torsdag den 25. november 2010

Suffløren

Jeg er teaterets betonstøtte. Replikkernes herre. Uden mig var de dansende og smilende skuespiller, der storskrydende blamerer sig på scenens bonede gulve, nul og niks. De ville være de intetanende fluer i en rådden tomatsuppe. Febrilsk sprællende rundt i en rød masse, der ikke ofrer nogen form for barmhjertighed. Disse dukker – disse skuespillere, der kun styrers af mine ord – tvinger jeg rundt på scenen og ingen aner, at det er mig der skaber deres storhed. Når de fremfører Macbeth, Iliaden og Den Flyvende Hollænder, så ved hverken de eller deres selvindbildte intellektuelle publikum, at det eneste, der fører dem frem til succes, er min raspende stemme fra min hule under scenen. Der sidder jeg hver eneste dag – fra 16.00 til 24.00 – og manipulerer disse sørgelige tomme dukker og giver deres liv substans gennem enkelte ord – enkelte sætninger. Alt deres gøren er et resultat af min stemmes magt. Min altafgørende stemme og dennes magt. De knyr ikke. De retter ind. Jeg er deres mester, deres diktator, deres dukkefører… jeg er personifikationen af en magtfuld storhed. En absolut universel ophøjet skabning – med visse ligheder til oldtidens guder. Magten er min – gudens og den bevæger sig ud over denne sufflør rolle (som jeg udfører fra det lumre rum under scenen). Den bevæger sig ud fra dette teater og udøver sin magt på flere planer. Min stemme – min magt – bevæger sig som støvpartikler og inficerer folkets kransekage. Jeg lader folk opfører sig tosset i byen om lørdag, jeg lader politikere danne regering og tvinger – hvis det er det rette udtryk for det – lande i krig, hvor jeg lader unge mænd falde og dø for min egen gemene underholdningsskyld. Jeg er en sufflør og jeg finder menneskers skrøbelige og let påvirkelige sind utroligt fascinerende. Ligefrem morsomt og det er min stemme, der danner dine drømme, dine tanker og dine reaktioner. Kort sagt: du er som læser og påhørende fuldstændig i min magt. Der er ingen flugt fra sufflørens raspende stemme. Jeg er suffløren.

torsdag den 18. november 2010

Overberuset

Vælter ned over trinene til mit stamsted. Skvatter i en halvlunken pøl af slimgrønt klumpet bræk. Er det mit eget? Klumper af kylling og halvfortæret brød. Club sandwich. Det er ikke mit. Eller er det? Ved det ikke. Stavere henover gråbonede brostenene. Ved ikke hvad der sker. Brækket er langt bag mig nu. På værtshusets trin. En pige tager mig under armen. Knuger den. Ved ikke hvad der sker. En stemme. En kvinde stemme. Hendes stemme. Hvisker søde og frække ord i mit øre. Min alkohol bedøvede krop reagerer instinktivt. Blodet pumper ned mellem lårene og danner en erektion. Jeg ved ikke hvad der sker. Gadelamper stikker mig i øjnene. Sender et ondt koldt lys imod mig, men jeg kan ikke se bort fra dem. Mit fokus flytter sig fra lygte til lygte, mens mine brækbeklædte lædersko, der blot for ti minutter siden… (eller længere tid siden?) blot for et stykke tid siden var rene, slæber mig henover et kedeligt og hårdt beton fortov. Jeg fatter intet og pigen hvisker hvad, hvordan og hvor hun vil have mig, men jeg fatter intet. Tre sekunder senere står jeg under et af de onde øjne og pige bøjer sig ned. Jeg ved ikke hvad der sker, men min maves rationelle stilsand forstyrres af en voldsom eruption, der højst sandsynligvis er fremprovokeret af mine lårs bevægelse. Mine lår, der tvinger min tidligere nævnte erektion op i denne livlige pige. Det er nu jeg fatter, hvad der sker, men det er for sent. Mens hun stønner ryger det sure opstød op gennem halsrøret og plasker ned over hendes nøgne ryg.

Gadelampen går ud og jeg synker ned på fortovet. Min krop er slap. Overberuset.

mandag den 1. november 2010

Neonbilleder

Gennem slimgrønne neonbilleder. Klæber jeg mig febrilsk til hendøde kadavere med ukendte ansigter og latente plasticsmil, der danner dyb kontrast til min kvalmende grimasse.

En grimasse, der står som en urgammel mosbegroet mindetavle for de mennesker jeg trak gennem slimgrønne neonbilleder. De der blev flået af betonfarvede ståløjne. Slået og gennemgnavet, mens de blev eviggjort på slimgrønne billeder taget af halvovervægtige kinesere fra Østens i-land.

Fanget i et lallegladt moment uden et gram af virkelighedserkendelse og trukket med uden et egentlig incitament. Ind i en verden med lighedstegn til Inferno.

Et sted jeg med rette sammenligner med, der opstår, når brintbomben imploderer.

Verdenen der efterlader billeder af mennesker med askehud og smeltede plastictænder. På slimgrønne neonbilleder.