onsdag den 1. september 2010

Boksen

Der er ingen vej udenom. Den hænger over os som en dom. Boksen. Den store rummelige boks. Indholdet af livet og alt andet er kapslet inde her. Og der er ingen flugt. Selv ikke med et terningslag, der skulle sprænge rammerne for dette rum – denne boks. For boksen er alt og terningen kan ikke give dig mulighed for at gå uden for boksen, thi der intet er derude. Den er som et univers, der konstant udvider sig, men som i sin eksistens er absolut. Det er den store sammenhæng og uden for denne sammenhænge findes der intet. Man kan ikke sætte sig uden for verdenen omkring sig, da denne verden laver de ideer som der opstår i hjernen – det mægtige kontroltårn. Hjernen er blevet programmeret af det vi er som personer, det vi bliver, det vi vil være, det vi ville være og etc. etc. Jeg tror mit budskab er ved at bryde igennem din hjernebarks sfære. Boksen skal nemlig forstås som det ultimative. Som hele vores boldbane, hvor vi hver eneste dag spiller spillenes spil. Livet er i denne sammenhæng en underboks – en boks inde i boksene. Her holder den til med flere andre af sine medbokse og udspiller sin rolle som var den en mitokondrier i en eukaryot celle. En organel blandt mange andre. Og alle disse finder deres plads i denne universal celles cytoplasma. Der er ingen flugt. Der er ingen udvej, men dette udelukker ikke nytænkning og disse tankers revolution. Boksen er ej udforsket, thi den mængde af boksen som vi har et logistisk overblik over, ligger på samme niveau som overblikket over det univers, hvor vores kære planet Jorden befinder sig. Det er så at sige et sted, hvor enhver kan drage ud. En pjalt, en konge, en skribent, en kommunalarbejder, en præsident eller den lokale pizza ejer. Individet sætter selv grænser for dettes udforskning, da mulighederne er uendelige i forhold til vores kunnen. Vi har end ikke en brøkdel af de færdigheder, der er nødvendige for at udforske det uendelige omkring os. Denne boks, der danner vores rammer. Rammer, der ikke kan brydes. Rammer uden for vores menneskelige rækkevidde og vi skulle endda være den skabning på vores planet, der skulle have den største rækkevidde i dette rum pga. vores viden og vores evne til at begå os i nye situationer. Vi kan lære af fejltagelser og selv finde nye veje i kaosset. Dog er vi håbløst utilstrækkelige, når det handler om at komme ud af de absolutte rammer. Den revolution, der spirer i vores ungdom, vil sprænge rammer, men ikke Boksens rammer. For i tilfælde af, at de kunne brydes – rammerne – og at en tilværelse uden for det universelle var et opnåeligt mål, så ville det eksisterende fundament, som vores liv blandt andet bygger på, falde sammen. Intet ville længere give mening. Her tales der ikke om den måde, hvorpå en nymoderne kunstner forbløffer og ryster folk med sit nyeste, vildeste og meningsløse værk, men på den følgende måde: intet ville længere hænge sammen. Alt ville smuldrer. Og hvor fristende denne tanke end er, så ville tilværelsen blive knust og ved dette ville alt forsvinde. Selv nytænkningen og nytænkningen er jo det element, der driver os. Det der får os til at bryde de opnåelige rammer – de der er inde for rækkevidde. Uden nytænkning ville hverken du, jeg, vi, dem eller ham/hun/den/det være i stand til at udfører den rolle vi er blevet tildelt og den rolle vi selv har valgt, at tildele os selv. Da det nu er slået på plads, at rammerne – i tilfælde af en mulig brydning – ville falde sammen og derved medfører boksens endegyldige kollaps (herved ophører alt grund til eksistens), vil jeg nu endnu en gang belyse, at boksens mulige grænser ikke er opnåelige. Individet kan i denne mulighedernes sandkasse – også kaldet boksen – selv skabe sin identitet og gennem nytænkning opnå sine mål, der alle endegyldigt må være af en revolutionær art. Dette er boksens præmisser – der er ingen vej uden om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar