onsdag den 27. oktober 2010

Spurve (på en gren)

15 spurve. På en gren. 14 spurve. På en gren. 13 spurve. På en gren. 12 spurve. På en gren. 11 spurve. På en gren…

1 jæger. Skyder fugle med sit haglgevær.

10 spurve. På en gren…

Vi grinte

… Det hele skete på en dag. Du benægtede, at sneen var hvid og ren. Påstod at den var sort. At renhed var kulde. Vi valgte at grine. Grinte højt. Grinte hånligt. Gik vores vej.

Nu står vi her igen. Griner ikke længere. Der er intet at grine af. Sneen er sort og kold. Står i dyb kontrast til dit røde blod og dit halvvarme legeme.

10.000

Slukker 10.000 lys.

Åbner 10.000 døre.

Spiser 10.000 æbler.

Dræber 10.000…

Hvorfor?

FORDI

JEG

KAN!

onsdag den 20. oktober 2010

Vinden i ødelandet

Det sker igen. Vinden suser igennem sindets ødeland og han befinder sig i et univers, der kun eksisterer i hans hoved. Det univers, i hvilket han gennem de sidste nitten år har vandret rundt på må og få. Vandret i et univers, der kun eksisterer i hans hoved.

Ødelandet eksisterer kun i hans hoved. Der er ingen andre, der ser hvad der sker bag de grumsede øjne. Kun vinden når ham. En vind. Den sender en varm luft igennem den grå verden, der opstår på grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige.

En vind med en dunst af alkohol, der driller hans næse og næste nu danner han en ny forståelse. For vinden er velkendt. Han husker. Prøver at huske. Hvad er denne vind?

Tågedisen lægge sig over det grå ødeland. Søvnighed manifesteret i tåge. Blegsort tåge, men gennem denne blæser den varme vind stadig. Han husker efterhånden, hvad denne vind er. Tanken om kærlige ord og bløde kys trænger sig på og han smiler.

En kvinde. Hendes berøringer og hendes fuldskab, der sender en varm følelse rundt i kroppen, hver eneste gang hun giver varme whisky kys og driller ham med hendes legende fingre. Et smil.

Et smil, der breder sig over det grå ansigt. Øjne der viser liv.

Vinden bringer ham kvinden. Det eneste selskab han behøver i sin grå verden. Hans grå verden. Ødelandet.

onsdag den 13. oktober 2010

Til en endnu ufødt datter

Og du kan ikke forstå, hvad han gjorde, men…

Det var nok ikke derfor han gennem psykofarmaka fandt sin udvej…

Gennem væskerne og pillerne, der kaldte på ham – eller…

De kaldte på en udhungret junkie…

Det var ikke dig, der tvang nålene ind under hans glinsende klæbrige hud…

Det var ikke dig, der tvangsfodrede hans magre udsultede legeme med piller – i kalejdoskopiske farver…

Det var ikke, fordi du ikke forstod ham, at han tog en overdosis, min skat…

Men tro mig. Det var fordi du elskede ham…

Han havde aldrig oplevet kærlighed før.

mandag den 11. oktober 2010

Viceværten

Jeg er din mentale vicevært. Det er mig, der fjerner skraldet, når du ikke er hjemme. Det er mig, der rydder op i dine flygtige og kasserede tanker. Jeg er allestedsnærværende.

Det er mig, der pudser dine vinduer.

Mig.

Jeg gør tingenes tilstand klar for dig gennem spontane åbenbaringer.

Jeg.

Mit job er at sørge for dit sinds velvære. Mit hverv er at sørge for din akkommodation. Det er mig, der fejer i ydrekrogene af hjernebarken. Dér hvor edderkoppespindene samler sig til klistrede klumper af hvidt. Hvid masse som blokerer din hjernes mentative funktioner.

Jeg holder systemet kører. Lader dig færdes i virkeligheden går, sorte og til tider hvide verden. Ja, den er en endda nogen gange menstruations rød, men det tager du dig ikke af. Du kører af spor som jeg har tilrettelagt. Går ned af trappetrin som jeg med slid og møje har blankpoleret. Lader hvert skridt fører dig tættere på en egentlig selvrealisering.

Men den vil blive dig benægtet. For du eksisterer ikke. Jeg har opfundet dig. Jeg er din vicevært.

Du eksisterer kun inde i mit hoved.

Mit hoved.

onsdag den 6. oktober 2010

Affald

Gennempløjet

I munden

Af en grov soja ost

Gennembanket

I rektum

Af samfunds sovs

På røvbrune påskedage

Voldtaget

I affalds bunker

Smidt ud

Gennem pisfarvede ruder

Til affalds bunker

tirsdag den 5. oktober 2010

Den Beskidte Dreng med Knapperne

En moderne udgave af Den Lille Pige med Svovlstikkerne

Ingen tog notits af ham. Eller rettere… ingen havde lyst til at tage notits af ham. Han ødelagde bybilledet. De rene gader, de fine mennesker og de prægtige bygninger blevet smudset til af ham. Derfor tog de ingen notits af ham. Han ødelagde deres pæne bys image.

En sørgelig tilværelse. Det var hvad skæbnen og hans forældre havde skænket ham. Moderen død i barselssengen. Faren død i en af de mange meningsløse krige tre måneder før fødslen. Derfor var han, en navnløs dreng, blevet sendt på plejehjem, men… det havde kun holdt til han blev fem. Så lukkede plejehjemmet ned. De andre børn havde alle fået nye hjem på en tvangsauktion, der udlovede goder til alle de borgere, som tog et af de små stakkels forældreløse til sig. Han havde været yngst og en femårig kan ikke lave ret meget i en husstand (udover at spise og nasse på pladsen). Så han havde fået et skuldeklap og en pung. Pungen var tom. Bortset fra tre knapper.

Nu var der gået syv år. Syv forfærdelige, kolde, hårde år. Han havde klaret det, men gennem syv år havde han levet i rollen som den forhadte. Den udstødte. Det mest dækkende udtryk (efter hans egen mening) var: Den beskidte. Under en af de lange kolde aftener i en tilfældig gyde havde han fundet det. Skrevet på en mur. Den Beskidte. Han ændrede selv minusklen b i beskidte til versalen B. Derved opstod navnet Den Beskidte og pludselig følte han noget. Han følte sig varm.

Den Beskidte. Pjaltet gik han rundt i byen og tiggede. Ingen tog notits af ham. Ingen havde lyst til det og han forstod dem egentlig udmærket. I syv år havde han gået rundt og tigget af de samme mennesker. Syv år havde han været byens sorte får, men Den Beskidte Dreng med Knapperne (som byfolkene kaldte – eftersom det var alt han ejede) blev ved dag ud og dag ind med at tigge. Det var den eneste måde at overleve på, men det ville ikke fortsætte i evigt…

Byfolkene havde mødtes på rådhuset til stormøde. De havde alle besluttet at Den Beskidte Dreng med Knapperne ikke længere skulle have lov til at forpeste bybilledet med hans beskidte legeme. Derfor indførte de, tre dage før den værste vinter i mands minde belejrede byen, en lov. En lov, der forbød enhver at give Den Beskidte Dreng penge, når han tiggede og tillod de voksne at bruge vold mod ham, hvis han prøvede at tigge fra dem efter de havde sagt nej.

Den Beskidte lærte denne lov at kende tre timer efter dens vedtagelse. De unge mænd i byen gennempryglede ham på påskud af, at han bad en af sine eneste sympatisører, en gammel sød dame, om penge. Da de var færdige med ham, rendte blodet ned over hans tøj. Næsen blødte, et øjnebryn var knækket og et øje var farvet blåt. Hans ene arm revet af led, fem fingre brækket og to bukkede ribben.

Den Beskidte Dreng med Knapperne søgte tilflugt i kloakkerne. Ingen ville finde af dem. Ingen udover rotterne og så havde han i det mindste selskab. Et selskab, der passede ham glimrende. De var også beskidte.

De første fire dage i kloakken var de værste. Hans ene arme var stadig mobil og han lærte hurtigt at leve med sit nye handicap, men… et menneske skal have mad. Mad er energi og uden energi kan kroppen ikke holde sig i gang. Kroppen kan heller ikke (hvilket var værre) opvarme sig selv og den vinter der kom det år var den koldeste i mands minde.

Det var den femte dag det skete. Den Beskidte Dreng med Knapperne var så sulten og kulden var forfærdelig. Kloakkerne lå under jorden og frosten hang tungt i luften. Det beskidte kloakvand var frosset til og rotterne (hans eneste selskab) havde gemt sig i de tunneler, der gik længere ned i jorden, hvor der var varmere.

Det var omkring midnat, at han åbnede pungen. De tre knapper lå stadig i den, men det var ikke hvad Den Beskidte Dreng med Knapperne så. Han så tre chokolade stykker og tre stemmer hviskede: spis du kære.

