onsdag den 5. januar 2011

At åbne en dør

Vi står alle på linjen som soldater, der gør honnør.

De andres blikke emmer af beslutsomhed – mit eget af en bevidsthed om, at jeg ikke ejer deres mentalitet.

Alle andre går i et ulogisk mønster et skridt frem og åbner den dør de er blevet tildelt – eller rettere: den de har tilvalgt.

Jeg ryster ved tanken om, at det snart er mig.

Jeg er bange, jeg sveder, mine øjne brænder – presset skubbet 30.000 g mod mine skulderblade.

De vise ældre ser til, mens mine medkammerater åbner og lukker døre – de smiler og roser de modige samt de beslutsomme.

Jeg kan mærke deres ætsende misbilligende blik på mig – det klæber sig til hver en tomme af min krop.

Det standser næsten min vejrtrækning, men jeg kan ikke tage skridtet.

Min dør er brændt sodfarvet ahorn træ – der venter intet på den anden side, men…

… snart bliver jeg nødt til, at tage skridtet – er bare ikke klar til, at se hvad der sker bag døren.

Er ikke klar til at åbne min dør.


(Kontinuerlig lyd:

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker)

tirsdag den 4. januar 2011

Indisponibel

Har ej længere samme evne til at skelne som før. Før. Det er lang tid siden. Æoner siden, men det ændrer ikke det faktum, at jeg ej længere kan skelne. Skillelinjen mellem virkelighed og fantasi. Det irriterer mig. Grænseløst. Føler mig lam i begge ben og mine arme er blevet mentalt amputeret. Hjernen samt kreativitets centeret er smidt i skraldespanden sammen med knuste æggeskaller fra en gammel morgenmad. Hader denne tilstand på trods af hjernens manglende tilstedeværelse.

Jeg er blevet indisponibel. Tvunget til at sidde og koge i min rullestol. I min rullestol. Hvilket er fuldstændig åndssvagt. En rullestol til en mand i min situation. Jeg er alt for indisponibel til at rulle. Især i en stol. Æonerne ruller forbi mig, mens jeg sidder i en rullestol. Ironien ætser.