tirsdag den 17. august 2010

Semimennesket

Et semimenneske dét er, hvad jeg er. Det efterfølger mig overalt. Som en skygge. Det starter allerede, når jeg vågner. Eller vågner jeg? Jeg føler aldrig jeg har sovet og derved kan jeg vel ikke vågne? Men føler heller aldrig, at jeg er vågen i løbet af natte. En form for demisøvn, er den tilstand mit sind indtages af om natten. Så starter dagen og allerede ved morgenmaden skinner det igennem. Jeg hælder et ækelt og simpelt morgenmadsprodukt op i en tallerken, men det bliver hældt ud på bordet. Min tallerken står stadig i skabet og mælken står i supermarkedet. Af den grund dropper jeg det hver morgen. Lader tallerkenen stå og maden rådne.

Skal altid arbejde klokken 10.35. Der er ingen vej udenom. Ingen flugt eller smutvej. Hver eneste dag slæber jeg mit semilegeme gennem min rodede lejlighed, hvor et demikaos hersker. Gamle madrester, halvglemte bøger og alskens skrald ligger spredt over det hele. Jeg tager mig ikke af det. Et semimenneske som jeg behøver ikke bekymrer sig om sine omgivelser. Jeg lever kun halvt, så tanken om rodets omfang bliver halveret selvom dets omfang er enormt. Dog får jeg forceret afstanden fra køkkenet til hallen. Der står en enkelt sko derude. Jeg tager den på. Traver ud af døren.

Halvt om halvt, når jeg ud på gaden. Føler ikke, at der er mere. Føler ikke helheden. Tænker på tallerkenen med de ækle rester fra morgenmaden. Mærker den kolde asfalt under min ene nøgne fod. Tænker på, at jeg skal ned til supermarkedet og købe mælk. Tænker… det bliver ikke til mere. Mine tanker bliver halve. Min hjerne slår fra. Prøver febrilsk at gribe helheden. Vil opnå følelsen af helhed, men jeg er et semimenneske. Jeg opnår aldrig helheden.

Min semimenneskehjerne opgiver tankerne. Jeg tager på arbejde. Går halvvejs. Går ned til supermarkedet. Køber en halv mælk. Går hjem. Glemmer alt om, at jeg hældte de sidste rester af morgensmadproduktet op i morges. I morgen har jeg mælk, men ingen morgenmad.

Du forbandede semimenneske…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar