onsdag den 14. december 2011

Et senmoderne overslag – dagligdagen


På bunden af barens sidste desperate øl rester sidder det døde individ hengemt i metafysikkens højtravende himmelstrøg. Under humlens tvedelte ironi springer sultne marketings tigre frem med tanker om kødet og dettes lyst. Vinter heden river i de nederste regioner af det omtågede sind. Her lader personer af en hver slags – af enhver kategori og alskens baggrunde – deres knæskaller hvile på de fortabte gårdes betonhårde sand. Tilbage i den støvede rottebefængte bar lader den sidste omgang vente på sig. Samtidig springer røde klovne henover de asfalt fyldte marker, der ikke blot består af smeltede organismer, men også gemmer på Jehova brændte kranier. Kranier, der eksploderer i hydrogen skyer og giver plads til nye eksistenser, som manifesterer sig gennem evolutionens evindelige og ubrydelige cirkel. Her springer kæden af cyklen – den sidste øl, det sidste shot og den sidste drink bliver bundet, mens alkoholiserede mider bevæger sig ud i en mørk verden, der ikke giver plads til nogen form for intellektuel implosion. En fængselscelle, en boks – en ramme, der hverken kan eller vil brydes, men her kan man dog ikke være sikker. Man kan kun acceptere en allerede etableret virkelighedsperception, der bliver uddelt til en udhungret befolkning som hverken vil eller kan stable revolutionen op på dens retmæssige piedestal. I stedet lader de øl indsmurte zombier korpulente og egocentrerede Hitler og Cæsar samt Ramses udklædte demagoger, der hverken kan eller vil stå ved deres fejl og deres udtærede form for moral, men disse individer ophøjes dog til guder, der frit færdes i en verden på verdens tag – i Valhalla, på bjerget Olympus, i alle kristendomstræets himler, i Buddhas evige sjælevandring. Enkelte sjæle trækkes væk i den mørke nat af uvenlige filantroper, der hvisker søde og bløde ord i halvrådne ører, mens sterile og virile læger gør klar til en lobotomi fyldt nat, hvor våde varer skiftes ud med ligegyldighed. Resten af de korrupte og undertrykte sjæle sniger sig hjem – med en konstant skræk for at blive den næste tosse – og lader sig vugge i søvn til lyden af underverdenens – af helvedes – rullende latter, mens de udelader enhver nyskabende tanke eller idé – for tænk, hvis en større magtinstans indfanger disse tanker på bånd (eller endnu værre: på dvd’er!).     
Morgendagen gryr og den varme kaffe skænkes i de moderne hjem, hvor gårsdagens overlevende nyder deres ensrettethed – deres homogenitet med ”the person next door”. Ja, de kan endda – da de nu sidder i tryghedens hule – kigge ned på dødens gader og stræder, hvor en enkelt klovn og en håndfuld tigre stadig huserer – residerer – og stadig nyde en fransk, amerikansk, tysk, britisk eller dansk morgenmad, der består af uintelligente kalorier og sorte cigar skodder. Dualismen skaber grundlag for en simpel og sammenhængende dagligdag – lad det være kendt, at den samfundsstamme, der følger dette begreb ej skal udstilles som amøber! Det er blot en af mange måder, hvorpå den overarrogante skrupelløse art homo sapiens kan overleve på trods af, at disse er født ind i en verden som endnu en del af genernes ursuppe – kun skabt til at skabe. Skabt for at skabe – en tanke, en egenskab. En evig ressource, der giver mulighed for nye maleriers blomstrende og sprudlende landskaber. Landskaber, der afspejler forbruger og idealister i spraglede farver, hvorpå en fortabt og ødelagt sjæl kan påmale sig selv – de sælger en skabelse for en slik i din lokale butik, der ej diskriminerer på baggrund af alkoholprocent eller foretrukne injektions- eller induktionsmiddel. I Franz Kafkas intermezzo, hvor intet er som det syntes at være, gemmer babymariner sig bag venetianske masker, der stadig lugter af gammel indbagt regnskov – som var de fældet og serveret på et sølvfad fra Ikea. På samme måde lader det brede befolkningssegment sig lokke af deres job, der er lige så grå og hengemte under poetiske bunker af møg – som var de tanker, der som udflåds springer fra forfatterens fingre, mens én- og flercellede organismer indfinder sig på maskinfabrikkens grå arbejdsborder. Magi og religion skriger efter ny energi – efter nye muser, men en muse svarer kun, når man kender hendes navn og i arbejdsverdenen, hvor pathos er en ukendt faktor, og absolut skønhed kun eksisterer i metallets atomopbygning. En sen forelæsning på et universitet skaber nye rammer for skønheden, men ej her kan man ånde eller tale til de himmelske ånder og innovative budbringere, da skønheden her bliver sat skrift, mens muserne hengemmes i for længste glemte mødelokaler. Eksploderende ild drager springer hen langs maskinens kanter og henover akademikernes blyindfattede verdensorden, hvor elitarisme ej giver plads til selvlærte genier og nutidens Mozart, Einstein eller Faust. 
Endnu en arbejdsdag skriger sine lunger tomme og de dormane arbejdere kravler som skrøbelige insekter ud på brostenenes blålige overflader. Hjem under dynen – kopulerende kroppe og sammenrullede kondomer – endestation: på bunden af barens sidste desperate øl slatter, der vidner om håbløse liv og skandaliserede idiomer. Her slutter beretninger; her slutter livet.                            

tirsdag den 6. december 2011

På vej mod afgrunden.


Folk siger, at de ved hvad de gør – men det er ikke sandheden. De lyver. Fortæller en lodret skumgrøn løgn og danner derved et skalkeskjul, hvor det sande ansigt finder hvile blandt kashmirbløde puder og velduftende olielamper. Hvor smilets folder pakkes sammen og søde tænder synker ned i ungt kød. Ungt kød. Nyt kød. Mere kød i mørket. Sukkertænderne bløder hvid materie, mens afgrundens uafgrænsede rum tegner virkeligheden for bålets kvinder og hulens mænd. En virkelighed, der suger alt evolution til sig og efterlader offeret med en tør følelse af overgreb på læberne.

mandag den 28. november 2011

Fordampning


Din smag for mit kød, smag for mit blod – gennem de tonede ruder ser jeg din lyst på samlebåndets golde overflade. Ingen regler, ingen normer – uforhindret spil. Tanker uden holdbarhed, tanker uden hæmninger, tanker uden ende – kosmisk – HYBRIS/NEMESIS, ingen handling uden konsekvens – dog ingen konsekvens uden eksistens. En berøring, et enkelt strejf, jeg fordamper under atomisk nærhed, under dine blottede fingerspidser, mit blottede tankespind – nukleonkernen ekspanderer grundet atmosfæriske forhold. Med ét – big-bang – vaporiseres dit legeme. Intim kontakt – et tabu – brydes i tusinde prismer under en solar-eksplosion. Dit kød mellem mine tænder, dit blod på min kind, min trang til din undergang, destruktion af vor eksistens – vore barnlige sind – præeksistenser muterer, dampene transformerer sig igen gennem kødets lystige leg.
Jeg forundres.
Jeg forulempes.
Jeg fortier.
Jeg fordamper under kødets pres.   

(skrevet i samarbejde med Lady Lazarus)

Gudinden

En gudinde. Motherfucking himmelsendt fra de øverste atomnukleoner. Hold dog din ætsende tand for din ammoniaklugtende tunge. Hun er ej, hvad hendes fragile evigt strålende krop udstråler. En dæmon gemmer sig bag de ravgule guldkastanjer. En sand Lady Lazarus i fåreklæder. Bag den lysende radioaktive mascara stirrer titusinde maddiker på deres næste offer. Deres næste saftige testosteron fyldte måltid. Du frygter dog ej dette – du ser ej hendes sande forrådnede ansigt, da hendes forklædning forhindrer enhver form for fornuft, grundet endorfinerne, der tilføres hjernematerien gennem kroppens hæmoglobinafløb. Suppen er tyndtflydende – du er forelsket og har fået blindhedens almægtige sorte slør overgivet i medgift. Hun lader dig komme nær hendes hæsblæsende eksistens før hun lader sine klør, næb, negle og tænder få deres vilje. Lad mig nu spørge dig, min ven – jeg vil endda kigge på det maddikefyldte lig, der udgør de sølle rester af dine atomsamlinger – var det dét værd? Evighedernes supernovaiske marker venter på dig – giv dem dit svar.

Hjerneblødning


Et valg. Nu igen – igen, igen, igen. Stagnant stilstand eller destruktiv adfærd? Angstpillerne på bordet eller heroinen i sprøjten – kolera eller pest? Men er det enten eller? Sandpapiret river i sin roterende bane om hypothalamus massive flager af hjernes syltede overflade og sender dem derefter igennem hjernebarken, hvorefter de former eklipse mønstre på stjernehimlens interstellare whiteboard. Blodet pøser fra de flækkede individer. Danner gennemsyrede abstraktioner på asfaltens tjærede overflade, mens heroinen pumpes rundt i aorta og sertralinen optages gennem maveæteren. Kolera ramte patienter rådner op, mens pestbørnene er på abstraktioner og en galnings hjernerester danser rundt i farverige formationer, mens solvognen skinner gennem dit vindue. 

søndag den 6. november 2011

Drug-free Boy


Var blevet skamreddet af sit misbrug. Havde ladet sig selv synke ned i affaldet og forgabt sig i skadelige stoffer. Var blevet afhængig af dette univers – havde ladet dem overtage kontrollen over rattet. En tilfældig blaffer tog over. Han lænede sig blot tilbage uden sikkerhedsbælte og tordnede af sted over den evigt grønne asfalt. Nød turen, nød suset, men evigheden sluttede brat. Et chok. Good trips blev til bad trips. Sjov og spas blev erstattet af uvished og trangen til et fix. Under overfladen blev han et vrag og drengen kunne i sidste ende ikke opretholde facaden. Hans afhængighed fik horn og sendte ham mod en brændende ovn. En ovn – en isolationscelle. Da vågnede han. Greb ud og reddede sig selv i land. Skød blafferen i vejkanten med et oversavet jagtgevær. Smuttede ud på de små sideveje, hvor der fandtes en fartbegrænsning – langt væk fra motorvejens evigt stigende tempo. Her kørte han langsomt. Smed det skadelige ud. Døbte sig selv på ny – med et nyt navn. Solen skinnede nu ind på Drug-free boy gennem bilrudernes halv tonede glasfacader. Skinnede på hans ansigt og afslørede et smil.  

onsdag den 2. november 2011

Konsultation


”Jeg faldt ned af trappen”. Hendes stemme bævrer. Henover mine hornbriller sender jeg hende et tvivlsomt blik. I mine 20 år som læge har den slags blå mærker, der beklæder hendes halvnøgne krop, aldrig opstået grundet et simpelt fald fra øverste trin til nederste trin. Ej heller er en kjole blevet flænset på en så vulgær vis, blot fordi en person trådte ned på en af dets sømme få sekunder før denne kjoles ejerinde blev tævet gul af blå af hendes domicils dæmoniske ”trappe”.
”Det er ikke første gang”. Dybe furer beklæder mit ansigt og former en maske af den klareste medlidenhed. Hendes blik fæstner sig ved gulvet og hendes hænder sitrer. Tankevirksomheden er gennemskuelig. Luften er ladet med frygt, men begge parter fortier sandheden. Kvindelige læber, mandlige læber – det gør ingen forskel. Konsekvensen af ordene er den samme. Flere trappetrin – flere mærker. Jeg kender historien. Har hørt den på repeat de sidste 13 år. Som var det et sutra, der for evigt vil hjemsøge mig.
Hendes øjne søger mine og jeg ser kun desperate intentioner. Ånder ind – stønner opgivende. Hun vender tilbage under alle omstændigheder – under alle omstændigheder. ”Du kender rutinen. Tre dage med is på mærkerne”. Min stemme er fast og knækker end ikke, da jeg fremtvinger ordene. Vi ved begge, hvad der vil ske, da hun træder ud af døren og vender hjem til hendes ”trappe”. Hvad hun ikke ved er, at jeg griber ud efter telefonen og drejer betjentens nummer, hvorefter jeg tænder en smøg.
Min sekretær ringer med klokken – en ny patient er klar. Endnu en konsultation. Endnu en kamp mellem profession og følelser. Konsultation efter konsultation – det har ingen ende.         

onsdag den 28. september 2011

Mens vi venter på storbyen


Venter på varme stålskyer, mens den asfaltmørke colaregn falder fra himlens imploderende CO2 huller.
Venter på den lokale skøge, der sniger sodgrønne cigaretter fra de unge charlataners lommer, mens hun danser under en gadelampes orale genskær.
Venter på halvvarme nætter under storbyens sikre blå paraply, der hverken skifter farve eller beskytter mod ætsende fækalier.
Kulden er alt der findes her. Stålskyer, skøger, nætter – det er alt, hvad der findes her. Venter, venter og venter, men det hjælper ikke på de metadepressive tanker, der fylder det psykofarmaka ramte sind på en halvdød yndling, der er overladt til storbyens evighed.
Storbyen venter ikke – den tager, hvad den kan få.

søndag den 25. september 2011

Stoffernes dans

Blandt stoffer og lykkelige narkomaner danser jeg rundt i en rus blandet op med whiskey og bjerge af sne. Her blandt fremmede, kender jeg mig selv igen. Stoffri og overfølsom definerer jeg med selv gennem ukendt ansigter samt radioaktive stoffer, der danser rundt i ovale formationer. Der er ingen vej ud, ingen vej ind - kun sekunderne, der løber af sted. Tiden forsvinder og fremmede bliver til bekendte for atter at blive fremmede, mens hashtåger og halvfyldte kanyler falder som støvregn gennem evige nattestorme, der hverken starter eller slutter - paradoksalt i sin helhed.
Jeg danser stadig, mens de fremmede atter fortæres af en vortex, der stadig blander blod op med hallucinationer og drugs - en mas. 

Ud af kontekst

Taget ud af kontekst synger 5000 fugle, med falset stemmer, hymner, der smelter metal og former atomer, som i fælles flok strømmer mod rødglødende sorte huller.
På vejen møder de alle den grønne dværg, der med et djævelsk smil og en flaske fyldt med død, trækker på det lokale intergalaktiske gadhjørne.
Luderen, den gamle mand og 14 døde børn gemmer sig i supernovaens skygge, mens de yngste elementære funktionsdygtige termer ledes i det ækleste fordærv - under opsyn af en tilfældig gasskys skelende blik.
Denne tilfældige og grimme hændelse er ej stiltiende, men fyldt af det mørke stofs dynamik, der spiller piano til lyden af 5000 fugles korsang.

torsdag den 8. september 2011

Tyk fløde

Hjertet pumper. Pumper en tyk poetisk fløde ud gennem kroppens vener og lader hvert eneste atom med et positivt fortegn. Katalysatoren til denne proces: teateret, der lugter så velduftende som restaurantens flisebelagte baggård. I en myriade af metaforer samt metafysiske refleksioner skaber et nyt kreativt forum for de indviede, for de interesserede, for de hengemte filosofer og de skarptslebne ignoranter, der kravler langs de læderbelagte sæder og slikker skuespillernes rester i sig med deres skarpslebne tunger. Det er her hvor dekadencen mødes med det evigt ophøjede og smelter sammen i en digel – resultatet er nye ideer, nye værker og nye kunstnere. Gennem de innovative processer, der udfolder sig på scenen opstår der poetisk fløde – tyk og slibrig fløde (den slags der har stået en måned for længe i køkkenet) – der åbner op for nye muligheder. Åbner op for nye tanker og sender elektriske stød gennem hjernens indviklede labyrintiske inddeling. Mystikken kastes til side. Det sorte slør der hæmmer tankekontrollen brydes af et klart kreativt lys, der strømmer ud gennem kroppen og giver huden et radioaktivt genskin, der lader alt smelte sammen og danner en ny tyk fløde, der stilles til side på køkkenbordet, mens hjertet banker langsommere… langsommere… langsommere…     

søndag den 28. august 2011

Et Valg


Jeg løber efter tusind døre, men når dem ej.
I et hovedkulds hovedspring håber jeg at finde, håber jeg at nå, håber jeg at forstå de valg, vi som mennesker foretager.
De valg vi på æggets præmisser vælger.
Gennem Freud og Jung opnår vi gennem disse valg en indbildt storhed.
Faser farer forbi og jager absint rusen helt ned på fortovets iskolde fliser, hvor datiden udskud hænger i klaser.
Hvor fortidens børn hænger i ruderne.
Hvor døden leder efter sine fremtidige ofrer.
Det er der, hvor jeg når de tusind døre.
Der hvor jeg foretager et valg. 

onsdag den 4. maj 2011

Hvor, hvem, hvad?

Hvor, hvem, hvad?
Indvolde og affaldsstoffer spinder rundt i det halvlunkne korpus. Hjernemassen bløder bag hans sod belagte pande. Verden er ond, verden er grum.
Hvor, hvem, hvad?
Sorte rander af afbrændte tårer snor sig over metalgulvets kurve. Den blinde kvinde leder desperat efter halvsmeltede øjne. Verden er syg, verden er kold.
Hvor, hvem, hvad?
Ravgyldent blod flyder i tusmørke belagte gader. Børn med nedslebne tunger sidder i skammehjørnet. Verden er kaos, verden er ligegyldig.
Hvor, hvem, hvad?
I gyden, hvor maltrakterede grise danser rundt i ring. Mennesker med kuglerunde øjne ser forskrækket til. Verden er ond, verden er grum.

Hvor er en smagssag, hvem er en gåde, hvad er den skinbarlige sandhed.

onsdag den 2. marts 2011

Usikker kørsel

Vejene var badet i den silende regn. Som en glat tunge bugtede vejene sig langs det bakkefyldte landskab. Frosten var ved at sætte ind, hvilket gjorde vejen, der i forvejen var drabelig glat, til en ren dødsfælde. Alligevel havde vi vovet os ud på vejene. Bilens motor brølede, mens hjulene gled langs den vandglatte asfalt. Friktionen var lig nul og alle bilens passagerer var i det den usikre kørsels vold. Bremsen havde ingen effekt. Speederen var limet i bund. Vi vidste jo godt, hvad det hele ville ende i, men i vores rus var dette et ligegyldigt faktum. Der herskede en fælles accept af den sindssyge kørsel og ligegyldigt hvor absurd dette var, så havde vi ikke desto mindre en fælles accept af kendsgerninger. Hvad er kendsgerninger? Jo, kendsgerninger er, at vi var på vej mod en uundgåelig katastrofe, at der ingen flugtvej var og at vi var enige om, at speederen var på sin retmæssige plads, når denne var helt i bund.

Jeg genlever de sidste fem sekunder før katastrofen: Hjulene hviner, mens vores fører mister kontrollen. I fem hårrejsende sekunder suser vi imod en betonbarriere. Bilen slipper den glatte asfaltstunge og hænger i luften. I fire stivfrosne sekunder farer fortrydelses tanker gennem vores fælles bevidsthed. I tre erupterende sekunder eksploderer den fælles bevidsthed og bliver i løbet af to sekunder hæsblæsende sekunder spredt for alle vinde. Et dødsensstille sekund passerer uden yderligere interaktion.

