fredag den 10. december 2010

For alkohol

Uden dette fungerer vi ikke. Ikke uden dette afrodisiakum, der fører til postcoitale tilstande. Det er det, der gør et ungt individ til et ungt individ. Selve definition af dette.

tirsdag den 7. december 2010

Krybdyret

Min hjerne er et krybdyr. Koldblodet. På fire ben kravler den rundet i denne verdens sure væsker og ætser, mens omverden ser ignorant til. Evolutionen skaber mulighed for en tobenet tilværelse. Hjernen siger ikke nej. Modtager gerne denne gave. Denne gave til, at stå på blot sine bagben og giver sig fuldt ud til den dertil medhørende ignorance, der forpester syre boblen omkring denne. Hele omverdenen bliver betændt og sorte huller åbner nye muligheder for cirkussets grønne dværge, der ivrigt og gladeligt imploderer i deres ”15 minuts of fame”. Mens dette står til bliver ignoranterne pludselig humanister, der hektisk løber rundt i ring med brandslukkere. Koldt ser krybdyret på. Dens blod er koldt og min hjerne er et krybdyr.

Postcoital aften

Tom. Fuldstændig tom. Efter en energiafkræftende og tourette syndrom fyldt nat i libertinernes kvarter. Under en brændende hvid ildmåne er alt flydende masse evaporeret. Den dugfriske mana er væk og legemet er endnu i sin refraktære periode. Intet kan vokse; intet kan rejse sig; intet kan svulme op til en monstrøs vesikel.

I denne tilstand hjælper intet. Intet kan fordrive den endeløse og skruppelløse ensomhed. For nok er sengen fyldt af det tomme legeme og dennes modpol, hvilket er den svedglinsende skabning med ovale og cirkelrunde former, men der er stadig forfærdeligt tomt inde bag det menneskelige legemes kødfulde borgmure. Borgmure, der støttes af knoglede hvidbonede strukturer.

Midt i denne ensomme tomhed sætter et slapt svulmelegemes ejer sig og reflektere over det sidste døgns ulidelige uklare kendsgerninger. Ærgrer sig over et stykke jern, der ikke kan modtage varmen fra svedige håndflader. Alt i alt fungerer dennes tomhed og mangel på viden om sin egen bevidstheds gøren umiddelbart yderst optimalt. Søvn tager over og en prekær sindsstemning sænker sig, mens små insekter flyver erotiske under den gnistrende ildmåne.

torsdag den 25. november 2010

Suffløren

Jeg er teaterets betonstøtte. Replikkernes herre. Uden mig var de dansende og smilende skuespiller, der storskrydende blamerer sig på scenens bonede gulve, nul og niks. De ville være de intetanende fluer i en rådden tomatsuppe. Febrilsk sprællende rundt i en rød masse, der ikke ofrer nogen form for barmhjertighed. Disse dukker – disse skuespillere, der kun styrers af mine ord – tvinger jeg rundt på scenen og ingen aner, at det er mig der skaber deres storhed. Når de fremfører Macbeth, Iliaden og Den Flyvende Hollænder, så ved hverken de eller deres selvindbildte intellektuelle publikum, at det eneste, der fører dem frem til succes, er min raspende stemme fra min hule under scenen. Der sidder jeg hver eneste dag – fra 16.00 til 24.00 – og manipulerer disse sørgelige tomme dukker og giver deres liv substans gennem enkelte ord – enkelte sætninger. Alt deres gøren er et resultat af min stemmes magt. Min altafgørende stemme og dennes magt. De knyr ikke. De retter ind. Jeg er deres mester, deres diktator, deres dukkefører… jeg er personifikationen af en magtfuld storhed. En absolut universel ophøjet skabning – med visse ligheder til oldtidens guder. Magten er min – gudens og den bevæger sig ud over denne sufflør rolle (som jeg udfører fra det lumre rum under scenen). Den bevæger sig ud fra dette teater og udøver sin magt på flere planer. Min stemme – min magt – bevæger sig som støvpartikler og inficerer folkets kransekage. Jeg lader folk opfører sig tosset i byen om lørdag, jeg lader politikere danne regering og tvinger – hvis det er det rette udtryk for det – lande i krig, hvor jeg lader unge mænd falde og dø for min egen gemene underholdningsskyld. Jeg er en sufflør og jeg finder menneskers skrøbelige og let påvirkelige sind utroligt fascinerende. Ligefrem morsomt og det er min stemme, der danner dine drømme, dine tanker og dine reaktioner. Kort sagt: du er som læser og påhørende fuldstændig i min magt. Der er ingen flugt fra sufflørens raspende stemme. Jeg er suffløren.

torsdag den 18. november 2010

Overberuset

Vælter ned over trinene til mit stamsted. Skvatter i en halvlunken pøl af slimgrønt klumpet bræk. Er det mit eget? Klumper af kylling og halvfortæret brød. Club sandwich. Det er ikke mit. Eller er det? Ved det ikke. Stavere henover gråbonede brostenene. Ved ikke hvad der sker. Brækket er langt bag mig nu. På værtshusets trin. En pige tager mig under armen. Knuger den. Ved ikke hvad der sker. En stemme. En kvinde stemme. Hendes stemme. Hvisker søde og frække ord i mit øre. Min alkohol bedøvede krop reagerer instinktivt. Blodet pumper ned mellem lårene og danner en erektion. Jeg ved ikke hvad der sker. Gadelamper stikker mig i øjnene. Sender et ondt koldt lys imod mig, men jeg kan ikke se bort fra dem. Mit fokus flytter sig fra lygte til lygte, mens mine brækbeklædte lædersko, der blot for ti minutter siden… (eller længere tid siden?) blot for et stykke tid siden var rene, slæber mig henover et kedeligt og hårdt beton fortov. Jeg fatter intet og pigen hvisker hvad, hvordan og hvor hun vil have mig, men jeg fatter intet. Tre sekunder senere står jeg under et af de onde øjne og pige bøjer sig ned. Jeg ved ikke hvad der sker, men min maves rationelle stilsand forstyrres af en voldsom eruption, der højst sandsynligvis er fremprovokeret af mine lårs bevægelse. Mine lår, der tvinger min tidligere nævnte erektion op i denne livlige pige. Det er nu jeg fatter, hvad der sker, men det er for sent. Mens hun stønner ryger det sure opstød op gennem halsrøret og plasker ned over hendes nøgne ryg.

Gadelampen går ud og jeg synker ned på fortovet. Min krop er slap. Overberuset.

mandag den 1. november 2010

Neonbilleder

Gennem slimgrønne neonbilleder. Klæber jeg mig febrilsk til hendøde kadavere med ukendte ansigter og latente plasticsmil, der danner dyb kontrast til min kvalmende grimasse.

En grimasse, der står som en urgammel mosbegroet mindetavle for de mennesker jeg trak gennem slimgrønne neonbilleder. De der blev flået af betonfarvede ståløjne. Slået og gennemgnavet, mens de blev eviggjort på slimgrønne billeder taget af halvovervægtige kinesere fra Østens i-land.

Fanget i et lallegladt moment uden et gram af virkelighedserkendelse og trukket med uden et egentlig incitament. Ind i en verden med lighedstegn til Inferno.

Et sted jeg med rette sammenligner med, der opstår, når brintbomben imploderer.

Verdenen der efterlader billeder af mennesker med askehud og smeltede plastictænder. På slimgrønne neonbilleder.

onsdag den 27. oktober 2010

Spurve (på en gren)

15 spurve. På en gren. 14 spurve. På en gren. 13 spurve. På en gren. 12 spurve. På en gren. 11 spurve. På en gren…

1 jæger. Skyder fugle med sit haglgevær.

10 spurve. På en gren…

Vi grinte

… Det hele skete på en dag. Du benægtede, at sneen var hvid og ren. Påstod at den var sort. At renhed var kulde. Vi valgte at grine. Grinte højt. Grinte hånligt. Gik vores vej.

Nu står vi her igen. Griner ikke længere. Der er intet at grine af. Sneen er sort og kold. Står i dyb kontrast til dit røde blod og dit halvvarme legeme.

10.000

Slukker 10.000 lys.

Åbner 10.000 døre.

Spiser 10.000 æbler.

Dræber 10.000…

Hvorfor?

FORDI

JEG

KAN!

onsdag den 20. oktober 2010

Vinden i ødelandet

Det sker igen. Vinden suser igennem sindets ødeland og han befinder sig i et univers, der kun eksisterer i hans hoved. Det univers, i hvilket han gennem de sidste nitten år har vandret rundt på må og få. Vandret i et univers, der kun eksisterer i hans hoved.

Ødelandet eksisterer kun i hans hoved. Der er ingen andre, der ser hvad der sker bag de grumsede øjne. Kun vinden når ham. En vind. Den sender en varm luft igennem den grå verden, der opstår på grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige.

En vind med en dunst af alkohol, der driller hans næse og næste nu danner han en ny forståelse. For vinden er velkendt. Han husker. Prøver at huske. Hvad er denne vind?

Tågedisen lægge sig over det grå ødeland. Søvnighed manifesteret i tåge. Blegsort tåge, men gennem denne blæser den varme vind stadig. Han husker efterhånden, hvad denne vind er. Tanken om kærlige ord og bløde kys trænger sig på og han smiler.

En kvinde. Hendes berøringer og hendes fuldskab, der sender en varm følelse rundt i kroppen, hver eneste gang hun giver varme whisky kys og driller ham med hendes legende fingre. Et smil.

Et smil, der breder sig over det grå ansigt. Øjne der viser liv.

Vinden bringer ham kvinden. Det eneste selskab han behøver i sin grå verden. Hans grå verden. Ødelandet.

onsdag den 13. oktober 2010

Til en endnu ufødt datter

Og du kan ikke forstå, hvad han gjorde, men…

Det var nok ikke derfor han gennem psykofarmaka fandt sin udvej…

Gennem væskerne og pillerne, der kaldte på ham – eller…

De kaldte på en udhungret junkie…

Det var ikke dig, der tvang nålene ind under hans glinsende klæbrige hud…

Det var ikke dig, der tvangsfodrede hans magre udsultede legeme med piller – i kalejdoskopiske farver…

Det var ikke, fordi du ikke forstod ham, at han tog en overdosis, min skat…

Men tro mig. Det var fordi du elskede ham…

Han havde aldrig oplevet kærlighed før.

mandag den 11. oktober 2010

Viceværten

Jeg er din mentale vicevært. Det er mig, der fjerner skraldet, når du ikke er hjemme. Det er mig, der rydder op i dine flygtige og kasserede tanker. Jeg er allestedsnærværende.

Det er mig, der pudser dine vinduer.

Mig.

Jeg gør tingenes tilstand klar for dig gennem spontane åbenbaringer.

Jeg.

Mit job er at sørge for dit sinds velvære. Mit hverv er at sørge for din akkommodation. Det er mig, der fejer i ydrekrogene af hjernebarken. Dér hvor edderkoppespindene samler sig til klistrede klumper af hvidt. Hvid masse som blokerer din hjernes mentative funktioner.

Jeg holder systemet kører. Lader dig færdes i virkeligheden går, sorte og til tider hvide verden. Ja, den er en endda nogen gange menstruations rød, men det tager du dig ikke af. Du kører af spor som jeg har tilrettelagt. Går ned af trappetrin som jeg med slid og møje har blankpoleret. Lader hvert skridt fører dig tættere på en egentlig selvrealisering.

Men den vil blive dig benægtet. For du eksisterer ikke. Jeg har opfundet dig. Jeg er din vicevært.

Du eksisterer kun inde i mit hoved.

Mit hoved.

onsdag den 6. oktober 2010

Affald

Gennempløjet

I munden

Af en grov soja ost

Gennembanket

I rektum

Af samfunds sovs

På røvbrune påskedage

Voldtaget

I affalds bunker

Smidt ud

Gennem pisfarvede ruder

Til affalds bunker

tirsdag den 5. oktober 2010

Den Beskidte Dreng med Knapperne

En moderne udgave af Den Lille Pige med Svovlstikkerne

Ingen tog notits af ham. Eller rettere… ingen havde lyst til at tage notits af ham. Han ødelagde bybilledet. De rene gader, de fine mennesker og de prægtige bygninger blevet smudset til af ham. Derfor tog de ingen notits af ham. Han ødelagde deres pæne bys image.

En sørgelig tilværelse. Det var hvad skæbnen og hans forældre havde skænket ham. Moderen død i barselssengen. Faren død i en af de mange meningsløse krige tre måneder før fødslen. Derfor var han, en navnløs dreng, blevet sendt på plejehjem, men… det havde kun holdt til han blev fem. Så lukkede plejehjemmet ned. De andre børn havde alle fået nye hjem på en tvangsauktion, der udlovede goder til alle de borgere, som tog et af de små stakkels forældreløse til sig. Han havde været yngst og en femårig kan ikke lave ret meget i en husstand (udover at spise og nasse på pladsen). Så han havde fået et skuldeklap og en pung. Pungen var tom. Bortset fra tre knapper.

Nu var der gået syv år. Syv forfærdelige, kolde, hårde år. Han havde klaret det, men gennem syv år havde han levet i rollen som den forhadte. Den udstødte. Det mest dækkende udtryk (efter hans egen mening) var: Den beskidte. Under en af de lange kolde aftener i en tilfældig gyde havde han fundet det. Skrevet på en mur. Den Beskidte. Han ændrede selv minusklen b i beskidte til versalen B. Derved opstod navnet Den Beskidte og pludselig følte han noget. Han følte sig varm.

Den Beskidte. Pjaltet gik han rundt i byen og tiggede. Ingen tog notits af ham. Ingen havde lyst til det og han forstod dem egentlig udmærket. I syv år havde han gået rundt og tigget af de samme mennesker. Syv år havde han været byens sorte får, men Den Beskidte Dreng med Knapperne (som byfolkene kaldte – eftersom det var alt han ejede) blev ved dag ud og dag ind med at tigge. Det var den eneste måde at overleve på, men det ville ikke fortsætte i evigt…

Byfolkene havde mødtes på rådhuset til stormøde. De havde alle besluttet at Den Beskidte Dreng med Knapperne ikke længere skulle have lov til at forpeste bybilledet med hans beskidte legeme. Derfor indførte de, tre dage før den værste vinter i mands minde belejrede byen, en lov. En lov, der forbød enhver at give Den Beskidte Dreng penge, når han tiggede og tillod de voksne at bruge vold mod ham, hvis han prøvede at tigge fra dem efter de havde sagt nej.

Den Beskidte lærte denne lov at kende tre timer efter dens vedtagelse. De unge mænd i byen gennempryglede ham på påskud af, at han bad en af sine eneste sympatisører, en gammel sød dame, om penge. Da de var færdige med ham, rendte blodet ned over hans tøj. Næsen blødte, et øjnebryn var knækket og et øje var farvet blåt. Hans ene arm revet af led, fem fingre brækket og to bukkede ribben.

Den Beskidte Dreng med Knapperne søgte tilflugt i kloakkerne. Ingen ville finde af dem. Ingen udover rotterne og så havde han i det mindste selskab. Et selskab, der passede ham glimrende. De var også beskidte.

De første fire dage i kloakken var de værste. Hans ene arme var stadig mobil og han lærte hurtigt at leve med sit nye handicap, men… et menneske skal have mad. Mad er energi og uden energi kan kroppen ikke holde sig i gang. Kroppen kan heller ikke (hvilket var værre) opvarme sig selv og den vinter der kom det år var den koldeste i mands minde.

Det var den femte dag det skete. Den Beskidte Dreng med Knapperne var så sulten og kulden var forfærdelig. Kloakkerne lå under jorden og frosten hang tungt i luften. Det beskidte kloakvand var frosset til og rotterne (hans eneste selskab) havde gemt sig i de tunneler, der gik længere ned i jorden, hvor der var varmere.

Det var omkring midnat, at han åbnede pungen. De tre knapper lå stadig i den, men det var ikke hvad Den Beskidte Dreng med Knapperne så. Han så tre chokolade stykker og tre stemmer hviskede: spis du kære.

Det var en unødvendig opfordring. Den Beskidte Dreng med Knapperne var sulten og havde intet spist i lang tid. Der var gået betændelse i hans sår og hans brækkede fingre led under frostbidt. Chokoladen ville give ham styrke. Styrke til at få varmen i de iskolde kloakker.

Han slugte den første knap, så den næste og så den tredje. Så faldt han i søvn. Senere vågnede han. En kvinde sad foran ham, bag hende stod en mand i soldater uniform. De smilte begge til ham. De virkede så velkendte. Var det hans mor og far? Som havde de læst hans tanker nikkede de begge og smilte varmt til ham. Varmt, men med bedrøvelse og tårer i deres øjne. Den Beskidte forstod. Han smilte tilbage. Han hviskede: det gør ikke noget.

Så forsvandt de og en tredje skikkelse trådte frem for ham. En stor hvid skikkelse, der hviskede med tre stemmer: du er hjemme nu.

Den Beskidte Dreng med Knapperne blev fundet i kloakkerne efter vinterens belejring. Hans hud blå som is og hans legeme ubevægeligt, men (til byfolkenes store overraskelse) var hans læber delt i et smil og i hans hånd lå der tre stykker chokolade.

søndag den 3. oktober 2010

Reformation


Han sidder der igen. Ved skrivebordets kant. Bøjet over et kaos af noter og papirer. Fejlede projekter. Dårlige tekster. Bestående af det mest uinspirerende kærlighedsbavl han længe har skrevet. Hår totter rives og ruskes i, men lige meget hjælper det. Der er intet at komme efter på dette skrivebord. Der er gammelt og slidt. Materialet er ikke hvad det har været og papirerne, der ligger derpå (resultatet af hans kunst) er skrevet for flere uger siden. Der er intet nyt. Brækfornemmelser og kvalmeopstød spreder sig, mens han uroligt flytter på sig. Så melder tanken sig:
REFORMATION
Bordet ryddes. Teksterne - de satans uduelige tekster - smides lige lugt i stålskraldespanden, der står ensomt i lokalets kliniske indretning og en ny mental tilstand indbefatter sig hos den unge kunstner. Det hele skal gøres bedre. Det skal forbedres. Med et snuptag griber de slanke bløde fingre om en sort kuglepen, der straks skratter mod skrivebordets overflade i et arrigt tempo.
En time senere står forfatteren på sin balkon. Nyder en aftensmøg, mens nikotinen finder ud i blodbanerne og giver et sus af skævhed. Han nyder det. Inde i den halvdunkle lejlighed, der kun lyses op af en enkelt lampe, står det gamle slidte skrivebord. Ud over dens før rene overflade, er der med jævne mellemrum spredt mange digte, tekster, tegninger, billeder, der hver især voldtager den gamle skrivestil og destruere alt originalt i et overvældende vandfald af forbedringer.
Over alt dette, på lejlighedens snehvide tapet, brillierer ordet:
REFORMATION

fredag den 1. oktober 2010

Metalhjertet banker koldt og dødt

Badum… Badum… Badum…

Det er den lyd man forventer

Bekræftelsen af at du er i live

Dog høres den ikke gennem mit bryst

Bag kød og knogler gemmer der sig en fæstning

En borg mur af koldt jern…

Dette er synet de møder

Mennesker, der vil tæt på mig

Der vil vide hvem og hvad jeg er

Alle bliver stoppet af den mørke silhuet

Metallet, der bremser og forviser

Det iskolde jern…

Jern smedet af intens og håbløs kærlighed

Et værn mod uvedkommende

En beskyttelse mod potentiel kærlighed

Mit hjerte står derved stille og jeg vandrer rundt

Håbløst. Iskold. Frem for alt andet… død.

Higer efter at nogen kan redde mig

Tryg ved tanken om, at dette ikke sker

Uden cigaretfilter smager smøgen ganske anderledes

Inhalerer. Inhalerer. Inhalerer. Inhalerer. Den sorte tjære bevæger sig via røgen ned til lungerne, hvor det sætter sig på de i forvejen slibrige og klistrede lunge vægge.

De giftige gasser fandt hurtigt ud i blodet. Hurtigere end normalt. Nikotinen steg til hjernen. Gjorde ham fuldstændig skæv og rundt på gulvet.

Alt sammen pga. et manglende filter. Den sidste cigarets filter var brækket af og nu måtte de tørre læber nøjes med det tynde papir, der tydeligt smagte af tobakken, der var tætpakket inde i den hvide indkapsling. Små rester fandt vej ind i munden og gav følelsen af at tyggeskrå. En halvkvalmende og ulækker fornemmelsen.

Det var bare ikke det samme uden filteret.

onsdag den 29. september 2010

Informationen – en energikilde

Det er en rendyrket form for energi. Det flyder gennem æonerne, århundrederne, generationerne og gennem individet. Information er den energi kilde, der virker som strømforsyning til vores hukommelse, intuition, fornuft og emotionalitet. Det er et råstof på plan med luft, mad, metal etc. Den igangsætter hjernevirksomhed og genskaber sig selv gennem hjernens processorer, der omformer den gamle information til ny information gennem kendsgerninger og facts. Hver gang denne reproduktion foregår skabes der en ny generation af information. Det er et evigt kredsløb, der er en del af evolutionens mange afkom og en af de vigtigste faktorer, når mennesket suverænitet skal forklares og underbygges.

tirsdag den 7. september 2010

Godt nok

Det kan ikke diskuteres. Reglerne og normerne siger at sådan er det bare. Teorien siger det. Læren siger det. Eleven makker ret. Eller gør han/hun?

For i sit stille sind føler han/hun at dette er forkert. Det kan ikke passe. Vi er ikke legetøj, der proppes ned i skotøjsæsker. Det nægter eleven at tro på. Dette ytrer han/hun. Læreren slår fra sig. Sådan er det bare. Eleven tror det ikke. Nægter at tro det. Læren slår det fast (med syvtommers søm) at sådan er det.

Dette er ikke godt nok.

Eleven går fra lokalerne på den skole, hvor læreren propper nonsens ind i hovedet på andre elever. Skolen, hvor meninger er meninger og lærens ord er lov. Læren siger, at teorien hersker. Den forbandede teori. Hjemsøger skolen og kvæler individerne, men eleven ved bedre. Eller rettere: eleven ved noget andet.

Det er godt nok.

Anderledes

Det er en forbandelse og en gave. Noget der gør ondt, mens det gør godt. Dét at man ikke passer ind. Dét at man aldrig kommer til at passe ind. Normerne danner barrierer og det sociale system har problemer med accepten. Accepten af dig. Af mig. Accepten af vores fælles træk og vores forskelligheder. Forskelligheder er der nok af; af fælles træk er der alt for få.

Det burde være anderledes og så igen; det handler nok netop om at vi er anderledes. Derfor må vi melde fra, melde os ud og melde pas. Ikke fordi vi har lyst, men fordi vi hellere selv vil sige vi ikke længere dur. Ellers er der andre, som gør det. Stolthed er ikke drivkraften for os, men viljen til ikke at blive såret. Derfor sårer vi os selv. Stikker os selv. Bider os selv. Dræber os selv… og vi slikker selv sårene. Slikker dem rene. Alene.

Forbandelse og gave. Forbandelse på grund af smerte. Gave på grund af, at vi dog stadig selv kan melde fra. At vi kan melde fra og melde os selv ud før andre gør det. Beskytter os selv. Trækker os til os selv. Eller rettere: jeg trækker mig til mig selv. Beskytter mig selv. For det er mig der er anderledes. Ikke du. Du ved, hvad der skal gøres. Det gør jeg ikke. Jeg er anderledes.

onsdag den 1. september 2010

Et anonymt virke

Han gik rundt om kirken hver dag. Slæbte sig selv af sted. Hans højre ben var ikke, hvad det havde været og udstationeringen få år tilbage havde efterladt en souvenir – en bly kugle, der sad fast i knoglen. Han vidste ikke hvorfor, men feltlægen kunne ikke få den ud, den gang han lå på en af de mange bårer i de medicinske barakker.

Det var dog også ligegyldigt. Krigen havde været ligegyldig og da han endelig kom hjem – som den eneste overlevende fra sin fødeby – var der ingen der kunne huske at han havde været borte. Og hans familie viste ikke forståelse over han skade og den service han havde udført i krigen. De skændte blot på ham for ikke at have deserteret fra fronten. Så kunne have fået en uddannelse og tjent gode penge – de så ham kun som en økonomisk investering, der havde nasset sig til et ni måneders ophold i sin moders mave.

Men på trods af alt dette havde han fundet sig et job – ikke et velbetalende ét af slagsen – og han gjorde sit til at få regningerne betalt. Han var en anonym birolle i landsbyen og ville nok altid være det, sådan som han nu spadserede om på nord siden af kirken, hvor spiret var placeret.

Højt over ham hang messing klokken. Han fandt det lille indhak i spirets facade, hvor en lille trædør stod. Den var også meget anonym. Han stak sin nøgle i låsen. Den var også meget lille. Med en håndbevægelse og et skulder skub gik døren knirkende op. Den havde udført dens virke. Nu var det hans tur til at gøre sit.

Der hang en mølædt snor inde bag døren. Den fortsatte op i et mørket og et eller andet sted deroppe var den bundet fast til klokken. Han havde tit tænkt over hvordan det var at hænge derinde i mørket, men tanken var altid flygtig og han havde et arbejde der skulle gøres.

Han tog fat og hev til. Messing klokken rungede. Sendte budskabet ud. Nu var der kirkegang. Hele byen begyndte at myldre op imod den hvide bygning for at modtage Herrens velsignelser. Efter 97 slag gav han slip. De gamle hænder gjorde ondt, men han ignorerede smerten. Hans hverv og virke var overstået. Ganske anonymt trak han sig fra kirken – ledsaget af landsbyens stemmer, der sang lovprisende hymner til Herren.

Mennesket er kun tvunget af et virke, så længe dette virke giver fred.

Et virke der giver fred?

Svaret på dette…

Et anonymt virke.

Afbildning

Visse ting skal og må afbilledes – på den ene eller den anden måde. Om det er så er af pennens vej, der nedskriver og beskriver, eller gennem penslen, der malerisk og farvefuldt – eller ej – danner et billede, hvilket pøbelen – eller folket – kan beundrer, når det udstilles bag en tilfældig glasmontre (det bedste eksempel er Mona Lisa, der passivt ser til, mens tilskuerne sværger at hun kigger på dem – ligegyldigt hvor de står).

En kunstner – maler, skribent etc. etc. – har pludselige – eller planlagte – udbrud af kreativitet, der eksploderer som Vesuv en gang gjorde og ligger byen – i denne forstand menneskets sind – i ruiner. Derefter er det op til personen selv at genopbygge sit sind med den nye software – det kreatives indtryk – og programmere denne ind i mainframen – hjernen.

For det at vi vælger at genopbygge os selv med de nye indtryk giver plads til nye udbrud og derved fortsættes processen i en evig cirkel. Eller… så længe nogen genopbygger sindet for derefter at skabe noget nyt.

