onsdag den 28. september 2011

Mens vi venter på storbyen


Venter på varme stålskyer, mens den asfaltmørke colaregn falder fra himlens imploderende CO2 huller.
Venter på den lokale skøge, der sniger sodgrønne cigaretter fra de unge charlataners lommer, mens hun danser under en gadelampes orale genskær.
Venter på halvvarme nætter under storbyens sikre blå paraply, der hverken skifter farve eller beskytter mod ætsende fækalier.
Kulden er alt der findes her. Stålskyer, skøger, nætter – det er alt, hvad der findes her. Venter, venter og venter, men det hjælper ikke på de metadepressive tanker, der fylder det psykofarmaka ramte sind på en halvdød yndling, der er overladt til storbyens evighed.
Storbyen venter ikke – den tager, hvad den kan få.

søndag den 25. september 2011

Stoffernes dans

Blandt stoffer og lykkelige narkomaner danser jeg rundt i en rus blandet op med whiskey og bjerge af sne. Her blandt fremmede, kender jeg mig selv igen. Stoffri og overfølsom definerer jeg med selv gennem ukendt ansigter samt radioaktive stoffer, der danser rundt i ovale formationer. Der er ingen vej ud, ingen vej ind - kun sekunderne, der løber af sted. Tiden forsvinder og fremmede bliver til bekendte for atter at blive fremmede, mens hashtåger og halvfyldte kanyler falder som støvregn gennem evige nattestorme, der hverken starter eller slutter - paradoksalt i sin helhed.
Jeg danser stadig, mens de fremmede atter fortæres af en vortex, der stadig blander blod op med hallucinationer og drugs - en mas. 

Ud af kontekst

Taget ud af kontekst synger 5000 fugle, med falset stemmer, hymner, der smelter metal og former atomer, som i fælles flok strømmer mod rødglødende sorte huller.
På vejen møder de alle den grønne dværg, der med et djævelsk smil og en flaske fyldt med død, trækker på det lokale intergalaktiske gadhjørne.
Luderen, den gamle mand og 14 døde børn gemmer sig i supernovaens skygge, mens de yngste elementære funktionsdygtige termer ledes i det ækleste fordærv - under opsyn af en tilfældig gasskys skelende blik.
Denne tilfældige og grimme hændelse er ej stiltiende, men fyldt af det mørke stofs dynamik, der spiller piano til lyden af 5000 fugles korsang.

torsdag den 8. september 2011

Tyk fløde

Hjertet pumper. Pumper en tyk poetisk fløde ud gennem kroppens vener og lader hvert eneste atom med et positivt fortegn. Katalysatoren til denne proces: teateret, der lugter så velduftende som restaurantens flisebelagte baggård. I en myriade af metaforer samt metafysiske refleksioner skaber et nyt kreativt forum for de indviede, for de interesserede, for de hengemte filosofer og de skarptslebne ignoranter, der kravler langs de læderbelagte sæder og slikker skuespillernes rester i sig med deres skarpslebne tunger. Det er her hvor dekadencen mødes med det evigt ophøjede og smelter sammen i en digel – resultatet er nye ideer, nye værker og nye kunstnere. Gennem de innovative processer, der udfolder sig på scenen opstår der poetisk fløde – tyk og slibrig fløde (den slags der har stået en måned for længe i køkkenet) – der åbner op for nye muligheder. Åbner op for nye tanker og sender elektriske stød gennem hjernens indviklede labyrintiske inddeling. Mystikken kastes til side. Det sorte slør der hæmmer tankekontrollen brydes af et klart kreativt lys, der strømmer ud gennem kroppen og giver huden et radioaktivt genskin, der lader alt smelte sammen og danner en ny tyk fløde, der stilles til side på køkkenbordet, mens hjertet banker langsommere… langsommere… langsommere…