mandag den 8. marts 2010

NEJ!

Den nye generation. Egoerne. Det hele handler om os og ingen andre. Findes der andre? Svaret er nej. NEJ! Råbt af et halvvokset barn, der stadig ikke har lært, at man ikke altid får sin vilje. NEJ! Som råbet fra den forælder, der hurtigt er blevet træt af det uvidende barn.

Men barnet reagerer ikke. Det regner med at få sin vilje og lever videre i en ny verden, hvor de gamles ord bliver regnet for møg. En verden, hvor respekten for de ældre er væk. En verden, hvor de unge gør hvad de vil. En verden hvor forældrenes ”NEJ!” falder for døve ører.

Vi gør hvad vi vil. Vi er unge og derfor gør vi hvad vi vil. Det hele handler om os. Vi lytter ikke til de gamle og foretrækker, at se på os selv. Rynkede individer og deres visdoms ord er vi ikke interesserede i. Vi er kun interesserede i vores egen udvikling. Vores ego.

De gamle får et svar: NEJ!