Boksen

Der er ingen vej udenom. Den hænger over os som en dom. Boksen. Den store rummelige boks. Indholdet af livet og alt andet er kapslet inde her. Og der er ingen flugt. Selv ikke med et terningslag, der skulle sprænge rammerne for dette rum – denne boks. For boksen er alt og terningen kan ikke give dig mulighed for at gå uden for boksen, thi der intet er derude. Den er som et univers, der konstant udvider sig, men som i sin eksistens er absolut. Det er den store sammenhæng og uden for denne sammenhænge findes der intet. Man kan ikke sætte sig uden for verdenen omkring sig, da denne verden laver de ideer som der opstår i hjernen – det mægtige kontroltårn. Hjernen er blevet programmeret af det vi er som personer, det vi bliver, det vi vil være, det vi ville være og etc. etc. Jeg tror mit budskab er ved at bryde igennem din hjernebarks sfære. Boksen skal nemlig forstås som det ultimative. Som hele vores boldbane, hvor vi hver eneste dag spiller spillenes spil. Livet er i denne sammenhæng en underboks – en boks inde i boksene. Her holder den til med flere andre af sine medbokse og udspiller sin rolle som var den en mitokondrier i en eukaryot celle. En organel blandt mange andre. Og alle disse finder deres plads i denne universal celles cytoplasma. Der er ingen flugt. Der er ingen udvej, men dette udelukker ikke nytænkning og disse tankers revolution. Boksen er ej udforsket, thi den mængde af boksen som vi har et logistisk overblik over, ligger på samme niveau som overblikket over det univers, hvor vores kære planet Jorden befinder sig. Det er så at sige et sted, hvor enhver kan drage ud. En pjalt, en konge, en skribent, en kommunalarbejder, en præsident eller den lokale pizza ejer. Individet sætter selv grænser for dettes udforskning, da mulighederne er uendelige i forhold til vores kunnen. Vi har end ikke en brøkdel af de færdigheder, der er nødvendige for at udforske det uendelige omkring os. Denne boks, der danner vores rammer. Rammer, der ikke kan brydes. Rammer uden for vores menneskelige rækkevidde og vi skulle endda være den skabning på vores planet, der skulle have den største rækkevidde i dette rum pga. vores viden og vores evne til at begå os i nye situationer. Vi kan lære af fejltagelser og selv finde nye veje i kaosset. Dog er vi håbløst utilstrækkelige, når det handler om at komme ud af de absolutte rammer. Den revolution, der spirer i vores ungdom, vil sprænge rammer, men ikke Boksens rammer. For i tilfælde af, at de kunne brydes – rammerne – og at en tilværelse uden for det universelle var et opnåeligt mål, så ville det eksisterende fundament, som vores liv blandt andet bygger på, falde sammen. Intet ville længere give mening. Her tales der ikke om den måde, hvorpå en nymoderne kunstner forbløffer og ryster folk med sit nyeste, vildeste og meningsløse værk, men på den følgende måde: intet ville længere hænge sammen. Alt ville smuldrer. Og hvor fristende denne tanke end er, så ville tilværelsen blive knust og ved dette ville alt forsvinde. Selv nytænkningen og nytænkningen er jo det element, der driver os. Det der får os til at bryde de opnåelige rammer – de der er inde for rækkevidde. Uden nytænkning ville hverken du, jeg, vi, dem eller ham/hun/den/det være i stand til at udfører den rolle vi er blevet tildelt og den rolle vi selv har valgt, at tildele os selv. Da det nu er slået på plads, at rammerne – i tilfælde af en mulig brydning – ville falde sammen og derved medfører boksens endegyldige kollaps (herved ophører alt grund til eksistens), vil jeg nu endnu en gang belyse, at boksens mulige grænser ikke er opnåelige. Individet kan i denne mulighedernes sandkasse – også kaldet boksen – selv skabe sin identitet og gennem nytænkning opnå sine mål, der alle endegyldigt må være af en revolutionær art. Dette er boksens præmisser – der er ingen vej uden om.

Tempo skift

Trykker bremsen hårdt i bund. Mærker hvordan farten aftager, men det er ikke nok. Det går stadig alt for hurtigt. Omgivelser og personer suser forbi i en nu stadig tiltagende fart. Desperation. Afbrydes af klarhed. Klarhed. Min hånd lukker sig om håndbremsen. Grebet strammes. En enkelt bevægelse. Et pludseligt stød. Alt stopper. Airbags hamrer mod mit hoved. Føles som en massiv masse af jern. Fartøjet holder stille. Jeg kravler ud. Nyder mine omgivelser. Hastigheden ligger på 0. Bilen står bag mig. Sydende og osende. Motoren giver sig. Lyder som en gammel mand. Det rør mig ikke. Omgivelserne er mit fokus. Jeg nyder det. Jeg står stille. Farten er 0.

Tempo skift –

I like it.

tirsdag den 31. august 2010

Brun farve

Det er over det hele. En smattet substans, hvis klistrende overflade klamrer sig fast til mit tøj. Det er brunt og minder mig om ekskrementer. Minder om lort. Menneskelort, men er det alligevel ikke. Lugten mangler og måde hvorpå slimet sidder klamret fast i plamager, minder mig mest af alt om størknet harpiks.

Det er besværligt at bevæge sig med dette lag af ”wannabe” lort. Mine bukser føles tungere. Mine arme kan løftes. Dette brune snask trækker mig ned. Brunt snask. Det er brunt. Tanken om lort er igen nærliggende, men… det er altså ikke lort. Lugten mangler. Dog er det brunt. Lortebrunt, eller faktisk ikke. Det er en ren brun farve.

Jeg bevæger mig tungt hen imod et kar med vand. Jeg vil af med snasket, men jo tættere jeg kommer, jo mere trækker dette tunge læs af brune substanser mig ned.

Karret stod ubrugt dagen efter. Tæt på det lå en brun bunke af smattet lort.

mandag den 30. august 2010

Besættelsen

Savner smagen af salte tårer, der kilder på vej ned over rødmende kinder. Savner lugten af blod, der pibler ud fra sprukne og lig blå læber. Savner synet af orange ild, der fortærer og steger den fedtholdige hud…

Mit savn er endeløst og presser mig ud i begærets yderste grænseområde. På grænsen til det ekstreme, der hvor begær og savn i fællesskab bliver til besættelse. En besættelse, der i sidste ende vil tage mit usle sølle liv og smide det i rendestenen, hvor rotter og andre skadedyr vil smovse det i sig. En besættelse af dig, min kære læser.

For jeg elsker din reaktion og den måde som kun DU kan udtrykke din væmmelse. Væmmelse, der opstår ved din afstandstagen til mine tekster og budskaber. Det giver en følelse, der er ubeskrivelig. Ikke på bølgelængde med kærlighedens glødende flammer, men ej heller over eller under denne følelse. Paradoksalt nok den samme følelse som had, hverken svagere eller stærkere og dog ej heller den sammen.

Vil have smagen af salte tårer tilbage. Vil have lugten af blod tilbage. Vil have synet af ild tilbage. Og alt dette skal nok komme tilbage. Jeg skal blot blive ved med at skrible, skrive og digte. Din reaktion, min kære læser, vil give mig alt det jeg savner tilbage og bekræfte min besættelse, men savnet forstummes kun for en kort periode. Så tændes det på ny og besættelse får nyt liv.

Det hele ender i en cyklus, som nogle ville kalde en ond cirkel. Jeg kalder den blot en skribents besættelse.

Opråb fra en ung forfatter

Jeg er mig og du er dig. To halvvoksne mennesker i vores attende år. Det bedste år. Ungdomsår. De bedste år. Vi er den ny generation – de nye arbejdere og teknologer. Kunstnere og politikere. McDonald’s medarbejdere og rengøringsdamer. Vi skal tage over hvor de ældre stiger af. Som et tog, der først tømmes og siden fyldes på stationens cementerede perroner.

Men er det en nødvendighed? Skal du og jeg overtage de gamle roller, blot for en gang selv at blive erstattet på samme måde? Skal vi gå på en 65 års standard pension og bo i ældrebolig? Er det, der bliver forventet? Er det en lov, der er absolut?

Mit svar til det ovenstående er: ”Nej.”

Vi behøver ikke lade dette gamle tog – dette bestående samfund – være noget, der skal bestemme, hvad vi skal gøre. Vi har selv valget og dette tog har brug for et sporskift. Der skal nye tanke til. Vores tanker. Vi unge. De gamle har haft deres tid og selvfølgelig skal de have medbestemmelse… MEN! Vi er dem, der tager over. Vi er fremtiden.

Og fremtiden er, hvad vi skaber. Vi er så at sige dét, som vi gør os selv til. I morgen kan vi stå ud af sengen og derefter beslutte, hvordan vores liv skal udfolde sig. Vi gør dette gennem handlinger og interaktion med andre unge. De gamle kan her have en ”guidende” rolle. De kan fortælle os om deres liv og deraf kan vi lærer, hvordan man IKKE skal gøre!

