fredag den 7. maj 2010

De frygtsomme

Langt væk. Jeg er langt væk nu. Damptoget skramler af sted vestover. De gamle rustne vogne køre på gamle rustne skinner og frygten er malet i de flestes ansigter. Men ikke i mit. Mit ansigt er tomt. Ingen udtryk kan spores i dets folder – ingen følelser kan ses. Blandt De Frygtsomme sidder et individ, der intet føler. En enkelt person.

De mumler og i mellemtiden eksploderer togets fart. Hvin, skrig og råb fylder kupéen. Kaos. Følelser syder i luften. Angst, frygt, tvivl og midt i det hele – noget ubeskriveligt. Det ubeskrivelige: en enkelt persons totale mangel på følelser.

Da toget endnu en gang sætter tempoet op, udbryder panikken. Folk kan allerede hører lyden. Katastrofens lyd. De vil ud. Alle som én. Hiver, flår og bider. Kæmper, slår og river. Det første vindue bliver smadret og en hærskare af Frygtsomme kaster sig i gennem det. Ignorer alt omkring og forsvinder hurtigt ud af syne. Flere vinduer smadres. Alle springer de og efterlader kupéen tom. Næsten tom. Jeg sidder tilbage.

Der stadig ingen spor af følelser i mit ansigt. Kroppen bevæger sig ikke. Jeg venter bare på katastrofen. Venter og ser hvor langt toget bringer mig før det gå galt. Hurtigere og hurtigere vestover. Alene i et damptog. Uden følelser. Uden frygt. Uden De Frygtsommes selskab. Uden nogens selskab.

Venter og ser hvor langt jeg kan kører før det går galt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar