Intim kontakt – et tabu – brydes i tusinde prismer under en solar-eksplosion. Dit kød mellem mine tænder, dit blod på min kind, min trang til din undergang, destruktion af vor eksistens – vore barnlige sind – præeksistenser muterer, dampene transformerer sig igen gennem kødets lystige leg.
Jeg forundres.
Jeg forulempes.
Jeg fortier.
Jeg fordamper under kødets pres.   

(skrevet i samarbejde med Lady Lazarus)

Gudinden

En gudinde. Motherfucking himmelsendt fra de øverste atomnukleoner. Hold dog din ætsende tand for din ammoniaklugtende tunge. Hun er ej, hvad hendes fragile evigt strålende krop udstråler. En dæmon gemmer sig bag de ravgule guldkastanjer. En sand Lady Lazarus i fåreklæder. Bag den lysende radioaktive mascara stirrer titusinde maddiker på deres næste offer. Deres næste saftige testosteron fyldte måltid. Du frygter dog ej dette – du ser ej hendes sande forrådnede ansigt, da hendes forklædning forhindrer enhver form for fornuft, grundet endorfinerne, der tilføres hjernematerien gennem kroppens hæmoglobinafløb. Suppen er tyndtflydende – du er forelsket og har fået blindhedens almægtige sorte slør overgivet i medgift. Hun lader dig komme nær hendes hæsblæsende eksistens før hun lader sine klør, næb, negle og tænder få deres vilje. Lad mig nu spørge dig, min ven – jeg vil endda kigge på det maddikefyldte lig, der udgør de sølle rester af dine atomsamlinger – var det dét værd? Evighedernes supernovaiske marker venter på dig – giv dem dit svar.

Hjerneblødning


Et valg. Nu igen – igen, igen, igen. Stagnant stilstand eller destruktiv adfærd? Angstpillerne på bordet eller heroinen i sprøjten – kolera eller pest? Men er det enten eller? Sandpapiret river i sin roterende bane om hypothalamus massive flager af hjernes syltede overflade og sender dem derefter igennem hjernebarken, hvorefter de former eklipse mønstre på stjernehimlens interstellare whiteboard. Blodet pøser fra de flækkede individer. Danner gennemsyrede abstraktioner på asfaltens tjærede overflade, mens heroinen pumpes rundt i aorta og sertralinen optages gennem maveæteren. Kolera ramte patienter rådner op, mens pestbørnene er på abstraktioner og en galnings hjernerester danser rundt i farverige formationer, mens solvognen skinner gennem dit vindue. 

søndag den 6. november 2011

Drug-free Boy


Var blevet skamreddet af sit misbrug. Havde ladet sig selv synke ned i affaldet og forgabt sig i skadelige stoffer. Var blevet afhængig af dette univers – havde ladet dem overtage kontrollen over rattet. En tilfældig blaffer tog over. Han lænede sig blot tilbage uden sikkerhedsbælte og tordnede af sted over den evigt grønne asfalt. Nød turen, nød suset, men evigheden sluttede brat. Et chok. Good trips blev til bad trips. Sjov og spas blev erstattet af uvished og trangen til et fix. Under overfladen blev han et vrag og drengen kunne i sidste ende ikke opretholde facaden. Hans afhængighed fik horn og sendte ham mod en brændende ovn. En ovn – en isolationscelle. Da vågnede han. Greb ud og reddede sig selv i land. Skød blafferen i vejkanten med et oversavet jagtgevær. Smuttede ud på de små sideveje, hvor der fandtes en fartbegrænsning – langt væk fra motorvejens evigt stigende tempo. Her kørte han langsomt. Smed det skadelige ud. Døbte sig selv på ny – med et nyt navn. Solen skinnede nu ind på Drug-free boy gennem bilrudernes halv tonede glasfacader. Skinnede på hans ansigt og afslørede et smil.  

onsdag den 2. november 2011

Konsultation


”Jeg faldt ned af trappen”. Hendes stemme bævrer. Henover mine hornbriller sender jeg hende et tvivlsomt blik. I mine 20 år som læge har den slags blå mærker, der beklæder hendes halvnøgne krop, aldrig opstået grundet et simpelt fald fra øverste trin til nederste trin. Ej heller er en kjole blevet flænset på en så vulgær vis, blot fordi en person trådte ned på en af dets sømme få sekunder før denne kjoles ejerinde blev tævet gul af blå af hendes domicils dæmoniske ”trappe”.
”Det er ikke første gang”. Dybe furer beklæder mit ansigt og former en maske af den klareste medlidenhed. Hendes blik fæstner sig ved gulvet og hendes hænder sitrer. Tankevirksomheden er gennemskuelig. Luften er ladet med frygt, men begge parter fortier sandheden. Kvindelige læber, mandlige læber – det gør ingen forskel. Konsekvensen af ordene er den samme. Flere trappetrin – flere mærker. Jeg kender historien. Har hørt den på repeat de sidste 13 år. Som var det et sutra, der for evigt vil hjemsøge mig.
Hendes øjne søger mine og jeg ser kun desperate intentioner. Ånder ind – stønner opgivende. Hun vender tilbage under alle omstændigheder – under alle omstændigheder. ”Du kender rutinen. Tre dage med is på mærkerne”. Min stemme er fast og knækker end ikke, da jeg fremtvinger ordene. Vi ved begge, hvad der vil ske, da hun træder ud af døren og vender hjem til hendes ”trappe”. Hvad hun ikke ved er, at jeg griber ud efter telefonen og drejer betjentens nummer, hvorefter jeg tænder en smøg.
Min sekretær ringer med klokken – en ny patient er klar. Endnu en konsultation. Endnu en kamp mellem profession og følelser. Konsultation efter konsultation – det har ingen ende.