torsdag den 6. maj 2010

Fornægtelsen

Du forsvandt i morges. Forsvandt i en tåge af tømmermænd og hallucinerende stoffer, men jeg ved at du var her. Gårsdagens hændelser var ikke en illusion – ikke blot en tank. Ikke blot en fantasi.

Kan stadig lugte dig – duften af kvindeparfume hænger tungt i luften. Men det hele virker så kunstigt. Dit fravær gør det hele uvirkeligt, men jeg ved, at det her er virkeligt.

Du fornægter mig. Svarer ikke på mine beskeder og besvarer ikke mine opkald. Fornægtede mig i går og i nat – selvom vi legede voldsomt. Var ude af døren før mit vækkeur hev mig ud af søvnens trygge sfære, men jeg vidste det på forhånd. Vidste godt at du ville forsvinde. Vidste du ville fornægte mig.

Alligevel valgte jeg, at nyde dig i den korte tid jeg kunne. Nu jeg prøver inderligt at huske dine former og til trods for mit smertende hoved, står billedet af din nøgne krop lynende klart for mig – men dit ansigt mangler. Kan ikke placerer det og ved, at jeg aldrig vil komme til det. Hvis jeg møder dig igen, vil jeg ikke kunne kende dig – og du vil heller ikke give dig til kende.

Du fornægter mig. Jeg glemmer dig. Alt bliver godt igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar