søndag den 15. august 2010

Foråret var lige begyndt

Træerne luftede tanken om at springe ud. I mellemtiden gik han rundt i Parken. Den gamle mand med det hvide skæg. Det gjorde han altid. Traskede af sted i hans gamle slidte gummistøvler, hvis såler var tyndslidt og mølædte. Omtrent så tyndslidte som hans knogler og så mølædte som hans gamle magre kød.

Toget havde kørt denne gamle mand hele vejen til døren. Det stoppede op med hvinende bremser blot et bag meter fra Parkens store egetræs port. Manden havde synes, at det godt nok var lidt mærkeligt med den egetræs port, men ikke desto mindre var han gået igennem den. Havde opbrugt det meste af sin styrke på at åbne den massive port.

Nu traskede han. Rundt i Parken. Hvad skulle han ellers? Porten var blevet hamret i bag ham og den meterhøje mur omkring det grønne areal indbød ikke til flugt. De overbeviste ved første øjekast tilskueren om, at der ikke var noget at komme efter. Fængslet var fysisk såvel som psykisk.

Den gamle mand følte sig dog fri. De grønne træer i parken, der stod som forældre og passede på græsset, som legede forsigtigt med vinden, beplantede en dyb ro i hans indre. Togturen havde tæret meget på hans kræfter, så nu måtte han hvile sig, men på trods af dette havde turen været det hele værd. Parken lod roen spirer i ham.

Tanken om, at dette sted med sin fantastiske ro skulle være hans fængsel, var slet ikke skræmmende. Han havde, hvad han havde brug for. Den rislende vind i ørerne og den bløde jord beklædt med græs under ham. Mad og vand var en mangelvare, men for den gamle mand var det en unødvendig mangelvare.

Han traskede rundt til det blev mørkt. Fulgte muren, mens solen skiftede placering på himmelen. Opførte sig som den lille viser på et ur. En time gik og han passerede det sted, hvor hans trasken havde taget sin begyndelse. Efterhånden blev det mørkt.

Den sidste kraft forsvandt fra hans gamle legeme. Under et træ i parkens midt dumpede de slappe muskler sammen. Et par blomster rundt omkring begyndte at åbne sig. ”Hvor ironisk…” mandens stemme var sløv og raspende. De grå øjne stirrede på blomsterne, ligesom de en gang havde stirret på unge piger i lårkorte nederdele. ”For blomsterne er foråret kun lige begyndt… men for mig slutter det nu.” Øjnene lukkede sig. Han drog et sidste lettelsens suk.

Tilbage i parken rørte intet sig. Kun vinden fik træerne til at hviske sammen over den gamle mand. Midt på aftenen blev de stille. De gik fra hvisken til vågen. Vågen over den gamle mand, hvis legeme aldrig skulle fjerne sig fra pladsen under deres bladfyldte grene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar