onsdag den 29. september 2010

Informationen – en energikilde

Det er en rendyrket form for energi. Det flyder gennem æonerne, århundrederne, generationerne og gennem individet. Information er den energi kilde, der virker som strømforsyning til vores hukommelse, intuition, fornuft og emotionalitet. Det er et råstof på plan med luft, mad, metal etc. Den igangsætter hjernevirksomhed og genskaber sig selv gennem hjernens processorer, der omformer den gamle information til ny information gennem kendsgerninger og facts. Hver gang denne reproduktion foregår skabes der en ny generation af information. Det er et evigt kredsløb, der er en del af evolutionens mange afkom og en af de vigtigste faktorer, når mennesket suverænitet skal forklares og underbygges.

tirsdag den 7. september 2010

Godt nok

Det kan ikke diskuteres. Reglerne og normerne siger at sådan er det bare. Teorien siger det. Læren siger det. Eleven makker ret. Eller gør han/hun?

For i sit stille sind føler han/hun at dette er forkert. Det kan ikke passe. Vi er ikke legetøj, der proppes ned i skotøjsæsker. Det nægter eleven at tro på. Dette ytrer han/hun. Læreren slår fra sig. Sådan er det bare. Eleven tror det ikke. Nægter at tro det. Læren slår det fast (med syvtommers søm) at sådan er det.

Dette er ikke godt nok.

Eleven går fra lokalerne på den skole, hvor læreren propper nonsens ind i hovedet på andre elever. Skolen, hvor meninger er meninger og lærens ord er lov. Læren siger, at teorien hersker. Den forbandede teori. Hjemsøger skolen og kvæler individerne, men eleven ved bedre. Eller rettere: eleven ved noget andet.

Det er godt nok.

Anderledes

Det er en forbandelse og en gave. Noget der gør ondt, mens det gør godt. Dét at man ikke passer ind. Dét at man aldrig kommer til at passe ind. Normerne danner barrierer og det sociale system har problemer med accepten. Accepten af dig. Af mig. Accepten af vores fælles træk og vores forskelligheder. Forskelligheder er der nok af; af fælles træk er der alt for få.

Det burde være anderledes og så igen; det handler nok netop om at vi er anderledes. Derfor må vi melde fra, melde os ud og melde pas. Ikke fordi vi har lyst, men fordi vi hellere selv vil sige vi ikke længere dur. Ellers er der andre, som gør det. Stolthed er ikke drivkraften for os, men viljen til ikke at blive såret. Derfor sårer vi os selv. Stikker os selv. Bider os selv. Dræber os selv… og vi slikker selv sårene. Slikker dem rene. Alene.

Forbandelse og gave. Forbandelse på grund af smerte. Gave på grund af, at vi dog stadig selv kan melde fra. At vi kan melde fra og melde os selv ud før andre gør det. Beskytter os selv. Trækker os til os selv. Eller rettere: jeg trækker mig til mig selv. Beskytter mig selv. For det er mig der er anderledes. Ikke du. Du ved, hvad der skal gøres. Det gør jeg ikke. Jeg er anderledes.

onsdag den 1. september 2010

Et anonymt virke

Han gik rundt om kirken hver dag. Slæbte sig selv af sted. Hans højre ben var ikke, hvad det havde været og udstationeringen få år tilbage havde efterladt en souvenir – en bly kugle, der sad fast i knoglen. Han vidste ikke hvorfor, men feltlægen kunne ikke få den ud, den gang han lå på en af de mange bårer i de medicinske barakker.

Det var dog også ligegyldigt. Krigen havde været ligegyldig og da han endelig kom hjem – som den eneste overlevende fra sin fødeby – var der ingen der kunne huske at han havde været borte. Og hans familie viste ikke forståelse over han skade og den service han havde udført i krigen. De skændte blot på ham for ikke at have deserteret fra fronten. Så kunne have fået en uddannelse og tjent gode penge – de så ham kun som en økonomisk investering, der havde nasset sig til et ni måneders ophold i sin moders mave.

Men på trods af alt dette havde han fundet sig et job – ikke et velbetalende ét af slagsen – og han gjorde sit til at få regningerne betalt. Han var en anonym birolle i landsbyen og ville nok altid være det, sådan som han nu spadserede om på nord siden af kirken, hvor spiret var placeret.

Højt over ham hang messing klokken. Han fandt det lille indhak i spirets facade, hvor en lille trædør stod. Den var også meget anonym. Han stak sin nøgle i låsen. Den var også meget lille. Med en håndbevægelse og et skulder skub gik døren knirkende op. Den havde udført dens virke. Nu var det hans tur til at gøre sit.

Der hang en mølædt snor inde bag døren. Den fortsatte op i et mørket og et eller andet sted deroppe var den bundet fast til klokken. Han havde tit tænkt over hvordan det var at hænge derinde i mørket, men tanken var altid flygtig og han havde et arbejde der skulle gøres.

Han tog fat og hev til. Messing klokken rungede. Sendte budskabet ud. Nu var der kirkegang. Hele byen begyndte at myldre op imod den hvide bygning for at modtage Herrens velsignelser. Efter 97 slag gav han slip. De gamle hænder gjorde ondt, men han ignorerede smerten. Hans hverv og virke var overstået. Ganske anonymt trak han sig fra kirken – ledsaget af landsbyens stemmer, der sang lovprisende hymner til Herren.

Mennesket er kun tvunget af et virke, så længe dette virke giver fred.

Et virke der giver fred?

Svaret på dette…

Et anonymt virke.

Afbildning

Visse ting skal og må afbilledes – på den ene eller den anden måde. Om det er så er af pennens vej, der nedskriver og beskriver, eller gennem penslen, der malerisk og farvefuldt – eller ej – danner et billede, hvilket pøbelen – eller folket – kan beundrer, når det udstilles bag en tilfældig glasmontre (det bedste eksempel er Mona Lisa, der passivt ser til, mens tilskuerne sværger at hun kigger på dem – ligegyldigt hvor de står).

En kunstner – maler, skribent etc. etc. – har pludselige – eller planlagte – udbrud af kreativitet, der eksploderer som Vesuv en gang gjorde og ligger byen – i denne forstand menneskets sind – i ruiner. Derefter er det op til personen selv at genopbygge sit sind med den nye software – det kreatives indtryk – og programmere denne ind i mainframen – hjernen.

For det at vi vælger at genopbygge os selv med de nye indtryk giver plads til nye udbrud og derved fortsættes processen i en evig cirkel. Eller… så længe nogen genopbygger sindet for derefter at skabe noget nyt.

Boksen

Der er ingen vej udenom. Den hænger over os som en dom. Boksen. Den store rummelige boks. Indholdet af livet og alt andet er kapslet inde her. Og der er ingen flugt. Selv ikke med et terningslag, der skulle sprænge rammerne for dette rum – denne boks. For boksen er alt og terningen kan ikke give dig mulighed for at gå uden for boksen, thi der intet er derude. Den er som et univers, der konstant udvider sig, men som i sin eksistens er absolut. Det er den store sammenhæng og uden for denne sammenhænge findes der intet. Man kan ikke sætte sig uden for verdenen omkring sig, da denne verden laver de ideer som der opstår i hjernen – det mægtige kontroltårn. Hjernen er blevet programmeret af det vi er som personer, det vi bliver, det vi vil være, det vi ville være og etc. etc. Jeg tror mit budskab er ved at bryde igennem din hjernebarks sfære. Boksen skal nemlig forstås som det ultimative. Som hele vores boldbane, hvor vi hver eneste dag spiller spillenes spil. Livet er i denne sammenhæng en underboks – en boks inde i boksene. Her holder den til med flere andre af sine medbokse og udspiller sin rolle som var den en mitokondrier i en eukaryot celle. En organel blandt mange andre. Og alle disse finder deres plads i denne universal celles cytoplasma. Der er ingen flugt. Der er ingen udvej, men dette udelukker ikke nytænkning og disse tankers revolution. Boksen er ej udforsket, thi den mængde af boksen som vi har et logistisk overblik over, ligger på samme niveau som overblikket over det univers, hvor vores kære planet Jorden befinder sig. Det er så at sige et sted, hvor enhver kan drage ud. En pjalt, en konge, en skribent, en kommunalarbejder, en præsident eller den lokale pizza ejer. Individet sætter selv grænser for dettes udforskning, da mulighederne er uendelige i forhold til vores kunnen. Vi har end ikke en brøkdel af de færdigheder, der er nødvendige for at udforske det uendelige omkring os. Denne boks, der danner vores rammer. Rammer, der ikke kan brydes. Rammer uden for vores menneskelige rækkevidde og vi skulle endda være den skabning på vores planet, der skulle have den største rækkevidde i dette rum pga. vores viden og vores evne til at begå os i nye situationer. Vi kan lære af fejltagelser og selv finde nye veje i kaosset. Dog er vi håbløst utilstrækkelige, når det handler om at komme ud af de absolutte rammer. Den revolution, der spirer i vores ungdom, vil sprænge rammer, men ikke Boksens rammer. For i tilfælde af, at de kunne brydes – rammerne – og at en tilværelse uden for det universelle var et opnåeligt mål, så ville det eksisterende fundament, som vores liv blandt andet bygger på, falde sammen. Intet ville længere give mening. Her tales der ikke om den måde, hvorpå en nymoderne kunstner forbløffer og ryster folk med sit nyeste, vildeste og meningsløse værk, men på den følgende måde: intet ville længere hænge sammen. Alt ville smuldrer. Og hvor fristende denne tanke end er, så ville tilværelsen blive knust og ved dette ville alt forsvinde. Selv nytænkningen og nytænkningen er jo det element, der driver os. Det der får os til at bryde de opnåelige rammer – de der er inde for rækkevidde. Uden nytænkning ville hverken du, jeg, vi, dem eller ham/hun/den/det være i stand til at udfører den rolle vi er blevet tildelt og den rolle vi selv har valgt, at tildele os selv. Da det nu er slået på plads, at rammerne – i tilfælde af en mulig brydning – ville falde sammen og derved medfører boksens endegyldige kollaps (herved ophører alt grund til eksistens), vil jeg nu endnu en gang belyse, at boksens mulige grænser ikke er opnåelige. Individet kan i denne mulighedernes sandkasse – også kaldet boksen – selv skabe sin identitet og gennem nytænkning opnå sine mål, der alle endegyldigt må være af en revolutionær art. Dette er boksens præmisser – der er ingen vej uden om.

Tempo skift

Trykker bremsen hårdt i bund. Mærker hvordan farten aftager, men det er ikke nok. Det går stadig alt for hurtigt. Omgivelser og personer suser forbi i en nu stadig tiltagende fart. Desperation. Afbrydes af klarhed. Klarhed. Min hånd lukker sig om håndbremsen. Grebet strammes. En enkelt bevægelse. Et pludseligt stød. Alt stopper. Airbags hamrer mod mit hoved. Føles som en massiv masse af jern. Fartøjet holder stille. Jeg kravler ud. Nyder mine omgivelser. Hastigheden ligger på 0. Bilen står bag mig. Sydende og osende. Motoren giver sig. Lyder som en gammel mand. Det rør mig ikke. Omgivelserne er mit fokus. Jeg nyder det. Jeg står stille. Farten er 0.

Tempo skift –

I like it.