Rammerne skal sprænges og i særlig grad de ældres rammer. Vi fortjener ikke magt medmindre vi selv kan skabe vores eget samfund. Et samfund med nye ideer. Et sted, hvor pegefingeren ikke bliver hævet ved den mindste overtrædelse af et ældre individs ”selvhøjtidelige” regler. Et sted, hvor der sættes en ny dagsorden. Hvor reglerne er ikke eksisterende.

Dette er et opråb. Mit opråb. Et opråb fra en simpel gymnasieelev, der går forfatterens vej. Et enkelt individ, der ønsker nytænkning. En form for nytænkning, der skaber en verden, hvor tingene er værd, at kæmpe for og hvor de nytænkende får plads til at boltrer sig, mens traditionalister kan sidde hjemme og rådne i deres rottehuller.

En ting har jeg tilbage at sige dig:

”Er du klar til at skabe en ny verden?”


torsdag den 26. august 2010

Råddenskab

Stinkende dampe stiger til vejrs efterhånden som mændene får vendt det stinkende lig. Under processen falder klumper af mørnet kød fra de gullige knogler. Huden er en krydret suppe af kakerlakker, orme og råddenskab. Råddenskab. Det perfekte udtryk. Det fungerede i situationen og de mange mænd kunne næppe afslutte en sætning uden dette ord.
Liget lå nu udstrakt på rygge. Maveskindet var rådnet væk, hvilket havde resulteret i en ren lavine af indvolde, der grådigt strakte sig ud over det størst mulige område. Hovedet var en levende masse af biller og alskens udyr. Mændene kastede en spand vand henover den levende mark af pesticider og kryb. De blev vasket væk af regnskyllet.
Et hæsligt, vansiret og grotesk ansigt kom til syne. Nogle steder var kødet gnavet af helt ind til kraniets knogle facade. Andre steder lå der sydende væsker af halvfortæret kød. Blegt blodforladt kød. Mændene tildækkede deres næser med klude og kiggede væk… eller rettere: De prøvede. Forsøgte. Det hjalp ikke. Deres øjne var limet til råddenskabens højborg og de blev mødt af udhulede øjne, hvor maddikerne lystigt boltrede sig rundt i et af deres vanlige orgier.
De tog fat. Bandt tørklæde, klude eller trøjer rundt om næse og mund. Forseglede det med en knude, så hård som jern. Så stram så en jomfrus ubrugte skede. De sorte hår på de yngre mænds dirrede. Sved klatter fastsatte sig som tæger. Dannede tykke plamager. En dråbe af den ildelugtende væske ramte en overmoden bums, der ved den blotte berøring gjorde mine til atomsprængning.
Liget blev smidt ud på heden. Efterladt mellem de strittende strå, hvor liderlige småkravl fandt vej til det. Mens mændene sad trygge på en kro, hvor de drak deres halvgærede øl fra kalkede glas, gik de glip af festgilde. Heden var inficeret og overfyldt med dyr. Fra de mindste maddiker til de største rotter.
Råddenskaben herskede den nat.

torsdag den 19. august 2010

Demi frère et demi soeur

Halvblods søskende. Mødte hinanden i fjord. Faderen havde de til tilfælles. Mødrene var damen, der findes på kroen i enhver lille flække. Folk med blod af alkohol og hjerner af cigaret smog. Faderen havde ej heller været anderledes og dog var der kommet to smukke unge mennesker ud af disse ynkelige parringer.

onsdag den 18. august 2010

ENFANT TERRIBLE

Han sidder i hjørnet. Enhver, der nærmer sig, får et koldt blik, skurende tænder og en hunds knurren som hilsen. Man nærmer sig ham ikke. End ikke familien, der boede under samme tag med denne deres søn. Alle var bange for ham. Ikke på grund af frygten for hans voldsomhed, men fordi den unge dreng havde en ubehagelig ryst. Den stemme han var født med fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Selv hans fader, den store klippe i familien, frygtede hans søn. Et fnys fra drengen kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen af den store mand. Bred som en træstamme i dagligdagens verden, men rystende som espeløv, når han bevægede sig inden for hjemmets fire murer.

Moderen havde det ikke lettere. Hun havde sat dette utyske, denne rebel, denne infernalske knøs i verden. Båret ham i skamfulde 9 måneder indtil han endelig kom til verden på en kold november dag. De gamle koner i byen havde allerede givet hende varsler. Han var blevet undfanget under en ond stjerne, var hvad de sagde, men hun havde ikke taget det til sig. Hun skulle føde og glædede sig til, at bringe endnu et barn til verdenen, men… denne hendes søn var ikke et normalt barn. Selv ved fødslen. Allerede dér viste han sit indre væsen. Ikke så snart var han kommet ud af sin moders skød, før han fløj i struben på jordemoderen. Hun havde held til at ryste ham af, men døde af en infektion fra de bid hun pådrog sig.

Han havde indprentet lægens ansigt. Havde set blodet forsvinde fra hans legeme. Set lægen dø. Han havde nydt det og fra da af havde ondskaben taget bolig i barnet. Nu sidder han hver dag ovre i stuens dunkle hjørne. Hans tænder skurrer. Hans øjne lyner. Og han mumler på sit eget sprog, der for andre er fuldstændigt uforståeligt. Gutturale lyde tvinger deres vej op gennem struben. Folk skutter sig, når de hører de raspende ord. Deres tanker bevæger sig hen mod, hvad der foregår inde i drengens hoved. Gyselige ideer om hans lyster rammer dem alle som dunhammere. Drengens øjne stirrer på de huset øvrige beboer én efter én.

Ud af ingenting kommer det så. Uventet. Ingen af de tilstedeværende havde regnet med det. Drengen lader normalt ikke ord undslippe sine læber, mens det stadig var dag og solen stod stædigt på himmelen i den fjerde timer. Skinner ind gennem vinduet. Lander på drengens ansigt. Tossede øjne, spidse tænder og ravruskende grotesk ansigt kommer til syne. En højlydt gysen går gennem familien ved middagsbordet. Han rejser sig. Drengen stiller sig op. Ranglet med senede muskler. Faderen rejser sig nervøst: ”Rolig mit barn.”

Drengen smiler først, bliver så kold i blikket og munden former en lige streg. Mørke øjne spærres op og fra struben kommer den forfærdelige stemme: ”Est une ENFANT TERRIBLE!”

Skrig, højlydte skrald og gråd kan høres på gaden…

tirsdag den 17. august 2010

Semimennesket

Et semimenneske dét er, hvad jeg er. Det efterfølger mig overalt. Som en skygge. Det starter allerede, når jeg vågner. Eller vågner jeg? Jeg føler aldrig jeg har sovet og derved kan jeg vel ikke vågne? Men føler heller aldrig, at jeg er vågen i løbet af natte. En form for demisøvn, er den tilstand mit sind indtages af om natten. Så starter dagen og allerede ved morgenmaden skinner det igennem. Jeg hælder et ækelt og simpelt morgenmadsprodukt op i en tallerken, men det bliver hældt ud på bordet. Min tallerken står stadig i skabet og mælken står i supermarkedet. Af den grund dropper jeg det hver morgen. Lader tallerkenen stå og maden rådne.

Skal altid arbejde klokken 10.35. Der er ingen vej udenom. Ingen flugt eller smutvej. Hver eneste dag slæber jeg mit semilegeme gennem min rodede lejlighed, hvor et demikaos hersker. Gamle madrester, halvglemte bøger og alskens skrald ligger spredt over det hele. Jeg tager mig ikke af det. Et semimenneske som jeg behøver ikke bekymrer sig om sine omgivelser. Jeg lever kun halvt, så tanken om rodets omfang bliver halveret selvom dets omfang er enormt. Dog får jeg forceret afstanden fra køkkenet til hallen. Der står en enkelt sko derude. Jeg tager den på. Traver ud af døren.

Halvt om halvt, når jeg ud på gaden. Føler ikke, at der er mere. Føler ikke helheden. Tænker på tallerkenen med de ækle rester fra morgenmaden. Mærker den kolde asfalt under min ene nøgne fod. Tænker på, at jeg skal ned til supermarkedet og købe mælk. Tænker… det bliver ikke til mere. Mine tanker bliver halve. Min hjerne slår fra. Prøver febrilsk at gribe helheden. Vil opnå følelsen af helhed, men jeg er et semimenneske. Jeg opnår aldrig helheden.

Min semimenneskehjerne opgiver tankerne. Jeg tager på arbejde. Går halvvejs. Går ned til supermarkedet. Køber en halv mælk. Går hjem. Glemmer alt om, at jeg hældte de sidste rester af morgensmadproduktet op i morges. I morgen har jeg mælk, men ingen morgenmad.

Du forbandede semimenneske…

søndag den 15. august 2010

Foråret var lige begyndt

Træerne luftede tanken om at springe ud. I mellemtiden gik han rundt i Parken. Den gamle mand med det hvide skæg. Det gjorde han altid. Traskede af sted i hans gamle slidte gummistøvler, hvis såler var tyndslidt og mølædte. Omtrent så tyndslidte som hans knogler og så mølædte som hans gamle magre kød.

Toget havde kørt denne gamle mand hele vejen til døren. Det stoppede op med hvinende bremser blot et bag meter fra Parkens store egetræs port. Manden havde synes, at det godt nok var lidt mærkeligt med den egetræs port, men ikke desto mindre var han gået igennem den. Havde opbrugt det meste af sin styrke på at åbne den massive port.

Nu traskede han. Rundt i Parken. Hvad skulle han ellers? Porten var blevet hamret i bag ham og den meterhøje mur omkring det grønne areal indbød ikke til flugt. De overbeviste ved første øjekast tilskueren om, at der ikke var noget at komme efter. Fængslet var fysisk såvel som psykisk.

Den gamle mand følte sig dog fri. De grønne træer i parken, der stod som forældre og passede på græsset, som legede forsigtigt med vinden, beplantede en dyb ro i hans indre. Togturen havde tæret meget på hans kræfter, så nu måtte han hvile sig, men på trods af dette havde turen været det hele værd. Parken lod roen spirer i ham.

Tanken om, at dette sted med sin fantastiske ro skulle være hans fængsel, var slet ikke skræmmende. Han havde, hvad han havde brug for. Den rislende vind i ørerne og den bløde jord beklædt med græs under ham. Mad og vand var en mangelvare, men for den gamle mand var det en unødvendig mangelvare.

Han traskede rundt til det blev mørkt. Fulgte muren, mens solen skiftede placering på himmelen. Opførte sig som den lille viser på et ur. En time gik og han passerede det sted, hvor hans trasken havde taget sin begyndelse. Efterhånden blev det mørkt.

Den sidste kraft forsvandt fra hans gamle legeme. Under et træ i parkens midt dumpede de slappe muskler sammen. Et par blomster rundt omkring begyndte at åbne sig. ”Hvor ironisk…” mandens stemme var sløv og raspende. De grå øjne stirrede på blomsterne, ligesom de en gang havde stirret på unge piger i lårkorte nederdele. ”For blomsterne er foråret kun lige begyndt… men for mig slutter det nu.” Øjnene lukkede sig. Han drog et sidste lettelsens suk.

Tilbage i parken rørte intet sig. Kun vinden fik træerne til at hviske sammen over den gamle mand. Midt på aftenen blev de stille. De gik fra hvisken til vågen. Vågen over den gamle mand, hvis legeme aldrig skulle fjerne sig fra pladsen under deres bladfyldte grene.

fredag den 16. juli 2010

"Hjertesti"

Går alene rundt i Odders små snørklede gader. Regnen falder tungt omkring mig og fremtvinger ulidelige tanker om dit manglende nærvær. Hver eneste dråbe er en ny tanke. Jeg søger tilflugt under et træ, men selv her rammer regnen mig. Gennem regnens tykke slør fanger et skilt min opmærksomhed. ”Hjertesti”. Jeg føler mig draget og der går kun få sekunder før regnen står ned over mig, mens mine ben tvinger mig mekanisk frem. Regnen bryder gennem mit sind, der er et virvar af tanker om dig, men skiltet slynger en hypnotiserende bølge af intens interesse mod mig og deres kraft river mig med. Virvaret slynges mod brændingen, sønderknuses til støvlignende partikler, der ligger sig på stranden og mingler sig med strandkornene.

Tilbage i regnen står mine to plaskvåde sko foran skiltet. ”Hjertesti”. En gennemsyrende tanke. Hjerte. Sti. Samlet i ét. ”Hjertesti”. En pil peger mig i stiens retning. Mine øjne flakker og skiltet bliver utydeligt. Et slør stryger let henover skiltet. Henover bogstaverne.

H. J. E. R.T.E.S.T.I.

Mit ansigt flytter sig i et slowmotion træk mod stien. Mine øjne ser ikke længere igennem et slør og regnen bliver blokeret af én gennemgribende fascination. Stien er smal, men der er plads til to. Den er lavet af grus. Flere steder lægger der glasskår og cigaretskod. Hver eneste offentlig skraldespand er fyldt til bristepunktet. Mine ben bevæger sig igen frem. Denne gang uden den mekaniske bevægelse. De bevæger sig smidigt på trods af de stramme jeans. Det våde stof smyger sig langs med huden. Jeg fortsætter frem. Ned langs ”Hjertesti”. Cigaretter, glasskår og affald generer mig ikke. For ved enden af stien står du. Kvinden. Min kvinde. Står ved enden af min hjertesti.

Regnen siler fortsat ned. Nu langt lettere end før. Et skilt står alene tilbage foran en bænk. På det står dér, med klare bogstaver:

”Hjertesti”.

tirsdag den 22. juni 2010

Tur retur

Toget går fra togstation 1, perron 43. Med et hvin sætter de store dampmotorer i gang. En stor hvid sky står op fra lokomotivets skorsten. Jeg når lige at dumpe ned på et støvet sæde, betrukket med blødt tyndslidt stof, før hele togkaravanen sætter i gang. Det bumper. Toget hamrer af sted på de tyndslidte skinner og før jeg ved af det, er jeg langt ude i mørket i et ukendt territorium.

Her sidder jeg så. På vej ud i det ukendte. I et tog, der bumler af sted. Jeg kører mine hænder hen over sædets stof. Mærker den bløde overflade føjer sig under vægten af min hånd. Legende prikker jeg til det med mine negle og da jeg til min store forskrækkelse ser mine fingrer bryde igennem sædets overflade ser jeg mig straks omkring. Ingen konduktør i sigte. Kun sorte skikkelser med grå ansigter. Mine indelukkede og stiltiende medpassagerer. En enkelt eller to kaster et sporadisk blik på mig, men de deres øjne – de grå øjne – stirrer direkte igennem mig. Ænser mig ikke. Vender tilbage til deres egen indelukkede sind, hvor verden omkring dem ikke eksisterer.

Jeg vender blikket bort fra disse grå skabninger – disse grå medmennesker. Mine øjne finder vinduet. Stirrer ud gennem den blanke overflade. Ud i mørket, hvor intet bevæger sig og alt er stille. En verden uden larm. I mellemtiden bumler toget videre og en rasp stemmer siger: ”billet tak.” Konduktøren står ved mit sæde. Jeg vender mig mod og placerer mit ene ben, så det skærmer hullerne i stoffet for hans strenge blik. Hans øjne er ikke grå. De er sorte som kul og de skræmmer mig. Med en rystende hånd viser jeg ham min billet. ”Tur retur?” Udbruddet kommer pludseligt. Hans øjne studerer mig indgående. De andre passagerers ansigter vender sig mod os. Man kan sporer interesse i de ellers så intetsigende grå øjne. Jeg nikker febrilsk. Konduktøren sætter et stempel på billetten. Så tilbageleverer han den i min åbne rystende og svedige håndflade. Jeg knuger den og han fortsætter ned af gangen med et grynt. Hans raspende stemme, når mig fra det næste sæde, men jeg ænser det ikke.

Mit krop ryster og det stopper først, da den venlige dame i speakeren siger: ”togstation 2, perron 44. Alle tur passagerer stiger ud.” Så sidder jeg stille. De grå skabninger forlader kupéen. Forlader vognen, toget og mig. Alene sidder jeg tilbage. Venter et par sekunder. Toget sætter i gang igen. Bumler tilbage gennem mørket.

Denne gang kører jeg alene i kupéen. Helt alene. Konduktør kommer end ikke forbi. Det hele går meget hurtigere på tilbagevejen. Kvinden siger pludseligt: ”togstation 1, perron 43. Alle tur retur stiger ud.” Jeg rejser mig. Forlader vognen, toget og kupéen. Går ud på en oplyst perron og sætter mig på en bænk. Her stopper det hele. Jeg stiger på toget. Jeg åbner min knyttede næve og kigger på den svedvåde og sammenkrøllede billet. To ord. Det er alt der står. Med store sorte bogstaver på en grå intetsigende baggrund. Tur retur.

mandag den 21. juni 2010

På tur

En inspirerende tur. Det startede med to veninder i en lejlighed og en grand entrance. En tåge af smøger overtog lokalet og jeg nød den afslappende samtale hen over et bord med ikke afslappende indhold. Så startede turen.

Ud på landevejene. I høj fart mod et ukendt destination, der endte med at være havet. Har set de uforligende bølger bevæger sig mod stranden. Set dem strande afslappet i månens lys og solens begyndende skær, mens to dejlige damers samtale i baggrunden. Yndige bølger, der mest af alt lignede 3D effekter fra et computer spil. Elegante bølger. Dyppede mine bare tær i disse smukke bølger.

Efterfølgende en tur hjem med røg på hjernen og samtaler til højre benet. Arrival ved gården – mit hjem – langt ude på de mørke marker. Sad på terrassen og stirrede ud over dette mørke landskab. En enkelt edderkrop kravlede over fliserne, mens jeg hørte frøernes kvækkende sang fra et vandhul langt ude i mørket. Blev forstyrret af lyset fra lampen på bordet, der tiltrak nysgerrige natsværmere. Røg en smøg og brændte edderkoppens ryg. Så krampetrækninger og sugede endnu et utroligt simpelt, men fascinerende indtryk til mig.

Efter dette og et måltid mad sidder jeg nu og skriver dette. Indtrykkene sidder stadig klart på nethinden. Det hele skyller rundt i mit hoved og tankerne er som bølgerne på stranden. 3D effekten er overvældende. Elsker det simple i at sidde her og skrive indtrykkene ned. Ignorer at denne tekst er fyldt med stavefejl. Trykker F7 og gennemgår det hele med Words velkendte stavekontrol. Ser rundt i mit rum, mens mine fingrer arbejde på højtryk for at få alt nedskrevet. Nu er højtrykket blevet til lavtryk, da der ikke er mere at fortælle. Kun et sidste afsnit bør skrives:

Jeg har været på tur venner. Tilbragt en aften med to dejlige damer. Smøger, godt selskab og sightseeing på stranden. Har været på en tur.

torsdag den 10. juni 2010

Fra 8 til 1

8 lige sten samlet i en fuldendt firkant.

7 skæve sten samlet i en asymmetrisk trekant.

6 gamle brosten lagt på torvets støvede overflade.

5 nye brosten lagt på terrassens rene ovale flade.

4 smadrede og uslebne småsten smidt ud over jorden.

3 urørte og slebne småsten smidt ud over stjerne himmelen.

2 ødelagte sten på banegården.

1 hel sten hjemme på køkken bordet.

lørdag den 22. maj 2010

Utopi + fantast + kaffe...

Den forbandede utopi bekræfter sin egen uduelighed endnu en gang og en fantast; et ynkelig eksemplar af en ufuldstændig og udhungret forfatterdeputant - ja, han - han tager det med et smil, sætter sig på stenen og drikker den sorte kaffe, der i sin grundform umuligt kan stille en junkies behov, men dulmende er dens effekt. Og utopiens bekræftelse - forbandelsen - flyver ud af vinduet, i endnu et forsøg på at bekræfte sin egen eksistens. Tilbage på stenen står en halvfuld - halvtom om du vil - kaffekop...

fredag den 7. maj 2010

Eat yourself!

Jeg mener det. Spis dig selv. Spis. Til du er propmæt; til du brækker dig. Optag dig selv. Fordøj dit eget kød. Dit eget faste kød. Drik dit blod, thi det skal gøre dig stærkere end du er nu. Dit eget røde blod.

Det lyder måske klamt, men det er det ikke. Det er det langt fra. Det er normalt. Normalt at æde sig selv. Det skal til en gang i mellem. Når livet går i stå er du nødt til at konsumere dig selv. Bid for bid æder du dig selv. På ny skal du derefter genopstå.

Ikke forstået på den måde, at du skal glemme dit gamle jeg, men derimod det modsatte. Du skal huske, hvem du har været. Husk det! For der er en grund til, at du æder dig selv. For at komme videre. For at udvikle dig. For at det sker noget nyt.

Når du nu sidder og gnasker i dig, så skal du ikke at blive grådig og tage det hele i en bid. Resultat vil være, at du ikke ændre dig det fjerneste. Du skaber bare det samme væsen som før. Det væsen der skulle laves om på. Husk! Spise små bider. Tyg det godt og grundigt.

I sneen

Hun ved, at de er der. De små sorte skikkelser lister af sted bag hende. Træder i det spor hun selv har lavet med sin march gennem sneen. Den kolde sne som konstant falder fra himlen. Det ligger som et tæppe over det normalt så farverige landskab, der nu kun er sort og hvidt. Den hvide sne og de sorte nøgne træer. Træerne der er nøgne. Ligeså nøgne som hun er.
Hun fortsætter ufortrødent, selvom hun er bevidst om skabninger bag hende og kulden, der invaderer hendes skrøbelige legeme. Truer med at slå hende ned; tappe hende for energi, men hun ignorer kendsgerningen. Nok er hun nøgen som de sorte træer, men hun nægter at befinde sig i den samme stilstand som dem. Nægter at vente på sommeren. Har ting hun skal nå; ting hun skal gøre. Der er ikke tid til at stå stille. Hun har et mål.
Hendes krop siger fra; hendes hjerne siger til. Fortsætter selvom alle bevægelser er mekaniske og hun virkelig har brug for ny energi. Målet skal nås og da hun opfatter at det er inden for rækkevidde sætter hun tempoet op. Kroppen vil ikke, men hun vil og tvinger det jordiske til at adlyde. Mentaliteten fjerner kroppens smerte og lader hende fortsætte.
Så står hun der. Kigger ned. Ned på drengen. De sorte skikkelser står på passende afstand; på passende afstand observerer de situationen. Nu hvor hun står stille kan hun langt tydeligere mærke kulden, men hun er ligeglad. Hun bøjer sig ned; mærker den kolde sne mod sin hud. Ligeglad. Strækker armen ud. Røre ved drengen, der ligger stille i sneen. Mærker varme. Han sover, men hun mærker en intens varme fra ham. Kravle hen til ham. Sneen omkring ham er smeltet. Den intense varme. Hun finder det tiltrækkende; hun finder ham tiltrækkende. Med et suk falder hun i søvn ved hans side; omfavner stilstanden ved hans side. Sneen smelter og de sorte skikkelser forsvinder. De sorte træer får kulør.
Hun nåede frem. Frem til målet. Sover hos drengen. Vågner med ham, når sneen er smeltet. Når sneen er smeltet, så vågner de begge. De vågner, når sneen er smeltet.

Brænder/paradoksalt

Mærker det i benene. Mærker det i armene. Mærker det i hovedet. Følelsen af varme. Uudholdelig varme. Brændende varme. Skoldhed varme. Et tegn på, at man er i live. Et tegn på, at man kan dø. Et tegn på, at der er noget galt.

Men det føles godt. Det er godt, når det brænder. Man føler, at man kan… ja, føle. Føler at man kan føle. Det bedste ved det hele: det kommer af sig selv.

Ikke som en smøg eller et bål eller en kakkelovn, der først skal bruge lighter, tændstikker eller brændbare væsker for at starte flammerne. Nej. Den brændende følelse inden i, selve flammehavet, starter med en gnist. En enkelt gnist fra en enkelt tanke i et enkelt individ.

Frygten for at miste evnen til at føle er stor. Det føles jo godt, men samtidig er der paradoksalt nok et behov for at slippe af med følelsen. Men hvis den brændende følelse forsvinder, så vil den bliver savnet. Savnet til den grad, hvor den vil blive jaget og på samme tid vil følelsen af ikke at brænde også blive jaget vildt. Paradoksalt. Det brænder paradoksalt.

De frygtsomme

Langt væk. Jeg er langt væk nu. Damptoget skramler af sted vestover. De gamle rustne vogne køre på gamle rustne skinner og frygten er malet i de flestes ansigter. Men ikke i mit. Mit ansigt er tomt. Ingen udtryk kan spores i dets folder – ingen følelser kan ses. Blandt De Frygtsomme sidder et individ, der intet føler. En enkelt person.

De mumler og i mellemtiden eksploderer togets fart. Hvin, skrig og råb fylder kupéen. Kaos. Følelser syder i luften. Angst, frygt, tvivl og midt i det hele – noget ubeskriveligt. Det ubeskrivelige: en enkelt persons totale mangel på følelser.

Da toget endnu en gang sætter tempoet op, udbryder panikken. Folk kan allerede hører lyden. Katastrofens lyd. De vil ud. Alle som én. Hiver, flår og bider. Kæmper, slår og river. Det første vindue bliver smadret og en hærskare af Frygtsomme kaster sig i gennem det. Ignorer alt omkring og forsvinder hurtigt ud af syne. Flere vinduer smadres. Alle springer de og efterlader kupéen tom. Næsten tom. Jeg sidder tilbage.

Der stadig ingen spor af følelser i mit ansigt. Kroppen bevæger sig ikke. Jeg venter bare på katastrofen. Venter og ser hvor langt toget bringer mig før det gå galt. Hurtigere og hurtigere vestover. Alene i et damptog. Uden følelser. Uden frygt. Uden De Frygtsommes selskab. Uden nogens selskab.

Venter og ser hvor langt jeg kan kører før det går galt.

Tiden

Burde jeg have brugt min tid bedre? Det er let nok at spørge sig selv om nu. Jeg står på kanten og mit ene ben hænger allerede ude over det dybe mørke. Tankerne strømmer gennem mit hoved. Burde have gjort så mange ting, men tiden var ikke til det. Tiden. Den er der bare ikke. Og nu. Nu er det er tid til at springe. Tiden. Tiden med hende. Hvor blev den af? Og hvem var hun?

Jeg vågnede i morges. Tankerne slumrede stadig, men de var hurtig over mig. Tanker om alt det dårlige. Tanker om hende og hendes sammenkrøllede krop ved min side. Ved ikke hvorfor det hele tiden vender tilbage. Hun var en ukendt, men alligevel blev hun hurtigt den mest velkendte.

Jeg hældte hurtig en tallerken cornflakes op og hældte den lige så hurtig ned gennem svælget. Smagte knap nok på de ristede flager og den halvsure sødmælk. Så var hun der pludselig. Og jeg vidste det var endnu en ond illusion, men den sødeste af slagsen. Så hende sidde overfor mig med hendes sukkersøde smil. Og hurtigt strakte jeg en arm ud efter hende.

Ville have gjort alt for at min udstrakte hånd ikke røg gennem tynd luft. Min egen gerning ophævede magien. Hun forsvandt. Og jeg sad med det pinefulde minde, der frembragte en knude i mit indre, der voksede og voksede. Resten af dagen voksede den. Og nu står jeg her. Halvvejs faldende. Knuden er blevet for stor.

I de sidste par sekund jeg har her i denne verden tænker jeg tilbage. Tænker tilbage til den gang. Til den gang tiden var noget værd. Tiden. Da tiden var der. Bare et par få sekunder til at tænke tilbage…

Jeg gik rundt i parken. Gik altid rundt i parken. Der skete aldrig noget i parken og det var derfor jeg gik der. Der var fred og jeg havde tid til at nyde freden. For der skete aldrig noget. En ganske almindelig dag gik jeg rundt i parken. Jeg havde lige købt en pakke Marlboro i kiosken. Det var en hyggelig lille kiosk, lavet af resterne fra en sporvogn. Med en pakke smøger i lommen og en enkelt tændt mellem læberne spankulerede jeg glad rundt på park stierne, mens jeg nød freden. Jeg havde tid til det.

Så var hun der pludselig. En kvinde i en hvid sommerkjole. I ren forundring stoppede jeg op og tabte endda min smøg. Hun så guddommelig ud og tiden stod stille. Lige indtil hun fik øje på mig. Med et smil så uskyldigt som et barns kiggede hun på mig og vinkede. Efter adskillige sekunder tog jeg mig sammen…

Ved tanken om sekunder vender jeg kort tilbage til virkeligheden. Nu er jeg på vej ud over kanten. Kun tæerne på min venstre fod rører stadig kanten. Suset begynder i maven. En kold vind strømmer op i mod mig fra mørket. Jeg tvinger mine øjne i og vender tilbage til parken.

Jeg tog mig sammen. Samlede stille smøgen op, smilte, tog et hiv og vinkede forsigtigt igen. Jeg regnede med det ville være alt. Regnede med at kunne fortsætte i fred, nyde mindet om hende i den hvide kjole og bruge tiden i parken, men sådan skulle det ikke være. Netop da min venstre fod skulle til at tage et skridt begyndte hun at gå i mod mig. Hun smilte stadig og jeg nev mig selv i armen. En gudinde i hvidt kom hen imod mig. Imod mig. Tiden og freden skulle forlade mig på dette tidspunkt – på dette sted. Jeg vidste det bare ikke, men i det sekund hun kom over til mig og åbnede munden, da glemte jeg alt om tiden og freden. Hun var det eneste jeg kunne tænke på.

En uge gik og blev hurtigt til tre. Tiden begyndte at tordne frem. Jeg mistede kontrollen over tiden, men lagde ikke mærke til, at tiden forsvandt ud af mine hænder. For hun var der hele tiden. Hendes selskab blokerede for alle tanke og når hun ikke var der kunne jeg kun tænke på hende, hvilket igen resulterede i en tanke blokering.

Hun var med i parken hver dag. Vågnede op i min seng hver dag. Kyssede mig på kinden hver dag. Tiden var blevet til hende. Bogstaveligt talt. Hun var tiden og bestemte gennem sit nærvær hvornår jeg måtte få fred. Så skete det hele en formiddag.

Vi havde været i parken. Havde købt smøger. Jeg havde røget. Hun havde også røget. Vi røg sammen. Det hele var fint, men da vi gik gennem parkens port og satte kurs mod lejligheden, valgte skæbnen at min nye tid og fred skulle stoppe. Skæbnen valgte at rive alt fra mig.

Vi nåede halvvejs over vejen før hornet tudede. Da var det allerede for sent. Mærkede puffet i ryggen. De to små hænder, der skubbede mig væk fra faren. Kan huske hornet tudede igen, mens jeg ramte jorden. Som kom lyden af en lastbils ynkelige og nyttesløse forsøg på at bremse op og til sidst, uundgåeligt, lyden af menneske krop mod kølerhjelm. Så slog min hjerne fra, da mit hoved hamrede hårdt mod asfalten.

Jeg kom først til bevidsthed igen flere minutter senere. Den dag i dag tvivler jeg dog stadig på om jeg virkelig mistede bevidstheden eller om jeg har glemt de få minutter for at have en undskyldning. En undskyldning for, at jeg var den der overlevede. Da jeg vågnede sad jeg mit i mareridt.

Hun lå mellem mine arme. Foran mig holdt lastbilen. Dens lakering var stænket af blod. I mine arme lå hun. Sammenkrøben. Sammenkrøllet. Den før så smukke hvide sommerkjole – den sommerkjole hun havde haft på, da vi først mødtes – var sølet til med blod. Det hele var sølet til i blod. Og det sidste hun gjorde var – med de sidste kræfter hendes skrøbelige legeme kunne frembringe – at røre min kind og smile hendes forunderlige smil. Derefter forlod hun mig.

Begravelsen tog sted en uge efter. Jeg var den eneste der mødte op. Hun havde ikke haft en familie, ej heller nogen bekendte. Hun var ligesom mig. Havde bare brugt dage i parken. Hun blev begravet, mens regnen silede ned.

Så gik ugerne. Månederne. Tiden var forsvundet. Freden var forsvundet. Jeg fandt ingen trøst i parken. Fandt ingen trøst nogen steder. Og de daglige cornflakes smagte jeg stadig ikke på, mens den halvsure mælk gav mig trang til et surt opstød. Og nu vil jeg vende tilbage…

Nu falder jeg. Mærker vinden river og lege med mig som et barn med en dukke. Mine fødder slap kanten. Nu, mens jeg suser mod jorden, mærker jeg hvordan tiden viser sig for mig igen. Der er få sekunder tilbage at leve i. Kan se freden. Brostenene under mig. En kvinde i en hvid kjole står med åben favn dernede. Jeg opnår freden, mens brostenene hører lyden af knust menneskekrop…

Forårets sceneri

Sceneriet ændrer sig. Den hvide farve drypper af lærredet og tilbage står en blank overflade. Hurtige penselstrøg skaber noget nyt. Grønne og røde farver frembringer en skov og med skoven kommer der dyr. Dyr danner par og dyr får unger. Et rådyr springer i fuldt firespring gennem træerne.

Foråret skylder ind over maleriet og kunstnerens øjne får nyt liv. Straks smides penslen. Vinduer åbnes og en briser blæser ind. Der fattes endnu en gang om penslen. Vilde strøg gør billedet mere levende.

Kunstneren kaster sig over lærredet i vild dans. Da solen skinner med sine sidste stråler går kunstneren i stå. Trækker vejret i dybe stød. Få svedperler glider glinsende ned langs tindingerne. Kunstneren smiler. Ser på lærredet. Sceneriet viser foråret. Forårets sceneri er grønt.

torsdag den 6. maj 2010

Fornægtelsen

Du forsvandt i morges. Forsvandt i en tåge af tømmermænd og hallucinerende stoffer, men jeg ved at du var her. Gårsdagens hændelser var ikke en illusion – ikke blot en tank. Ikke blot en fantasi.

Kan stadig lugte dig – duften af kvindeparfume hænger tungt i luften. Men det hele virker så kunstigt. Dit fravær gør det hele uvirkeligt, men jeg ved, at det her er virkeligt.

Du fornægter mig. Svarer ikke på mine beskeder og besvarer ikke mine opkald. Fornægtede mig i går og i nat – selvom vi legede voldsomt. Var ude af døren før mit vækkeur hev mig ud af søvnens trygge sfære, men jeg vidste det på forhånd. Vidste godt at du ville forsvinde. Vidste du ville fornægte mig.

Alligevel valgte jeg, at nyde dig i den korte tid jeg kunne. Nu jeg prøver inderligt at huske dine former og til trods for mit smertende hoved, står billedet af din nøgne krop lynende klart for mig – men dit ansigt mangler. Kan ikke placerer det og ved, at jeg aldrig vil komme til det. Hvis jeg møder dig igen, vil jeg ikke kunne kende dig – og du vil heller ikke give dig til kende.

Du fornægter mig. Jeg glemmer dig. Alt bliver godt igen.

mandag den 8. marts 2010

NEJ!

Den nye generation. Egoerne. Det hele handler om os og ingen andre. Findes der andre? Svaret er nej. NEJ! Råbt af et halvvokset barn, der stadig ikke har lært, at man ikke altid får sin vilje. NEJ! Som råbet fra den forælder, der hurtigt er blevet træt af det uvidende barn.

Men barnet reagerer ikke. Det regner med at få sin vilje og lever videre i en ny verden, hvor de gamles ord bliver regnet for møg. En verden, hvor respekten for de ældre er væk. En verden, hvor de unge gør hvad de vil. En verden hvor forældrenes ”NEJ!” falder for døve ører.

Vi gør hvad vi vil. Vi er unge og derfor gør vi hvad vi vil. Det hele handler om os. Vi lytter ikke til de gamle og foretrækker, at se på os selv. Rynkede individer og deres visdoms ord er vi ikke interesserede i. Vi er kun interesserede i vores egen udvikling. Vores ego.

De gamle får et svar: NEJ!