fredag den 7. maj 2010

Tiden

Burde jeg have brugt min tid bedre? Det er let nok at spørge sig selv om nu. Jeg står på kanten og mit ene ben hænger allerede ude over det dybe mørke. Tankerne strømmer gennem mit hoved. Burde have gjort så mange ting, men tiden var ikke til det. Tiden. Den er der bare ikke. Og nu. Nu er det er tid til at springe. Tiden. Tiden med hende. Hvor blev den af? Og hvem var hun?

Jeg vågnede i morges. Tankerne slumrede stadig, men de var hurtig over mig. Tanker om alt det dårlige. Tanker om hende og hendes sammenkrøllede krop ved min side. Ved ikke hvorfor det hele tiden vender tilbage. Hun var en ukendt, men alligevel blev hun hurtigt den mest velkendte.

Jeg hældte hurtig en tallerken cornflakes op og hældte den lige så hurtig ned gennem svælget. Smagte knap nok på de ristede flager og den halvsure sødmælk. Så var hun der pludselig. Og jeg vidste det var endnu en ond illusion, men den sødeste af slagsen. Så hende sidde overfor mig med hendes sukkersøde smil. Og hurtigt strakte jeg en arm ud efter hende.

Ville have gjort alt for at min udstrakte hånd ikke røg gennem tynd luft. Min egen gerning ophævede magien. Hun forsvandt. Og jeg sad med det pinefulde minde, der frembragte en knude i mit indre, der voksede og voksede. Resten af dagen voksede den. Og nu står jeg her. Halvvejs faldende. Knuden er blevet for stor.

I de sidste par sekund jeg har her i denne verden tænker jeg tilbage. Tænker tilbage til den gang. Til den gang tiden var noget værd. Tiden. Da tiden var der. Bare et par få sekunder til at tænke tilbage…

Jeg gik rundt i parken. Gik altid rundt i parken. Der skete aldrig noget i parken og det var derfor jeg gik der. Der var fred og jeg havde tid til at nyde freden. For der skete aldrig noget. En ganske almindelig dag gik jeg rundt i parken. Jeg havde lige købt en pakke Marlboro i kiosken. Det var en hyggelig lille kiosk, lavet af resterne fra en sporvogn. Med en pakke smøger i lommen og en enkelt tændt mellem læberne spankulerede jeg glad rundt på park stierne, mens jeg nød freden. Jeg havde tid til det.

Så var hun der pludselig. En kvinde i en hvid sommerkjole. I ren forundring stoppede jeg op og tabte endda min smøg. Hun så guddommelig ud og tiden stod stille. Lige indtil hun fik øje på mig. Med et smil så uskyldigt som et barns kiggede hun på mig og vinkede. Efter adskillige sekunder tog jeg mig sammen…

Ved tanken om sekunder vender jeg kort tilbage til virkeligheden. Nu er jeg på vej ud over kanten. Kun tæerne på min venstre fod rører stadig kanten. Suset begynder i maven. En kold vind strømmer op i mod mig fra mørket. Jeg tvinger mine øjne i og vender tilbage til parken.

Jeg tog mig sammen. Samlede stille smøgen op, smilte, tog et hiv og vinkede forsigtigt igen. Jeg regnede med det ville være alt. Regnede med at kunne fortsætte i fred, nyde mindet om hende i den hvide kjole og bruge tiden i parken, men sådan skulle det ikke være. Netop da min venstre fod skulle til at tage et skridt begyndte hun at gå i mod mig. Hun smilte stadig og jeg nev mig selv i armen. En gudinde i hvidt kom hen imod mig. Imod mig. Tiden og freden skulle forlade mig på dette tidspunkt – på dette sted. Jeg vidste det bare ikke, men i det sekund hun kom over til mig og åbnede munden, da glemte jeg alt om tiden og freden. Hun var det eneste jeg kunne tænke på.

En uge gik og blev hurtigt til tre. Tiden begyndte at tordne frem. Jeg mistede kontrollen over tiden, men lagde ikke mærke til, at tiden forsvandt ud af mine hænder. For hun var der hele tiden. Hendes selskab blokerede for alle tanke og når hun ikke var der kunne jeg kun tænke på hende, hvilket igen resulterede i en tanke blokering.

Hun var med i parken hver dag. Vågnede op i min seng hver dag. Kyssede mig på kinden hver dag. Tiden var blevet til hende. Bogstaveligt talt. Hun var tiden og bestemte gennem sit nærvær hvornår jeg måtte få fred. Så skete det hele en formiddag.

Vi havde været i parken. Havde købt smøger. Jeg havde røget. Hun havde også røget. Vi røg sammen. Det hele var fint, men da vi gik gennem parkens port og satte kurs mod lejligheden, valgte skæbnen at min nye tid og fred skulle stoppe. Skæbnen valgte at rive alt fra mig.

Vi nåede halvvejs over vejen før hornet tudede. Da var det allerede for sent. Mærkede puffet i ryggen. De to små hænder, der skubbede mig væk fra faren. Kan huske hornet tudede igen, mens jeg ramte jorden. Som kom lyden af en lastbils ynkelige og nyttesløse forsøg på at bremse op og til sidst, uundgåeligt, lyden af menneske krop mod kølerhjelm. Så slog min hjerne fra, da mit hoved hamrede hårdt mod asfalten.

Jeg kom først til bevidsthed igen flere minutter senere. Den dag i dag tvivler jeg dog stadig på om jeg virkelig mistede bevidstheden eller om jeg har glemt de få minutter for at have en undskyldning. En undskyldning for, at jeg var den der overlevede. Da jeg vågnede sad jeg mit i mareridt.

Hun lå mellem mine arme. Foran mig holdt lastbilen. Dens lakering var stænket af blod. I mine arme lå hun. Sammenkrøben. Sammenkrøllet. Den før så smukke hvide sommerkjole – den sommerkjole hun havde haft på, da vi først mødtes – var sølet til med blod. Det hele var sølet til i blod. Og det sidste hun gjorde var – med de sidste kræfter hendes skrøbelige legeme kunne frembringe – at røre min kind og smile hendes forunderlige smil. Derefter forlod hun mig.

Begravelsen tog sted en uge efter. Jeg var den eneste der mødte op. Hun havde ikke haft en familie, ej heller nogen bekendte. Hun var ligesom mig. Havde bare brugt dage i parken. Hun blev begravet, mens regnen silede ned.

Så gik ugerne. Månederne. Tiden var forsvundet. Freden var forsvundet. Jeg fandt ingen trøst i parken. Fandt ingen trøst nogen steder. Og de daglige cornflakes smagte jeg stadig ikke på, mens den halvsure mælk gav mig trang til et surt opstød. Og nu vil jeg vende tilbage…

Nu falder jeg. Mærker vinden river og lege med mig som et barn med en dukke. Mine fødder slap kanten. Nu, mens jeg suser mod jorden, mærker jeg hvordan tiden viser sig for mig igen. Der er få sekunder tilbage at leve i. Kan se freden. Brostenene under mig. En kvinde i en hvid kjole står med åben favn dernede. Jeg opnår freden, mens brostenene hører lyden af knust menneskekrop…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar