onsdag den 20. oktober 2010

Vinden i ødelandet

Det sker igen. Vinden suser igennem sindets ødeland og han befinder sig i et univers, der kun eksisterer i hans hoved. Det univers, i hvilket han gennem de sidste nitten år har vandret rundt på må og få. Vandret i et univers, der kun eksisterer i hans hoved.

Ødelandet eksisterer kun i hans hoved. Der er ingen andre, der ser hvad der sker bag de grumsede øjne. Kun vinden når ham. En vind. Den sender en varm luft igennem den grå verden, der opstår på grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige.

En vind med en dunst af alkohol, der driller hans næse og næste nu danner han en ny forståelse. For vinden er velkendt. Han husker. Prøver at huske. Hvad er denne vind?

Tågedisen lægge sig over det grå ødeland. Søvnighed manifesteret i tåge. Blegsort tåge, men gennem denne blæser den varme vind stadig. Han husker efterhånden, hvad denne vind er. Tanken om kærlige ord og bløde kys trænger sig på og han smiler.

En kvinde. Hendes berøringer og hendes fuldskab, der sender en varm følelse rundt i kroppen, hver eneste gang hun giver varme whisky kys og driller ham med hendes legende fingre. Et smil.

Et smil, der breder sig over det grå ansigt. Øjne der viser liv.

Vinden bringer ham kvinden. Det eneste selskab han behøver i sin grå verden. Hans grå verden. Ødelandet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar