fredag den 16. juli 2010

"Hjertesti"

Går alene rundt i Odders små snørklede gader. Regnen falder tungt omkring mig og fremtvinger ulidelige tanker om dit manglende nærvær. Hver eneste dråbe er en ny tanke. Jeg søger tilflugt under et træ, men selv her rammer regnen mig. Gennem regnens tykke slør fanger et skilt min opmærksomhed. ”Hjertesti”. Jeg føler mig draget og der går kun få sekunder før regnen står ned over mig, mens mine ben tvinger mig mekanisk frem. Regnen bryder gennem mit sind, der er et virvar af tanker om dig, men skiltet slynger en hypnotiserende bølge af intens interesse mod mig og deres kraft river mig med. Virvaret slynges mod brændingen, sønderknuses til støvlignende partikler, der ligger sig på stranden og mingler sig med strandkornene.

Tilbage i regnen står mine to plaskvåde sko foran skiltet. ”Hjertesti”. En gennemsyrende tanke. Hjerte. Sti. Samlet i ét. ”Hjertesti”. En pil peger mig i stiens retning. Mine øjne flakker og skiltet bliver utydeligt. Et slør stryger let henover skiltet. Henover bogstaverne.

H. J. E. R.T.E.S.T.I.

Mit ansigt flytter sig i et slowmotion træk mod stien. Mine øjne ser ikke længere igennem et slør og regnen bliver blokeret af én gennemgribende fascination. Stien er smal, men der er plads til to. Den er lavet af grus. Flere steder lægger der glasskår og cigaretskod. Hver eneste offentlig skraldespand er fyldt til bristepunktet. Mine ben bevæger sig igen frem. Denne gang uden den mekaniske bevægelse. De bevæger sig smidigt på trods af de stramme jeans. Det våde stof smyger sig langs med huden. Jeg fortsætter frem. Ned langs ”Hjertesti”. Cigaretter, glasskår og affald generer mig ikke. For ved enden af stien står du. Kvinden. Min kvinde. Står ved enden af min hjertesti.

Regnen siler fortsat ned. Nu langt lettere end før. Et skilt står alene tilbage foran en bænk. På det står dér, med klare bogstaver:

”Hjertesti”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar