onsdag den 2. marts 2011

Usikker kørsel

Vejene var badet i den silende regn. Som en glat tunge bugtede vejene sig langs det bakkefyldte landskab. Frosten var ved at sætte ind, hvilket gjorde vejen, der i forvejen var drabelig glat, til en ren dødsfælde. Alligevel havde vi vovet os ud på vejene. Bilens motor brølede, mens hjulene gled langs den vandglatte asfalt. Friktionen var lig nul og alle bilens passagerer var i det den usikre kørsels vold. Bremsen havde ingen effekt. Speederen var limet i bund. Vi vidste jo godt, hvad det hele ville ende i, men i vores rus var dette et ligegyldigt faktum. Der herskede en fælles accept af den sindssyge kørsel og ligegyldigt hvor absurd dette var, så havde vi ikke desto mindre en fælles accept af kendsgerninger. Hvad er kendsgerninger? Jo, kendsgerninger er, at vi var på vej mod en uundgåelig katastrofe, at der ingen flugtvej var og at vi var enige om, at speederen var på sin retmæssige plads, når denne var helt i bund.

Jeg genlever de sidste fem sekunder før katastrofen: Hjulene hviner, mens vores fører mister kontrollen. I fem hårrejsende sekunder suser vi imod en betonbarriere. Bilen slipper den glatte asfaltstunge og hænger i luften. I fire stivfrosne sekunder farer fortrydelses tanker gennem vores fælles bevidsthed. I tre erupterende sekunder eksploderer den fælles bevidsthed og bliver i løbet af to sekunder hæsblæsende sekunder spredt for alle vinde. Et dødsensstille sekund passerer uden yderligere interaktion.

Vores verden blev smadret den dag. Grundet en fælles accept af den usikre kørsel endte det hele i den uundgåelige katastrofe. Vi der overlevede mindes stadig den brølende motor og de hvinende hjul, der skred henover asfaltens isglatte tunge. Speederen er ej længere limet i bund og en betonblok på en glat vej minder os alle om, hvad der skete den dag. På den usikre vej, hvor kørslen blev harzaderet og den fælles accept belønnede os med fem hårrejsende, stivfrosne, erupterende, hæsblæsende og dødsensstille sekunder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar