torsdag den 25. november 2010

Suffløren

Jeg er teaterets betonstøtte. Replikkernes herre. Uden mig var de dansende og smilende skuespiller, der storskrydende blamerer sig på scenens bonede gulve, nul og niks. De ville være de intetanende fluer i en rådden tomatsuppe. Febrilsk sprællende rundt i en rød masse, der ikke ofrer nogen form for barmhjertighed. Disse dukker – disse skuespillere, der kun styrers af mine ord – tvinger jeg rundt på scenen og ingen aner, at det er mig der skaber deres storhed. Når de fremfører Macbeth, Iliaden og Den Flyvende Hollænder, så ved hverken de eller deres selvindbildte intellektuelle publikum, at det eneste, der fører dem frem til succes, er min raspende stemme fra min hule under scenen. Der sidder jeg hver eneste dag – fra 16.00 til 24.00 – og manipulerer disse sørgelige tomme dukker og giver deres liv substans gennem enkelte ord – enkelte sætninger. Alt deres gøren er et resultat af min stemmes magt. Min altafgørende stemme og dennes magt. De knyr ikke. De retter ind. Jeg er deres mester, deres diktator, deres dukkefører… jeg er personifikationen af en magtfuld storhed. En absolut universel ophøjet skabning – med visse ligheder til oldtidens guder. Magten er min – gudens og den bevæger sig ud over denne sufflør rolle (som jeg udfører fra det lumre rum under scenen). Den bevæger sig ud fra dette teater og udøver sin magt på flere planer. Min stemme – min magt – bevæger sig som støvpartikler og inficerer folkets kransekage. Jeg lader folk opfører sig tosset i byen om lørdag, jeg lader politikere danne regering og tvinger – hvis det er det rette udtryk for det – lande i krig, hvor jeg lader unge mænd falde og dø for min egen gemene underholdningsskyld. Jeg er en sufflør og jeg finder menneskers skrøbelige og let påvirkelige sind utroligt fascinerende. Ligefrem morsomt og det er min stemme, der danner dine drømme, dine tanker og dine reaktioner. Kort sagt: du er som læser og påhørende fuldstændig i min magt. Der er ingen flugt fra sufflørens raspende stemme. Jeg er suffløren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar