lørdag den 22. maj 2010

Utopi + fantast + kaffe...

Den forbandede utopi bekræfter sin egen uduelighed endnu en gang og en fantast; et ynkelig eksemplar af en ufuldstændig og udhungret forfatterdeputant - ja, han - han tager det med et smil, sætter sig på stenen og drikker den sorte kaffe, der i sin grundform umuligt kan stille en junkies behov, men dulmende er dens effekt. Og utopiens bekræftelse - forbandelsen - flyver ud af vinduet, i endnu et forsøg på at bekræfte sin egen eksistens. Tilbage på stenen står en halvfuld - halvtom om du vil - kaffekop...

fredag den 7. maj 2010

Eat yourself!

Jeg mener det. Spis dig selv. Spis. Til du er propmæt; til du brækker dig. Optag dig selv. Fordøj dit eget kød. Dit eget faste kød. Drik dit blod, thi det skal gøre dig stærkere end du er nu. Dit eget røde blod.

Det lyder måske klamt, men det er det ikke. Det er det langt fra. Det er normalt. Normalt at æde sig selv. Det skal til en gang i mellem. Når livet går i stå er du nødt til at konsumere dig selv. Bid for bid æder du dig selv. På ny skal du derefter genopstå.

Ikke forstået på den måde, at du skal glemme dit gamle jeg, men derimod det modsatte. Du skal huske, hvem du har været. Husk det! For der er en grund til, at du æder dig selv. For at komme videre. For at udvikle dig. For at det sker noget nyt.

Når du nu sidder og gnasker i dig, så skal du ikke at blive grådig og tage det hele i en bid. Resultat vil være, at du ikke ændre dig det fjerneste. Du skaber bare det samme væsen som før. Det væsen der skulle laves om på. Husk! Spise små bider. Tyg det godt og grundigt.

I sneen

Hun ved, at de er der. De små sorte skikkelser lister af sted bag hende. Træder i det spor hun selv har lavet med sin march gennem sneen. Den kolde sne som konstant falder fra himlen. Det ligger som et tæppe over det normalt så farverige landskab, der nu kun er sort og hvidt. Den hvide sne og de sorte nøgne træer. Træerne der er nøgne. Ligeså nøgne som hun er.
Hun fortsætter ufortrødent, selvom hun er bevidst om skabninger bag hende og kulden, der invaderer hendes skrøbelige legeme. Truer med at slå hende ned; tappe hende for energi, men hun ignorer kendsgerningen. Nok er hun nøgen som de sorte træer, men hun nægter at befinde sig i den samme stilstand som dem. Nægter at vente på sommeren. Har ting hun skal nå; ting hun skal gøre. Der er ikke tid til at stå stille. Hun har et mål.
Hendes krop siger fra; hendes hjerne siger til. Fortsætter selvom alle bevægelser er mekaniske og hun virkelig har brug for ny energi. Målet skal nås og da hun opfatter at det er inden for rækkevidde sætter hun tempoet op. Kroppen vil ikke, men hun vil og tvinger det jordiske til at adlyde. Mentaliteten fjerner kroppens smerte og lader hende fortsætte.
Så står hun der. Kigger ned. Ned på drengen. De sorte skikkelser står på passende afstand; på passende afstand observerer de situationen. Nu hvor hun står stille kan hun langt tydeligere mærke kulden, men hun er ligeglad. Hun bøjer sig ned; mærker den kolde sne mod sin hud. Ligeglad. Strækker armen ud. Røre ved drengen, der ligger stille i sneen. Mærker varme. Han sover, men hun mærker en intens varme fra ham. Kravle hen til ham. Sneen omkring ham er smeltet. Den intense varme. Hun finder det tiltrækkende; hun finder ham tiltrækkende. Med et suk falder hun i søvn ved hans side; omfavner stilstanden ved hans side. Sneen smelter og de sorte skikkelser forsvinder. De sorte træer får kulør.
Hun nåede frem. Frem til målet. Sover hos drengen. Vågner med ham, når sneen er smeltet. Når sneen er smeltet, så vågner de begge. De vågner, når sneen er smeltet.

Brænder/paradoksalt

Mærker det i benene. Mærker det i armene. Mærker det i hovedet. Følelsen af varme. Uudholdelig varme. Brændende varme. Skoldhed varme. Et tegn på, at man er i live. Et tegn på, at man kan dø. Et tegn på, at der er noget galt.

Men det føles godt. Det er godt, når det brænder. Man føler, at man kan… ja, føle. Føler at man kan føle. Det bedste ved det hele: det kommer af sig selv.

Ikke som en smøg eller et bål eller en kakkelovn, der først skal bruge lighter, tændstikker eller brændbare væsker for at starte flammerne. Nej. Den brændende følelse inden i, selve flammehavet, starter med en gnist. En enkelt gnist fra en enkelt tanke i et enkelt individ.

Frygten for at miste evnen til at føle er stor. Det føles jo godt, men samtidig er der paradoksalt nok et behov for at slippe af med følelsen. Men hvis den brændende følelse forsvinder, så vil den bliver savnet. Savnet til den grad, hvor den vil blive jaget og på samme tid vil følelsen af ikke at brænde også blive jaget vildt. Paradoksalt. Det brænder paradoksalt.

De frygtsomme

Langt væk. Jeg er langt væk nu. Damptoget skramler af sted vestover. De gamle rustne vogne køre på gamle rustne skinner og frygten er malet i de flestes ansigter. Men ikke i mit. Mit ansigt er tomt. Ingen udtryk kan spores i dets folder – ingen følelser kan ses. Blandt De Frygtsomme sidder et individ, der intet føler. En enkelt person.

De mumler og i mellemtiden eksploderer togets fart. Hvin, skrig og råb fylder kupéen. Kaos. Følelser syder i luften. Angst, frygt, tvivl og midt i det hele – noget ubeskriveligt. Det ubeskrivelige: en enkelt persons totale mangel på følelser.

Da toget endnu en gang sætter tempoet op, udbryder panikken. Folk kan allerede hører lyden. Katastrofens lyd. De vil ud. Alle som én. Hiver, flår og bider. Kæmper, slår og river. Det første vindue bliver smadret og en hærskare af Frygtsomme kaster sig i gennem det. Ignorer alt omkring og forsvinder hurtigt ud af syne. Flere vinduer smadres. Alle springer de og efterlader kupéen tom. Næsten tom. Jeg sidder tilbage.

Der stadig ingen spor af følelser i mit ansigt. Kroppen bevæger sig ikke. Jeg venter bare på katastrofen. Venter og ser hvor langt toget bringer mig før det gå galt. Hurtigere og hurtigere vestover. Alene i et damptog. Uden følelser. Uden frygt. Uden De Frygtsommes selskab. Uden nogens selskab.

Venter og ser hvor langt jeg kan kører før det går galt.

Tiden

Burde jeg have brugt min tid bedre? Det er let nok at spørge sig selv om nu. Jeg står på kanten og mit ene ben hænger allerede ude over det dybe mørke. Tankerne strømmer gennem mit hoved. Burde have gjort så mange ting, men tiden var ikke til det. Tiden. Den er der bare ikke. Og nu. Nu er det er tid til at springe. Tiden. Tiden med hende. Hvor blev den af? Og hvem var hun?

Jeg vågnede i morges. Tankerne slumrede stadig, men de var hurtig over mig. Tanker om alt det dårlige. Tanker om hende og hendes sammenkrøllede krop ved min side. Ved ikke hvorfor det hele tiden vender tilbage. Hun var en ukendt, men alligevel blev hun hurtigt den mest velkendte.

Jeg hældte hurtig en tallerken cornflakes op og hældte den lige så hurtig ned gennem svælget. Smagte knap nok på de ristede flager og den halvsure sødmælk. Så var hun der pludselig. Og jeg vidste det var endnu en ond illusion, men den sødeste af slagsen. Så hende sidde overfor mig med hendes sukkersøde smil. Og hurtigt strakte jeg en arm ud efter hende.

Ville have gjort alt for at min udstrakte hånd ikke røg gennem tynd luft. Min egen gerning ophævede magien. Hun forsvandt. Og jeg sad med det pinefulde minde, der frembragte en knude i mit indre, der voksede og voksede. Resten af dagen voksede den. Og nu står jeg her. Halvvejs faldende. Knuden er blevet for stor.

I de sidste par sekund jeg har her i denne verden tænker jeg tilbage. Tænker tilbage til den gang. Til den gang tiden var noget værd. Tiden. Da tiden var der. Bare et par få sekunder til at tænke tilbage…

Jeg gik rundt i parken. Gik altid rundt i parken. Der skete aldrig noget i parken og det var derfor jeg gik der. Der var fred og jeg havde tid til at nyde freden. For der skete aldrig noget. En ganske almindelig dag gik jeg rundt i parken. Jeg havde lige købt en pakke Marlboro i kiosken. Det var en hyggelig lille kiosk, lavet af resterne fra en sporvogn. Med en pakke smøger i lommen og en enkelt tændt mellem læberne spankulerede jeg glad rundt på park stierne, mens jeg nød freden. Jeg havde tid til det.

Så var hun der pludselig. En kvinde i en hvid sommerkjole. I ren forundring stoppede jeg op og tabte endda min smøg. Hun så guddommelig ud og tiden stod stille. Lige indtil hun fik øje på mig. Med et smil så uskyldigt som et barns kiggede hun på mig og vinkede. Efter adskillige sekunder tog jeg mig sammen…

Ved tanken om sekunder vender jeg kort tilbage til virkeligheden. Nu er jeg på vej ud over kanten. Kun tæerne på min venstre fod rører stadig kanten. Suset begynder i maven. En kold vind strømmer op i mod mig fra mørket. Jeg tvinger mine øjne i og vender tilbage til parken.

Jeg tog mig sammen. Samlede stille smøgen op, smilte, tog et hiv og vinkede forsigtigt igen. Jeg regnede med det ville være alt. Regnede med at kunne fortsætte i fred, nyde mindet om hende i den hvide kjole og bruge tiden i parken, men sådan skulle det ikke være. Netop da min venstre fod skulle til at tage et skridt begyndte hun at gå i mod mig. Hun smilte stadig og jeg nev mig selv i armen. En gudinde i hvidt kom hen imod mig. Imod mig. Tiden og freden skulle forlade mig på dette tidspunkt – på dette sted. Jeg vidste det bare ikke, men i det sekund hun kom over til mig og åbnede munden, da glemte jeg alt om tiden og freden. Hun var det eneste jeg kunne tænke på.

En uge gik og blev hurtigt til tre. Tiden begyndte at tordne frem. Jeg mistede kontrollen over tiden, men lagde ikke mærke til, at tiden forsvandt ud af mine hænder. For hun var der hele tiden. Hendes selskab blokerede for alle tanke og når hun ikke var der kunne jeg kun tænke på hende, hvilket igen resulterede i en tanke blokering.

Hun var med i parken hver dag. Vågnede op i min seng hver dag. Kyssede mig på kinden hver dag. Tiden var blevet til hende. Bogstaveligt talt. Hun var tiden og bestemte gennem sit nærvær hvornår jeg måtte få fred. Så skete det hele en formiddag.

Vi havde været i parken. Havde købt smøger. Jeg havde røget. Hun havde også røget. Vi røg sammen. Det hele var fint, men da vi gik gennem parkens port og satte kurs mod lejligheden, valgte skæbnen at min nye tid og fred skulle stoppe. Skæbnen valgte at rive alt fra mig.

Vi nåede halvvejs over vejen før hornet tudede. Da var det allerede for sent. Mærkede puffet i ryggen. De to små hænder, der skubbede mig væk fra faren. Kan huske hornet tudede igen, mens jeg ramte jorden. Som kom lyden af en lastbils ynkelige og nyttesløse forsøg på at bremse op og til sidst, uundgåeligt, lyden af menneske krop mod kølerhjelm. Så slog min hjerne fra, da mit hoved hamrede hårdt mod asfalten.

Jeg kom først til bevidsthed igen flere minutter senere. Den dag i dag tvivler jeg dog stadig på om jeg virkelig mistede bevidstheden eller om jeg har glemt de få minutter for at have en undskyldning. En undskyldning for, at jeg var den der overlevede. Da jeg vågnede sad jeg mit i mareridt.

Hun lå mellem mine arme. Foran mig holdt lastbilen. Dens lakering var stænket af blod. I mine arme lå hun. Sammenkrøben. Sammenkrøllet. Den før så smukke hvide sommerkjole – den sommerkjole hun havde haft på, da vi først mødtes – var sølet til med blod. Det hele var sølet til i blod. Og det sidste hun gjorde var – med de sidste kræfter hendes skrøbelige legeme kunne frembringe – at røre min kind og smile hendes forunderlige smil. Derefter forlod hun mig.

Begravelsen tog sted en uge efter. Jeg var den eneste der mødte op. Hun havde ikke haft en familie, ej heller nogen bekendte. Hun var ligesom mig. Havde bare brugt dage i parken. Hun blev begravet, mens regnen silede ned.

Så gik ugerne. Månederne. Tiden var forsvundet. Freden var forsvundet. Jeg fandt ingen trøst i parken. Fandt ingen trøst nogen steder. Og de daglige cornflakes smagte jeg stadig ikke på, mens den halvsure mælk gav mig trang til et surt opstød. Og nu vil jeg vende tilbage…

Nu falder jeg. Mærker vinden river og lege med mig som et barn med en dukke. Mine fødder slap kanten. Nu, mens jeg suser mod jorden, mærker jeg hvordan tiden viser sig for mig igen. Der er få sekunder tilbage at leve i. Kan se freden. Brostenene under mig. En kvinde i en hvid kjole står med åben favn dernede. Jeg opnår freden, mens brostenene hører lyden af knust menneskekrop…

Forårets sceneri

Sceneriet ændrer sig. Den hvide farve drypper af lærredet og tilbage står en blank overflade. Hurtige penselstrøg skaber noget nyt. Grønne og røde farver frembringer en skov og med skoven kommer der dyr. Dyr danner par og dyr får unger. Et rådyr springer i fuldt firespring gennem træerne.

Foråret skylder ind over maleriet og kunstnerens øjne får nyt liv. Straks smides penslen. Vinduer åbnes og en briser blæser ind. Der fattes endnu en gang om penslen. Vilde strøg gør billedet mere levende.

Kunstneren kaster sig over lærredet i vild dans. Da solen skinner med sine sidste stråler går kunstneren i stå. Trækker vejret i dybe stød. Få svedperler glider glinsende ned langs tindingerne. Kunstneren smiler. Ser på lærredet. Sceneriet viser foråret. Forårets sceneri er grønt.

torsdag den 6. maj 2010

Fornægtelsen

Du forsvandt i morges. Forsvandt i en tåge af tømmermænd og hallucinerende stoffer, men jeg ved at du var her. Gårsdagens hændelser var ikke en illusion – ikke blot en tank. Ikke blot en fantasi.

Kan stadig lugte dig – duften af kvindeparfume hænger tungt i luften. Men det hele virker så kunstigt. Dit fravær gør det hele uvirkeligt, men jeg ved, at det her er virkeligt.

Du fornægter mig. Svarer ikke på mine beskeder og besvarer ikke mine opkald. Fornægtede mig i går og i nat – selvom vi legede voldsomt. Var ude af døren før mit vækkeur hev mig ud af søvnens trygge sfære, men jeg vidste det på forhånd. Vidste godt at du ville forsvinde. Vidste du ville fornægte mig.

Alligevel valgte jeg, at nyde dig i den korte tid jeg kunne. Nu jeg prøver inderligt at huske dine former og til trods for mit smertende hoved, står billedet af din nøgne krop lynende klart for mig – men dit ansigt mangler. Kan ikke placerer det og ved, at jeg aldrig vil komme til det. Hvis jeg møder dig igen, vil jeg ikke kunne kende dig – og du vil heller ikke give dig til kende.

Du fornægter mig. Jeg glemmer dig. Alt bliver godt igen.