tirsdag den 22. juni 2010

Tur retur

Toget går fra togstation 1, perron 43. Med et hvin sætter de store dampmotorer i gang. En stor hvid sky står op fra lokomotivets skorsten. Jeg når lige at dumpe ned på et støvet sæde, betrukket med blødt tyndslidt stof, før hele togkaravanen sætter i gang. Det bumper. Toget hamrer af sted på de tyndslidte skinner og før jeg ved af det, er jeg langt ude i mørket i et ukendt territorium.

Her sidder jeg så. På vej ud i det ukendte. I et tog, der bumler af sted. Jeg kører mine hænder hen over sædets stof. Mærker den bløde overflade føjer sig under vægten af min hånd. Legende prikker jeg til det med mine negle og da jeg til min store forskrækkelse ser mine fingrer bryde igennem sædets overflade ser jeg mig straks omkring. Ingen konduktør i sigte. Kun sorte skikkelser med grå ansigter. Mine indelukkede og stiltiende medpassagerer. En enkelt eller to kaster et sporadisk blik på mig, men de deres øjne – de grå øjne – stirrer direkte igennem mig. Ænser mig ikke. Vender tilbage til deres egen indelukkede sind, hvor verden omkring dem ikke eksisterer.

Jeg vender blikket bort fra disse grå skabninger – disse grå medmennesker. Mine øjne finder vinduet. Stirrer ud gennem den blanke overflade. Ud i mørket, hvor intet bevæger sig og alt er stille. En verden uden larm. I mellemtiden bumler toget videre og en rasp stemmer siger: ”billet tak.” Konduktøren står ved mit sæde. Jeg vender mig mod og placerer mit ene ben, så det skærmer hullerne i stoffet for hans strenge blik. Hans øjne er ikke grå. De er sorte som kul og de skræmmer mig. Med en rystende hånd viser jeg ham min billet. ”Tur retur?” Udbruddet kommer pludseligt. Hans øjne studerer mig indgående. De andre passagerers ansigter vender sig mod os. Man kan sporer interesse i de ellers så intetsigende grå øjne. Jeg nikker febrilsk. Konduktøren sætter et stempel på billetten. Så tilbageleverer han den i min åbne rystende og svedige håndflade. Jeg knuger den og han fortsætter ned af gangen med et grynt. Hans raspende stemme, når mig fra det næste sæde, men jeg ænser det ikke.

Mit krop ryster og det stopper først, da den venlige dame i speakeren siger: ”togstation 2, perron 44. Alle tur passagerer stiger ud.” Så sidder jeg stille. De grå skabninger forlader kupéen. Forlader vognen, toget og mig. Alene sidder jeg tilbage. Venter et par sekunder. Toget sætter i gang igen. Bumler tilbage gennem mørket.

Denne gang kører jeg alene i kupéen. Helt alene. Konduktør kommer end ikke forbi. Det hele går meget hurtigere på tilbagevejen. Kvinden siger pludseligt: ”togstation 1, perron 43. Alle tur retur stiger ud.” Jeg rejser mig. Forlader vognen, toget og kupéen. Går ud på en oplyst perron og sætter mig på en bænk. Her stopper det hele. Jeg stiger på toget. Jeg åbner min knyttede næve og kigger på den svedvåde og sammenkrøllede billet. To ord. Det er alt der står. Med store sorte bogstaver på en grå intetsigende baggrund. Tur retur.

1 kommentar:

  1. Min personlige favorit!
    For mig er der så meget mere at læse i dette end hvad der lige umiddelbart står.
    Rigtig godt skrevet!

    SvarSlet