Vores verden blev smadret den dag. Grundet en fælles accept af den usikre kørsel endte det hele i den uundgåelige katastrofe. Vi der overlevede mindes stadig den brølende motor og de hvinende hjul, der skred henover asfaltens isglatte tunge. Speederen er ej længere limet i bund og en betonblok på en glat vej minder os alle om, hvad der skete den dag. På den usikre vej, hvor kørslen blev harzaderet og den fælles accept belønnede os med fem hårrejsende, stivfrosne, erupterende, hæsblæsende og dødsensstille sekunder.

tirsdag den 22. februar 2011

Ligegyldighed

Dette er et ligegyldigt skrift om en ligegyldig situations beskrivelse. For det hele her er ret ligegyldigt. Der er ikke nogen højere mening med, at sidde her. Der er ingen uundværlig fordel af, at være her – men alligevel er selvmordet ugyldiggjort som flugtvej fra dette ligegyldige intermezzo.

Min situation er såre klar. Jeg har intet at foretage mig her; intet at se frem til her; intet at længes efter her. Al længsel rettedes ud af frem for ind ad. Jeg er i et lokale fyldt med ligegyldige mennesker, der har ligegyldige hverdage og ligegyldige drømme. Folk i dette rum kan ikke andet end at fokuserer på ligegyldighedens overfladiske ovale flader og ser fuldstændig bort fra de gyldige ting, der befinder sig uden for dette ovale plateau, men hvorfor bekymrer sig om disses uvidenhed og selvindbildte bedrevidenhed?

Det er ikke længere en hemmelighed, at dette rum er en ligegyldighedernes kloak, hvor slam og skrald samles for at opnå en ligegyldig form for mening, der i sidste ende bunder ud i, at disse ligegyldige mennesker ej kan indse deres egen ligegyldighed.

Det er omsonst, at skrive videre. Selv den mest stupide læser bør kunne læse mellem dets skrifts linjer, at jeg er ligeså ligegyldig som alle de andre. Det eneste forskel er, at jeg har indset min egen insignifikante væren, hvilket for resten er ligeså ligegyldigt som alt andet.

onsdag den 5. januar 2011

At åbne en dør

Vi står alle på linjen som soldater, der gør honnør.

De andres blikke emmer af beslutsomhed – mit eget af en bevidsthed om, at jeg ikke ejer deres mentalitet.

Alle andre går i et ulogisk mønster et skridt frem og åbner den dør de er blevet tildelt – eller rettere: den de har tilvalgt.

Jeg ryster ved tanken om, at det snart er mig.

Jeg er bange, jeg sveder, mine øjne brænder – presset skubbet 30.000 g mod mine skulderblade.

De vise ældre ser til, mens mine medkammerater åbner og lukker døre – de smiler og roser de modige samt de beslutsomme.

Jeg kan mærke deres ætsende misbilligende blik på mig – det klæber sig til hver en tomme af min krop.

Det standser næsten min vejrtrækning, men jeg kan ikke tage skridtet.

Min dør er brændt sodfarvet ahorn træ – der venter intet på den anden side, men…

… snart bliver jeg nødt til, at tage skridtet – er bare ikke klar til, at se hvad der sker bag døren.

Er ikke klar til at åbne min dør.


(Kontinuerlig lyd:

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker

Dør åbner – Dør lukker)

tirsdag den 4. januar 2011

Indisponibel

Har ej længere samme evne til at skelne som før. Før. Det er lang tid siden. Æoner siden, men det ændrer ikke det faktum, at jeg ej længere kan skelne. Skillelinjen mellem virkelighed og fantasi. Det irriterer mig. Grænseløst. Føler mig lam i begge ben og mine arme er blevet mentalt amputeret. Hjernen samt kreativitets centeret er smidt i skraldespanden sammen med knuste æggeskaller fra en gammel morgenmad. Hader denne tilstand på trods af hjernens manglende tilstedeværelse.

Jeg er blevet indisponibel. Tvunget til at sidde og koge i min rullestol. I min rullestol. Hvilket er fuldstændig åndssvagt. En rullestol til en mand i min situation. Jeg er alt for indisponibel til at rulle. Især i en stol. Æonerne ruller forbi mig, mens jeg sidder i en rullestol. Ironien ætser.