Det var en unødvendig opfordring. Den Beskidte Dreng med Knapperne var sulten og havde intet spist i lang tid. Der var gået betændelse i hans sår og hans brækkede fingre led under frostbidt. Chokoladen ville give ham styrke. Styrke til at få varmen i de iskolde kloakker.

Han slugte den første knap, så den næste og så den tredje. Så faldt han i søvn. Senere vågnede han. En kvinde sad foran ham, bag hende stod en mand i soldater uniform. De smilte begge til ham. De virkede så velkendte. Var det hans mor og far? Som havde de læst hans tanker nikkede de begge og smilte varmt til ham. Varmt, men med bedrøvelse og tårer i deres øjne. Den Beskidte forstod. Han smilte tilbage. Han hviskede: det gør ikke noget.

Så forsvandt de og en tredje skikkelse trådte frem for ham. En stor hvid skikkelse, der hviskede med tre stemmer: du er hjemme nu.

Den Beskidte Dreng med Knapperne blev fundet i kloakkerne efter vinterens belejring. Hans hud blå som is og hans legeme ubevægeligt, men (til byfolkenes store overraskelse) var hans læber delt i et smil og i hans hånd lå der tre stykker chokolade.

søndag den 3. oktober 2010

Reformation


Han sidder der igen. Ved skrivebordets kant. Bøjet over et kaos af noter og papirer. Fejlede projekter. Dårlige tekster. Bestående af det mest uinspirerende kærlighedsbavl han længe har skrevet. Hår totter rives og ruskes i, men lige meget hjælper det. Der er intet at komme efter på dette skrivebord. Der er gammelt og slidt. Materialet er ikke hvad det har været og papirerne, der ligger derpå (resultatet af hans kunst) er skrevet for flere uger siden. Der er intet nyt. Brækfornemmelser og kvalmeopstød spreder sig, mens han uroligt flytter på sig. Så melder tanken sig:
REFORMATION
Bordet ryddes. Teksterne - de satans uduelige tekster - smides lige lugt i stålskraldespanden, der står ensomt i lokalets kliniske indretning og en ny mental tilstand indbefatter sig hos den unge kunstner. Det hele skal gøres bedre. Det skal forbedres. Med et snuptag griber de slanke bløde fingre om en sort kuglepen, der straks skratter mod skrivebordets overflade i et arrigt tempo.
En time senere står forfatteren på sin balkon. Nyder en aftensmøg, mens nikotinen finder ud i blodbanerne og giver et sus af skævhed. Han nyder det. Inde i den halvdunkle lejlighed, der kun lyses op af en enkelt lampe, står det gamle slidte skrivebord. Ud over dens før rene overflade, er der med jævne mellemrum spredt mange digte, tekster, tegninger, billeder, der hver især voldtager den gamle skrivestil og destruere alt originalt i et overvældende vandfald af forbedringer.
Over alt dette, på lejlighedens snehvide tapet, brillierer ordet:
REFORMATION

fredag den 1. oktober 2010

Metalhjertet banker koldt og dødt

Badum… Badum… Badum…

Det er den lyd man forventer

Bekræftelsen af at du er i live

Dog høres den ikke gennem mit bryst

Bag kød og knogler gemmer der sig en fæstning

En borg mur af koldt jern…

Dette er synet de møder

Mennesker, der vil tæt på mig

Der vil vide hvem og hvad jeg er

Alle bliver stoppet af den mørke silhuet

Metallet, der bremser og forviser

Det iskolde jern…

Jern smedet af intens og håbløs kærlighed

Et værn mod uvedkommende

En beskyttelse mod potentiel kærlighed

Mit hjerte står derved stille og jeg vandrer rundt

Håbløst. Iskold. Frem for alt andet… død.

Higer efter at nogen kan redde mig

Tryg ved tanken om, at dette ikke sker

Uden cigaretfilter smager smøgen ganske anderledes

Inhalerer. Inhalerer. Inhalerer. Inhalerer. Den sorte tjære bevæger sig via røgen ned til lungerne, hvor det sætter sig på de i forvejen slibrige og klistrede lunge vægge.

De giftige gasser fandt hurtigt ud i blodet. Hurtigere end normalt. Nikotinen steg til hjernen. Gjorde ham fuldstændig skæv og rundt på gulvet.

Alt sammen pga. et manglende filter. Den sidste cigarets filter var brækket af og nu måtte de tørre læber nøjes med det tynde papir, der tydeligt smagte af tobakken, der var tætpakket inde i den hvide indkapsling. Små rester fandt vej ind i munden og gav følelsen af at tyggeskrå. En halvkvalmende og ulækker fornemmelsen.

Det var bare ikke det samme uden filteret.