tirsdag den 31. august 2010

Brun farve

Det er over det hele. En smattet substans, hvis klistrende overflade klamrer sig fast til mit tøj. Det er brunt og minder mig om ekskrementer. Minder om lort. Menneskelort, men er det alligevel ikke. Lugten mangler og måde hvorpå slimet sidder klamret fast i plamager, minder mig mest af alt om størknet harpiks.

Det er besværligt at bevæge sig med dette lag af ”wannabe” lort. Mine bukser føles tungere. Mine arme kan løftes. Dette brune snask trækker mig ned. Brunt snask. Det er brunt. Tanken om lort er igen nærliggende, men… det er altså ikke lort. Lugten mangler. Dog er det brunt. Lortebrunt, eller faktisk ikke. Det er en ren brun farve.

Jeg bevæger mig tungt hen imod et kar med vand. Jeg vil af med snasket, men jo tættere jeg kommer, jo mere trækker dette tunge læs af brune substanser mig ned.

Karret stod ubrugt dagen efter. Tæt på det lå en brun bunke af smattet lort.

mandag den 30. august 2010

Besættelsen

Savner smagen af salte tårer, der kilder på vej ned over rødmende kinder. Savner lugten af blod, der pibler ud fra sprukne og lig blå læber. Savner synet af orange ild, der fortærer og steger den fedtholdige hud…

Mit savn er endeløst og presser mig ud i begærets yderste grænseområde. På grænsen til det ekstreme, der hvor begær og savn i fællesskab bliver til besættelse. En besættelse, der i sidste ende vil tage mit usle sølle liv og smide det i rendestenen, hvor rotter og andre skadedyr vil smovse det i sig. En besættelse af dig, min kære læser.

For jeg elsker din reaktion og den måde som kun DU kan udtrykke din væmmelse. Væmmelse, der opstår ved din afstandstagen til mine tekster og budskaber. Det giver en følelse, der er ubeskrivelig. Ikke på bølgelængde med kærlighedens glødende flammer, men ej heller over eller under denne følelse. Paradoksalt nok den samme følelse som had, hverken svagere eller stærkere og dog ej heller den sammen.

Vil have smagen af salte tårer tilbage. Vil have lugten af blod tilbage. Vil have synet af ild tilbage. Og alt dette skal nok komme tilbage. Jeg skal blot blive ved med at skrible, skrive og digte. Din reaktion, min kære læser, vil give mig alt det jeg savner tilbage og bekræfte min besættelse, men savnet forstummes kun for en kort periode. Så tændes det på ny og besættelse får nyt liv.

Det hele ender i en cyklus, som nogle ville kalde en ond cirkel. Jeg kalder den blot en skribents besættelse.

Opråb fra en ung forfatter

Jeg er mig og du er dig. To halvvoksne mennesker i vores attende år. Det bedste år. Ungdomsår. De bedste år. Vi er den ny generation – de nye arbejdere og teknologer. Kunstnere og politikere. McDonald’s medarbejdere og rengøringsdamer. Vi skal tage over hvor de ældre stiger af. Som et tog, der først tømmes og siden fyldes på stationens cementerede perroner.

Men er det en nødvendighed? Skal du og jeg overtage de gamle roller, blot for en gang selv at blive erstattet på samme måde? Skal vi gå på en 65 års standard pension og bo i ældrebolig? Er det, der bliver forventet? Er det en lov, der er absolut?

Mit svar til det ovenstående er: ”Nej.”

Vi behøver ikke lade dette gamle tog – dette bestående samfund – være noget, der skal bestemme, hvad vi skal gøre. Vi har selv valget og dette tog har brug for et sporskift. Der skal nye tanke til. Vores tanker. Vi unge. De gamle har haft deres tid og selvfølgelig skal de have medbestemmelse… MEN! Vi er dem, der tager over. Vi er fremtiden.

Og fremtiden er, hvad vi skaber. Vi er så at sige dét, som vi gør os selv til. I morgen kan vi stå ud af sengen og derefter beslutte, hvordan vores liv skal udfolde sig. Vi gør dette gennem handlinger og interaktion med andre unge. De gamle kan her have en ”guidende” rolle. De kan fortælle os om deres liv og deraf kan vi lærer, hvordan man IKKE skal gøre!

Rammerne skal sprænges og i særlig grad de ældres rammer. Vi fortjener ikke magt medmindre vi selv kan skabe vores eget samfund. Et samfund med nye ideer. Et sted, hvor pegefingeren ikke bliver hævet ved den mindste overtrædelse af et ældre individs ”selvhøjtidelige” regler. Et sted, hvor der sættes en ny dagsorden. Hvor reglerne er ikke eksisterende.

Dette er et opråb. Mit opråb. Et opråb fra en simpel gymnasieelev, der går forfatterens vej. Et enkelt individ, der ønsker nytænkning. En form for nytænkning, der skaber en verden, hvor tingene er værd, at kæmpe for og hvor de nytænkende får plads til at boltrer sig, mens traditionalister kan sidde hjemme og rådne i deres rottehuller.

En ting har jeg tilbage at sige dig:

”Er du klar til at skabe en ny verden?”


torsdag den 26. august 2010

Råddenskab

Stinkende dampe stiger til vejrs efterhånden som mændene får vendt det stinkende lig. Under processen falder klumper af mørnet kød fra de gullige knogler. Huden er en krydret suppe af kakerlakker, orme og råddenskab. Råddenskab. Det perfekte udtryk. Det fungerede i situationen og de mange mænd kunne næppe afslutte en sætning uden dette ord.
Liget lå nu udstrakt på rygge. Maveskindet var rådnet væk, hvilket havde resulteret i en ren lavine af indvolde, der grådigt strakte sig ud over det størst mulige område. Hovedet var en levende masse af biller og alskens udyr. Mændene kastede en spand vand henover den levende mark af pesticider og kryb. De blev vasket væk af regnskyllet.
Et hæsligt, vansiret og grotesk ansigt kom til syne. Nogle steder var kødet gnavet af helt ind til kraniets knogle facade. Andre steder lå der sydende væsker af halvfortæret kød. Blegt blodforladt kød. Mændene tildækkede deres næser med klude og kiggede væk… eller rettere: De prøvede. Forsøgte. Det hjalp ikke. Deres øjne var limet til råddenskabens højborg og de blev mødt af udhulede øjne, hvor maddikerne lystigt boltrede sig rundt i et af deres vanlige orgier.
De tog fat. Bandt tørklæde, klude eller trøjer rundt om næse og mund. Forseglede det med en knude, så hård som jern. Så stram så en jomfrus ubrugte skede. De sorte hår på de yngre mænds dirrede. Sved klatter fastsatte sig som tæger. Dannede tykke plamager. En dråbe af den ildelugtende væske ramte en overmoden bums, der ved den blotte berøring gjorde mine til atomsprængning.
Liget blev smidt ud på heden. Efterladt mellem de strittende strå, hvor liderlige småkravl fandt vej til det. Mens mændene sad trygge på en kro, hvor de drak deres halvgærede øl fra kalkede glas, gik de glip af festgilde. Heden var inficeret og overfyldt med dyr. Fra de mindste maddiker til de største rotter.
Råddenskaben herskede den nat.

torsdag den 19. august 2010

Demi frère et demi soeur

Halvblods søskende. Mødte hinanden i fjord. Faderen havde de til tilfælles. Mødrene var damen, der findes på kroen i enhver lille flække. Folk med blod af alkohol og hjerner af cigaret smog. Faderen havde ej heller været anderledes og dog var der kommet to smukke unge mennesker ud af disse ynkelige parringer.

onsdag den 18. august 2010

ENFANT TERRIBLE

Han sidder i hjørnet. Enhver, der nærmer sig, får et koldt blik, skurende tænder og en hunds knurren som hilsen. Man nærmer sig ham ikke. End ikke familien, der boede under samme tag med denne deres søn. Alle var bange for ham. Ikke på grund af frygten for hans voldsomhed, men fordi den unge dreng havde en ubehagelig ryst. Den stemme han var født med fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Selv hans fader, den store klippe i familien, frygtede hans søn. Et fnys fra drengen kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen af den store mand. Bred som en træstamme i dagligdagens verden, men rystende som espeløv, når han bevægede sig inden for hjemmets fire murer.

Moderen havde det ikke lettere. Hun havde sat dette utyske, denne rebel, denne infernalske knøs i verden. Båret ham i skamfulde 9 måneder indtil han endelig kom til verden på en kold november dag. De gamle koner i byen havde allerede givet hende varsler. Han var blevet undfanget under en ond stjerne, var hvad de sagde, men hun havde ikke taget det til sig. Hun skulle føde og glædede sig til, at bringe endnu et barn til verdenen, men… denne hendes søn var ikke et normalt barn. Selv ved fødslen. Allerede dér viste han sit indre væsen. Ikke så snart var han kommet ud af sin moders skød, før han fløj i struben på jordemoderen. Hun havde held til at ryste ham af, men døde af en infektion fra de bid hun pådrog sig.

Han havde indprentet lægens ansigt. Havde set blodet forsvinde fra hans legeme. Set lægen dø. Han havde nydt det og fra da af havde ondskaben taget bolig i barnet. Nu sidder han hver dag ovre i stuens dunkle hjørne. Hans tænder skurrer. Hans øjne lyner. Og han mumler på sit eget sprog, der for andre er fuldstændigt uforståeligt. Gutturale lyde tvinger deres vej op gennem struben. Folk skutter sig, når de hører de raspende ord. Deres tanker bevæger sig hen mod, hvad der foregår inde i drengens hoved. Gyselige ideer om hans lyster rammer dem alle som dunhammere. Drengens øjne stirrer på de huset øvrige beboer én efter én.

Ud af ingenting kommer det så. Uventet. Ingen af de tilstedeværende havde regnet med det. Drengen lader normalt ikke ord undslippe sine læber, mens det stadig var dag og solen stod stædigt på himmelen i den fjerde timer. Skinner ind gennem vinduet. Lander på drengens ansigt. Tossede øjne, spidse tænder og ravruskende grotesk ansigt kommer til syne. En højlydt gysen går gennem familien ved middagsbordet. Han rejser sig. Drengen stiller sig op. Ranglet med senede muskler. Faderen rejser sig nervøst: ”Rolig mit barn.”

Drengen smiler først, bliver så kold i blikket og munden former en lige streg. Mørke øjne spærres op og fra struben kommer den forfærdelige stemme: ”Est une ENFANT TERRIBLE!”

Skrig, højlydte skrald og gråd kan høres på gaden…

tirsdag den 17. august 2010

Semimennesket

Et semimenneske dét er, hvad jeg er. Det efterfølger mig overalt. Som en skygge. Det starter allerede, når jeg vågner. Eller vågner jeg? Jeg føler aldrig jeg har sovet og derved kan jeg vel ikke vågne? Men føler heller aldrig, at jeg er vågen i løbet af natte. En form for demisøvn, er den tilstand mit sind indtages af om natten. Så starter dagen og allerede ved morgenmaden skinner det igennem. Jeg hælder et ækelt og simpelt morgenmadsprodukt op i en tallerken, men det bliver hældt ud på bordet. Min tallerken står stadig i skabet og mælken står i supermarkedet. Af den grund dropper jeg det hver morgen. Lader tallerkenen stå og maden rådne.

Skal altid arbejde klokken 10.35. Der er ingen vej udenom. Ingen flugt eller smutvej. Hver eneste dag slæber jeg mit semilegeme gennem min rodede lejlighed, hvor et demikaos hersker. Gamle madrester, halvglemte bøger og alskens skrald ligger spredt over det hele. Jeg tager mig ikke af det. Et semimenneske som jeg behøver ikke bekymrer sig om sine omgivelser. Jeg lever kun halvt, så tanken om rodets omfang bliver halveret selvom dets omfang er enormt. Dog får jeg forceret afstanden fra køkkenet til hallen. Der står en enkelt sko derude. Jeg tager den på. Traver ud af døren.

Halvt om halvt, når jeg ud på gaden. Føler ikke, at der er mere. Føler ikke helheden. Tænker på tallerkenen med de ækle rester fra morgenmaden. Mærker den kolde asfalt under min ene nøgne fod. Tænker på, at jeg skal ned til supermarkedet og købe mælk. Tænker… det bliver ikke til mere. Mine tanker bliver halve. Min hjerne slår fra. Prøver febrilsk at gribe helheden. Vil opnå følelsen af helhed, men jeg er et semimenneske. Jeg opnår aldrig helheden.

Min semimenneskehjerne opgiver tankerne. Jeg tager på arbejde. Går halvvejs. Går ned til supermarkedet. Køber en halv mælk. Går hjem. Glemmer alt om, at jeg hældte de sidste rester af morgensmadproduktet op i morges. I morgen har jeg mælk, men ingen morgenmad.

Du forbandede semimenneske…

søndag den 15. august 2010

Foråret var lige begyndt

Træerne luftede tanken om at springe ud. I mellemtiden gik han rundt i Parken. Den gamle mand med det hvide skæg. Det gjorde han altid. Traskede af sted i hans gamle slidte gummistøvler, hvis såler var tyndslidt og mølædte. Omtrent så tyndslidte som hans knogler og så mølædte som hans gamle magre kød.

Toget havde kørt denne gamle mand hele vejen til døren. Det stoppede op med hvinende bremser blot et bag meter fra Parkens store egetræs port. Manden havde synes, at det godt nok var lidt mærkeligt med den egetræs port, men ikke desto mindre var han gået igennem den. Havde opbrugt det meste af sin styrke på at åbne den massive port.

Nu traskede han. Rundt i Parken. Hvad skulle han ellers? Porten var blevet hamret i bag ham og den meterhøje mur omkring det grønne areal indbød ikke til flugt. De overbeviste ved første øjekast tilskueren om, at der ikke var noget at komme efter. Fængslet var fysisk såvel som psykisk.

Den gamle mand følte sig dog fri. De grønne træer i parken, der stod som forældre og passede på græsset, som legede forsigtigt med vinden, beplantede en dyb ro i hans indre. Togturen havde tæret meget på hans kræfter, så nu måtte han hvile sig, men på trods af dette havde turen været det hele værd. Parken lod roen spirer i ham.

Tanken om, at dette sted med sin fantastiske ro skulle være hans fængsel, var slet ikke skræmmende. Han havde, hvad han havde brug for. Den rislende vind i ørerne og den bløde jord beklædt med græs under ham. Mad og vand var en mangelvare, men for den gamle mand var det en unødvendig mangelvare.

Han traskede rundt til det blev mørkt. Fulgte muren, mens solen skiftede placering på himmelen. Opførte sig som den lille viser på et ur. En time gik og han passerede det sted, hvor hans trasken havde taget sin begyndelse. Efterhånden blev det mørkt.

Den sidste kraft forsvandt fra hans gamle legeme. Under et træ i parkens midt dumpede de slappe muskler sammen. Et par blomster rundt omkring begyndte at åbne sig. ”Hvor ironisk…” mandens stemme var sløv og raspende. De grå øjne stirrede på blomsterne, ligesom de en gang havde stirret på unge piger i lårkorte nederdele. ”For blomsterne er foråret kun lige begyndt… men for mig slutter det nu.” Øjnene lukkede sig. Han drog et sidste lettelsens suk.

Tilbage i parken rørte intet sig. Kun vinden fik træerne til at hviske sammen over den gamle mand. Midt på aftenen blev de stille. De gik fra hvisken til vågen. Vågen over den gamle mand, hvis legeme aldrig skulle fjerne sig fra pladsen under deres bladfyldte grene.