tirsdag den 5. oktober 2010

Den Beskidte Dreng med Knapperne

En moderne udgave af Den Lille Pige med Svovlstikkerne

Ingen tog notits af ham. Eller rettere… ingen havde lyst til at tage notits af ham. Han ødelagde bybilledet. De rene gader, de fine mennesker og de prægtige bygninger blevet smudset til af ham. Derfor tog de ingen notits af ham. Han ødelagde deres pæne bys image.

En sørgelig tilværelse. Det var hvad skæbnen og hans forældre havde skænket ham. Moderen død i barselssengen. Faren død i en af de mange meningsløse krige tre måneder før fødslen. Derfor var han, en navnløs dreng, blevet sendt på plejehjem, men… det havde kun holdt til han blev fem. Så lukkede plejehjemmet ned. De andre børn havde alle fået nye hjem på en tvangsauktion, der udlovede goder til alle de borgere, som tog et af de små stakkels forældreløse til sig. Han havde været yngst og en femårig kan ikke lave ret meget i en husstand (udover at spise og nasse på pladsen). Så han havde fået et skuldeklap og en pung. Pungen var tom. Bortset fra tre knapper.

Nu var der gået syv år. Syv forfærdelige, kolde, hårde år. Han havde klaret det, men gennem syv år havde han levet i rollen som den forhadte. Den udstødte. Det mest dækkende udtryk (efter hans egen mening) var: Den beskidte. Under en af de lange kolde aftener i en tilfældig gyde havde han fundet det. Skrevet på en mur. Den Beskidte. Han ændrede selv minusklen b i beskidte til versalen B. Derved opstod navnet Den Beskidte og pludselig følte han noget. Han følte sig varm.

Den Beskidte. Pjaltet gik han rundt i byen og tiggede. Ingen tog notits af ham. Ingen havde lyst til det og han forstod dem egentlig udmærket. I syv år havde han gået rundt og tigget af de samme mennesker. Syv år havde han været byens sorte får, men Den Beskidte Dreng med Knapperne (som byfolkene kaldte – eftersom det var alt han ejede) blev ved dag ud og dag ind med at tigge. Det var den eneste måde at overleve på, men det ville ikke fortsætte i evigt…

Byfolkene havde mødtes på rådhuset til stormøde. De havde alle besluttet at Den Beskidte Dreng med Knapperne ikke længere skulle have lov til at forpeste bybilledet med hans beskidte legeme. Derfor indførte de, tre dage før den værste vinter i mands minde belejrede byen, en lov. En lov, der forbød enhver at give Den Beskidte Dreng penge, når han tiggede og tillod de voksne at bruge vold mod ham, hvis han prøvede at tigge fra dem efter de havde sagt nej.

Den Beskidte lærte denne lov at kende tre timer efter dens vedtagelse. De unge mænd i byen gennempryglede ham på påskud af, at han bad en af sine eneste sympatisører, en gammel sød dame, om penge. Da de var færdige med ham, rendte blodet ned over hans tøj. Næsen blødte, et øjnebryn var knækket og et øje var farvet blåt. Hans ene arm revet af led, fem fingre brækket og to bukkede ribben.

Den Beskidte Dreng med Knapperne søgte tilflugt i kloakkerne. Ingen ville finde af dem. Ingen udover rotterne og så havde han i det mindste selskab. Et selskab, der passede ham glimrende. De var også beskidte.

De første fire dage i kloakken var de værste. Hans ene arme var stadig mobil og han lærte hurtigt at leve med sit nye handicap, men… et menneske skal have mad. Mad er energi og uden energi kan kroppen ikke holde sig i gang. Kroppen kan heller ikke (hvilket var værre) opvarme sig selv og den vinter der kom det år var den koldeste i mands minde.

Det var den femte dag det skete. Den Beskidte Dreng med Knapperne var så sulten og kulden var forfærdelig. Kloakkerne lå under jorden og frosten hang tungt i luften. Det beskidte kloakvand var frosset til og rotterne (hans eneste selskab) havde gemt sig i de tunneler, der gik længere ned i jorden, hvor der var varmere.

Det var omkring midnat, at han åbnede pungen. De tre knapper lå stadig i den, men det var ikke hvad Den Beskidte Dreng med Knapperne så. Han så tre chokolade stykker og tre stemmer hviskede: spis du kære.

Det var en unødvendig opfordring. Den Beskidte Dreng med Knapperne var sulten og havde intet spist i lang tid. Der var gået betændelse i hans sår og hans brækkede fingre led under frostbidt. Chokoladen ville give ham styrke. Styrke til at få varmen i de iskolde kloakker.

Han slugte den første knap, så den næste og så den tredje. Så faldt han i søvn. Senere vågnede han. En kvinde sad foran ham, bag hende stod en mand i soldater uniform. De smilte begge til ham. De virkede så velkendte. Var det hans mor og far? Som havde de læst hans tanker nikkede de begge og smilte varmt til ham. Varmt, men med bedrøvelse og tårer i deres øjne. Den Beskidte forstod. Han smilte tilbage. Han hviskede: det gør ikke noget.

Så forsvandt de og en tredje skikkelse trådte frem for ham. En stor hvid skikkelse, der hviskede med tre stemmer: du er hjemme nu.

Den Beskidte Dreng med Knapperne blev fundet i kloakkerne efter vinterens belejring. Hans hud blå som is og hans legeme ubevægeligt, men (til byfolkenes store overraskelse) var hans læber delt i et smil og i hans hånd lå der tre stykker chokolade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar