tirsdag den 7. december 2010

Postcoital aften

Tom. Fuldstændig tom. Efter en energiafkræftende og tourette syndrom fyldt nat i libertinernes kvarter. Under en brændende hvid ildmåne er alt flydende masse evaporeret. Den dugfriske mana er væk og legemet er endnu i sin refraktære periode. Intet kan vokse; intet kan rejse sig; intet kan svulme op til en monstrøs vesikel.

I denne tilstand hjælper intet. Intet kan fordrive den endeløse og skruppelløse ensomhed. For nok er sengen fyldt af det tomme legeme og dennes modpol, hvilket er den svedglinsende skabning med ovale og cirkelrunde former, men der er stadig forfærdeligt tomt inde bag det menneskelige legemes kødfulde borgmure. Borgmure, der støttes af knoglede hvidbonede strukturer.

Midt i denne ensomme tomhed sætter et slapt svulmelegemes ejer sig og reflektere over det sidste døgns ulidelige uklare kendsgerninger. Ærgrer sig over et stykke jern, der ikke kan modtage varmen fra svedige håndflader. Alt i alt fungerer dennes tomhed og mangel på viden om sin egen bevidstheds gøren umiddelbart yderst optimalt. Søvn tager over og en prekær sindsstemning sænker sig, mens små insekter flyver erotiske under den gnistrende ildmåne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar