fredag den 7. maj 2010

Brænder/paradoksalt

Mærker det i benene. Mærker det i armene. Mærker det i hovedet. Følelsen af varme. Uudholdelig varme. Brændende varme. Skoldhed varme. Et tegn på, at man er i live. Et tegn på, at man kan dø. Et tegn på, at der er noget galt.

Men det føles godt. Det er godt, når det brænder. Man føler, at man kan… ja, føle. Føler at man kan føle. Det bedste ved det hele: det kommer af sig selv.

Ikke som en smøg eller et bål eller en kakkelovn, der først skal bruge lighter, tændstikker eller brændbare væsker for at starte flammerne. Nej. Den brændende følelse inden i, selve flammehavet, starter med en gnist. En enkelt gnist fra en enkelt tanke i et enkelt individ.

Frygten for at miste evnen til at føle er stor. Det føles jo godt, men samtidig er der paradoksalt nok et behov for at slippe af med følelsen. Men hvis den brændende følelse forsvinder, så vil den bliver savnet. Savnet til den grad, hvor den vil blive jaget og på samme tid vil følelsen af ikke at brænde også blive jaget vildt. Paradoksalt. Det brænder paradoksalt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar