fredag den 14. august 2015

Placebo tryghed

To skikkelser - en mand og en kvinde - bevæger sig igennem parken, mens vinter sneen falder over fugleskræmsels træer. Deres fingrer finder trøst i utætte lommer, mens deres ånde kaster røgsignaler mod den ubevægelige grå himmel. Han er høj på gårsdagens cigaretskodder og de halvnøgne kroppes dans gennem alkoholrusen. Hun er stille og kold, med et smil så frossent som søens isnede overflade. Endnu har de ikke sagt et ord til hinanden. Deres emotionelle tilstande er ikke kompatible og aldrig været det, men i dag, under den grå himmel og omgivet af den kridhvide sne, er forskellen ude af proportion.
De vandrer i flere minutter - eller er det timer? - før stilheden, der står som en usynlige mur mellem deres kontaktflader, brydes. Den brydes af hende. Ikke med ord, men med handling. De tynde små fingrer, som han kyssede og elskede fra deres første møde, smyger sig op af lommens placebo tryghed og berører hans ansigt. Han ved det ikke endnu, men det er sidste gang, at de mælkehvide fingrer, der skriver de sødeste ord på sort dødt papir, har kontakt med hans solbrune hærgede hud. Hendes udskyllede øjne møder hans - sorte og livløse. Han forstår det ikke endnu. Kommer aldrig til det. Ligegyldigt hvor mange mil af byens asfalt han tilbagelægger (og han vil tilbagelægge mange efter dette sidste møde for at finde hende igen).
Hun vender sig om. Hendes frakke hænger løst omkring hende og skjuler de former, som han kender til udødelighed. Han følger den velkendte krops bevægelse, mens hun bevæger sig væk fra ham - væk fra ham, væk fra træernes krogede grene og den nedtrådte sne. Ned mod søen. Hans hænder sidder fast i lommeuldens trygge varme, mens hun sætter i løb og før han ved af det er hun væk. Et hul i den påbegyndende is er det eneste, der er tilbage. Et hul der viser en verden af mørke og kulde. En verden han ikke kan bevæge sig ind i.
Nu står der en enkelt skikkelse på vejen. Sne under hans fødder. Hænderne knyttet udenfor hans lommer. Der står han. En enkelt skikkelse. Og han råber i afmagt mellem de døde træer. Råber af søen, der er ligeså mørk som hans tanker.

søndag den 2. november 2014

Mindernes bord

Fanget i et endnu et mug befængt hotelværelse, under endnu en LED lampes gennembrændende skær, sidder drengen igen med et halvskævt smil og halvdelen af en flaske leverpest i årene. Sindssyg, følelsesmæssigt ustabil, kuk i låget - mange forskellige meninger fra et karaktergalleri, der altid og aldrig vil blive genproduceret. Ikke desto mindre smiler han sit halve smil. Resultatet af at være halvt lykkelig og halvt knust under vægten af endnu en ustyrlig følelse og et manglende svar på en uundgåelig konflikt.
På bordet er der billeder, fotos og malerier; tegninger og skriblerier. Abstinens plagede fingrer glider henover minder fra en svunden tid. Minder, som genleves som fortabte drømme, mens mareridtenes kolde realitet bliver jaget på flugt. Uddrevet som var de en lokal landeplage. En plage i kødets fæstning.
Tårerne udebliver. Der er ikke behov for dem. Behovet hviler et andet sted. Et sted hinsides fornuft. Dér hvor sommerfugle i maven ikke længere er en god nok forklaring; hvor man ikke længere helt kan sætte ord på, hvorfor og hvordan ens system reagerer. Individet er blot følelsen. Individet er kærlighed.
Tanken om kærlighed forvirrer. Fingrene bliver trukket tilbage, og sortrandede øjne er det eneste, der undersøger bordpladens indhold. Argumenter for og imod minders betydning i nuet strømmer gennem kødklumpens hardware. Prøver at knuse sig frem til et svar, men følelser kan ikke sættes op som ligninger eller binære koder. Nej. De er mere end det.

Så der sidder han. Dag ind og dag ud. Et endegyldigt svar; en løsning på problemet udebliver. Så han bliver siddende med sine sorte rander. Sin brændende lever og LED lampens lava varme lys. Natten forsvinder, persiennerne foldes ned, indtil mørket vender tilbage - tilfældige udflugter til den ene eller den anden kiosk efter mere flydende pest. Fingrer på udflugt over mindernes skrivebord. Et skrivebord uden svar. 

Neonlys

Endnu en nat i neonlygtens skær. Endnu en nat vendt på vrangen af ildvand og billige damer. Fem mænd; én mission: at bunde hygge i liter glas, mens regnen hamrer mod latexbelagte gummiruder. Endnu en nat uden stjerner i midtbyen. Endnu en nat søbet ind i fejlslagne idealer og forskruede forventninger.
Tanken om at morgendagen bringer atter en chance, efterlader en tung cigar dunst i svælget. Smagsløgene trækker sig sammen, mens livgivende væske fosser vertikalt ned i det alkoholiserede ungdomslegeme. Et legeme, der evigt er fanget i kampen mellem teenagervrede og voksenmelankoli.
Hvis det nu var dag, ville regnen ikke hamrer mod ruder. Den ville ikke drive fra våde hår spidser efter den lange march til hjemstavnen. Nej, nej, nej. Dagen ville være anderledes. Sollys i stedet for blå neon lys. Smilende kvinder i stedet for de forvoksede 15-årige, der indtager enhver stam bar som nogensinde har betydet noget for en halvfortabt generation.
Et andet lys. Det er vigtigt dét her. Lys fra ildkuglen, der skinner nedover en markvej. En markvej, der skærer sig vej gennem landskabet, for at ende ved det blå ocean. En udsigt for to. To mennesker, der fletter fingrer i en ukompliceret form for kommunikation.
Ønsketænkning. Neonlyset er stadig tæt og stjernerne slukkede over byens blændede pandelampe. Øl indtaget stiger og snart... ja, snart, så er der ikke andet at gøre, end at ty til flaskens brændende indhold og de lokales stammeritualer. Der er ikke andet at gøre under neonlysets skær.  

fredag den 19. juli 2013

Gyden

En rabiesbefængt ligknaskende tæve lunter ind og ud mellem de skyhøje tårne, der griber efter solens ildvinde. En tigger ligger gemt bag seks lag af papkasse pap revet væk fra Ikea containere med Mærsk mærkater limet fast til de tomme overflader. Her er sidste endestation. Den sidste station, der findes. Her, blandt cigaretskodder, tomme dåser, brugte/ubrugte kondomer og Gangesvand, ender alt – selve eksistensen.

Her pøler de sidste rester af velfærdsstatens ofrer rundt i rendestenen, mens de forgæves forsøger at holde sig oven vande i slammosen, hvor de sidste drømme ætser sammen i et virvar af håbløshed, grusomhed og uren ligegyldighed. En malstrøm af anormale proportioner, der river, flår og gnasker i individets skrøbelige eksistens.

Gyden ligger nu tom og øde hen – det eneste, der bryder stilheden, er lyden af en scooter i tomgang. Rustne søm giver indblik i ældgamle joyrides som nu druknes i tidens evigt flydende savl. Et enkelt kodeks: her er alt ovre før det begynder – sådan er livet i gyden.

onsdag den 19. december 2012

Tilbage i tiden


Der var engang, hvor alting havde en fast form; hvor alting var langt mere simpelt og hvor hendes hoved lå på den anden side af den azurblå hovedpude. Hun er der ikke længere – i stedet for hendes tilstedeværelse er der nu et overfuldt askebæger samt tomme øldåser. Tre år – tre års ren ødelæggelse af et på daværende halvråddent sind, der på nuværende tidspunkt er ikke-eksisterende på trods af ihærdige forsøg på at spole tiden tilbage. Tilbage til en tid, hvor nikotinfri ånde strømmede fra mørkerøde længer. En tid, hvor lugten af søde pandekager altid hang i luften og lyden af gal jazz lod alle vide, at det var her de unge saxofonglade spurve boede, mens de gjorde klar til at bygge rede. Men… da vinteren trådte ind var alt forgæves – forrådet var ikke stort nok til to og slet ikke til tre. Et foster blev aborteret, en kvinde løb fra rub og stub, mens en enkelt mand stod tilbage med en snedækket rede og Tulip dåsemad nok til fem måneder i livets tegn. Tre aftener efter var der kun få rester tilbage i forrådskammeret og adskillige knuste ølflasker på gulvet. Reden var brændt ned til grunden – selvmordsbreve var at finde i hobetal i de overlevende rester af det lille asyl som to saxofonfløjtende spurve skabte for en evighed siden. Bunden af flasken er det eneste, der spoler tiden tilbage…

Oplæsning - Ormen


Ormen. Den aflange slimede eksistens, der vrider sig gennem livet. Med gabet drejet i en konstant ti graders vinkel, mens den fortærer muld – muld, der skides ud som ny muld i den anden ende. Det er ormens liv.

mandag den 5. november 2012

Kysten

På kysten står en mand; nøgen fra top til tå. Pigmentfejl kravler henover den eksponerede hud, hvorpå den danner Kafkanske labyrinter bosat af hengemte minotaurer. Et gråt slør hænger over hans øjne, mens et vanvittigt dirrende smil beklæder de flossede læber – malet sorte af tidens tand. En kraftig dunst af forældet stolthed hænger over ham, mens ribbenene giver sig, hver gang de slidte lunger pumpes fulde af livgivende oxygen.

I en tilstand af slow-motion sættes systemet i gang; muskler sammentrækkes og sættes derefter i bevægelse – hans ene fod slipper sandet kolde omfavnelse.
Som en gammel slidt dieselmotor, giver hans legeme sig. Lyden af rustne knogler, der knirkende bevæger sig fremad - labyrinterne giver sig i skæve og fordrejede vinkler. 
Efter et par skridt er maskinen velsmurt - tempoet sættes op; han sætter i et halvhurtigt løb mod vandkanten, hvor det mørke vand blidt omfavner den porøse sandmasse, der udgøre udkanten af livets horisont.
Et øjebliks stilstand opstår, da hans tæer berører det kolde vand – en gennemtrængende stilhed hersker i dette øjeblik, men forsvinder atter som dug for solen og den gamle mands bentøj bevæger sig behændigt videre.
Først forsvinder fødderne under vandets mørke skummende overflade. Stormløbet fortsætter; det maniske smil beklæder stadig hans tjæresorte læber, mens hans øjne lyser af besættelse. Anklerne forsvinder, så knæene, hofterne, maven, brystkassen og halsen. Labyrinten oversvømmes, minotaurerne druknes, mens havet æder den nøgne krop - rub og stub.
Det sidste denne verden ser til den gamle mand, er hans blanke isse. Derefter er han blot endnu en dråbe i livgivende ocean.
Bølgerne ligger stille et stykke tid, hvorefter de atter tager til i styrke og kaster sig mod kysten; som de altid har gjort og altid vil gøre.