tirsdag den 7. september 2010

Anderledes

Det er en forbandelse og en gave. Noget der gør ondt, mens det gør godt. Dét at man ikke passer ind. Dét at man aldrig kommer til at passe ind. Normerne danner barrierer og det sociale system har problemer med accepten. Accepten af dig. Af mig. Accepten af vores fælles træk og vores forskelligheder. Forskelligheder er der nok af; af fælles træk er der alt for få.

Det burde være anderledes og så igen; det handler nok netop om at vi er anderledes. Derfor må vi melde fra, melde os ud og melde pas. Ikke fordi vi har lyst, men fordi vi hellere selv vil sige vi ikke længere dur. Ellers er der andre, som gør det. Stolthed er ikke drivkraften for os, men viljen til ikke at blive såret. Derfor sårer vi os selv. Stikker os selv. Bider os selv. Dræber os selv… og vi slikker selv sårene. Slikker dem rene. Alene.

Forbandelse og gave. Forbandelse på grund af smerte. Gave på grund af, at vi dog stadig selv kan melde fra. At vi kan melde fra og melde os selv ud før andre gør det. Beskytter os selv. Trækker os til os selv. Eller rettere: jeg trækker mig til mig selv. Beskytter mig selv. For det er mig der er anderledes. Ikke du. Du ved, hvad der skal gøres. Det gør jeg ikke. Jeg er anderledes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar